Unfuck dit œuvre
Populær
Fucked Ups seneste ep i ‘Zodiac’-serien er så god, at den får hele serien til at fremstå bedre.
Passacaglia
Der er en ting, der skal på plads: Fucked Ups debutalbum, ‘Hidden World’, var en af nullernes bedste plader. Over halvfjerds minutter fræsede Fucked up gennem en punkrock, der var tættere åndsbeslægtet med støjrockerne i ...And You Will Know Us by the Trail of Dead og deres megalomane hovedværker fra starten af nullerne, end den var det med den hardcore-scene, som det canadiske band var vokset ud af. ‘Hidden World’ var ikke bare pompøs og ambitiøs med sine for genren uforholdsmæssigt lange sange, den var gennemarbejdet og velskrevet, så det hele kunne arbejde sig frem mod et klimaks i pladens næstsidste sang, ‘Jacob’s Ladder’.
Det var fænomenalt godt.
Efterfølgeren ‘The Chemistry of Common Life’ holdt så nogenlunde niveauet, og at der nok var lidt fyld indimellem på de halvtreds minutter, blev opvejet af, at der til gengæld var flere højdepunkter, der stod ud fra helheden. Fucked Up kunne skride elegant fra Turbonegro-stadion-punkrock over eksperimenterende mellemstykker med loops og strygere til melankolsk støjrock med en nonchalance, der for en stund kunne få én til at tro på, at de var i stand til alt.
Det var Fucked Up bare ikke. Lige så stort anlagt konceptalbummet ‘David Comes to Life’ var som en rockopera henlagt til Thatchers England, lige så tungt faldt den til jorden, fordi bandet i deres iver efter at vise sig selv som et rigtigt rockband havde glemt at skrive nogle egentligt mindeværdige sange. Det havde de stadigvæk heller ikke lært på ‘Glass Boys’ i 2014, hvor de ellers på deres hidtil korteste album forsøgte at vise sig fra en mere umiddelbar side.
Hele registret rullet ud
Men Fucked Up har siden begyndelsen kørt i flere sideløbende spor: Ved siden af de stort anlagte album har de udgivet singler med tjep, brutal og catchy hardcore, og så har de haft det spor, som ‘Year of the Snake’ lægger sig i: De lange, eksperimenterende kompositioner på mellem et kvarter og femogtyve minutter. Det er her, de har rullet hele registret ud og inkorporeret elementer af både progressiv rock og krautrock, her, de har villet bevise deres sande kunstneriske værd. ‘Looking for Gold’ gav allerede i 2004 en anelse om, hvor højt der var til loftet hos Fucked Up, men også om de udfordringer, det gav at skrive punk rock epics uden at tabe tråden. Det gjorde Fucked Up nemlig flere gange i den lange sang, og selvom deres ‘Zodiac Series’ i tierne har været mere interessante end deres album, har det været et gennemgående problem, at flere af sangene virkede, som om de simpelthen var lange for længdens skyld og ikke, fordi sangen selv krævede det.
Det er på den baggrund, at ‘Year of the Snake’ overrumpler. Som fan har man efterhånden indstillet sig på skuffelsen, uden at det af den grund blev særlig meget lettere at bære den for hver ny undervældende udgivelse. Men ‘Year of the Snake’ er ikke bare den første rigtig gode plade fra Fucked Up i dette årti: Det er her, de endelig får realiseret det potentiale, der hele tiden har ligget i det lange sangformat. Og på den måde bliver det også en plade, der lukker de foregående udgivelser i deres ‘Zodiac Series’ op og får dem til at give bedre mening som del af en proces, der skulle lede frem mod dette.
‘Year of the Snake’ er en fireogtyve minutter lang sang i tre satser med indlagte mellemspil, og det, der virkelig udmærker den i forhold til de tidligere arbejder i det lange format, er, at den fremstår velkomponeret. Det er ikke bare et motiv, der bliver gentaget i det uendelige, eller en bunke ideer, der bliver klasket sammen til et hele: Det er en sang, der bevæger sig i stadier. Første del bæres frem af en tostemmig guitarmelodi og et temmelig kolossalt omkvæd, inden baslinjen begynder at forskyde sangen og trækker guitarmelodierne i andre retninger. Det nærmer sig sågar klassisk heavy metal i passager, inden sangen når sit første klimaks otte minutter inde. Et mellemspil med fløjte og luftige guitarakkorder føres over i anden, kortere sats, hvor Fucked Up demonstrerer, at de stadig kan skrive store punkrockhymner, der ikke lader The Who noget efter, når det kommer til stadionambitioner, men som heller ikke er så forelsket i den side af det, at de ikke kan løsrive sig fra det og flå det fra hinanden. Herefter synes sangen fjorten minutter inde nær ved at kollapse i endnu et mellemspil, indtil man begynder at genkende elementer fra første sats. De indarbejdes i den tredje sats over en helt anden rytme og med Mustard Gas’ milde hvisken i stedet for Pink Eyes’ insisterende growl.
Det, der får ‘Year of the Snake’ til at virke så godt, er, at de enkelte elementer er så velskrevne, og at overblikket over, hvordan de skal fungere sammen, er blevet bevaret. Det er sådan en sang, hvor man lægger sig foran højtalerne på stuegulvet og bare lader det vælde henover en, mens man ligger og spiller lufttrommer mod loftet. Det efterfølgende seks minutter lange instrumentalnummer ‘Passacaglia’, hvor Rush-pompøsitet møder Oneida-vibe, kan man så passende bruge til at komme til sig selv med.
Jeg kunne leve fint med det, hvis Fucked Up overlod det til deres ligemænd i Titus Andronicus at skrive punkrockoperaer. Jeg er godt klar over, at Fucked Up efter al sandsynlighed aldrig kommer til at overgå ‘Hidden World’, men det er også OK, hvis de så bare lader være med at prøve og i stedet går andre veje. ‘Year of the Snake’ viser, at det er i dette spor, Fucked Ups kreative potentiale fortsat kan forløses.