Når punkmiljøet svigter deres egne
Populær
Publikum og koncertarrangør fejlede fuldstændigt på en aften, hvor tre ud af de fire bands gjorde alt for at skabe en aften i punkens tegn.
Fredag aften kan være lidt af en ambivalent størrelse, når det kommer til koncerter. Enten kan en koncert være en måde at sparke weekenden i gang på, eller også er der bragende tomt grundet andre, mere interessante arrangementer. Denne aften, hvor Loppens bonede gulve blev gæstet af tre danske punkgrupper og en enkelt amerikansk, var en aften, hvor hele København summede af sommer, liv og lysten til at nyde kolde drinks udenfor i den varme augustnat. Dermed er det også sagt, at aftenens fire bands havde en hård kamp i vente, hvad publikum angik.
Loppen serverede ellers et kompetent firkløver af navne i form af engangsgrillen Gutter Oil, Junta og The War Goes On, alle fra København, og som krymmel på toppen amerikanske Golden Pelicans.
Uforløst engangsforestilling
Den Københavnske trio Gutter Oil, der alt andet lige må have taget navn efter ulovlig madlavningsolie, var første band til at prøve kræfter med den intime scene på Loppen. De 30 fremmødte gæster kunne henslængt spilde ca. 20 minutter af deres tid på at se trioen stemme deres instrumenter. Nuvel det er naturligvis punk, det er råt, det er anarkistisk, men det havde unægteligt skabt en bedre koncert og flow, hvis bandet havde brugt noget af tiden op til koncerten på at få styr på deres instrumenter. Det var jo ikke ligefrem fyldt med folk, da dørene blev åbnet. En kedelig start, der til dels heldigvis var ventetiden værd.
Til denne første og eneste koncert med bandet blev publikum i 25 minutter blæst tilbage af præ-grunge i form af yderst tung bas, hæse primalskrig og en rivende guitar. Flankeret af monitorhylen og lignende formåede Gutter Oil på kort tid at skabe en fornemmelse af, at man var sat tilbage til slutfirserne. Energien i musikken formåede desværre aldrig at komme ud over scenen og ramme publikum. Såvel band som de få fremmødte virkede uengagerede, og for publikums andel skyldtes det sandsynligvis det unormale genrevalg i forhold til aftenens hovednavn og den resterende opvarmning. Gutter Oil fremførte en række fine numre med spændende elementer, der dog havde fundet lige voldsom nok inspiration i datidens store præ-grunge- og tidlige grunge-navne. Koncerten stod og faldt med bandets energi og overbevisende levering af materialet, og det var ikke en ubetinget succes.
1, 2, 3, punk!
Efter Gutter Oils noget ujævne del af aftenens show havde endnu en dansk trio fået plads på scenen. Junta, der modsat Gutter Oil passede perfekt i sammenhængen, hvad genren angik. Med den rå punkrock i tankerne var der ikke så meget pis at komme efter. Trioen havde utvivlsomt til intention at få skudt gang i aftenen og sat lidt liv i det fremmødte publikum, der på det tidspunkt heldigvis var øget en smule i antal.
Junta spillede 20 minutters straight forward punk, hvor især trommerne bragede af sted i et hæsblæsende tempo. Før det hele kunne kulminere med den voldesomme ‘Hævn’, var det dog nødvendigt at få justeret såvel bas som guitar, der ellers havde tendens til at overdøve vokalen. En vokal, der i forvejen var sovset ind i så meget ekko, at det stort set var umuligt at tyde størstedelen af, hvad der blev råbt. Med så kort tid på scenen tog det desværre lidt for lang tid at få justeret disse uregelmæssigheder, men da de først var på plads, havde Junta fået et godt tag på scenen såvel som publikum, der for første gang den aften fik nakkerne sat i banger-gear.
Med kun et halvt års levetid har bandet allerede komponeret nogle ganske energiske og fine skæringer, der denne aften overbeviste, men som manglede det sidste touch for virkelig at rive såvel lyd- som publikumsmuren ned. Efter den noget halvkiksede start på aftenen var Junta lige præcis det, publikum og arrangement havde behov for for at komme i den rette stemning.
Aftenens publikumshovednavn
Aftenens sidste københavnske indspark var uden tvivl også aftenens bedst besøgte og mest interessante danske navn. Niveauet for aftenens arrangement blev på et splitsekund rykket op på et helt andet og langt mere professionelt plan – men samtidigt et plan meget anderledes fra den charme, der prægede Junta. Mere gennemtænkt, kommercielt og ikke mindst populær-amerikansk. Oplevelsen med The War Goes On var dog primært positiv. Der var ingen spildtid eller lydjusteringer. Kvartetten lød godt på scenen, og forventningerne til dette havde smittet af på publikumsfremmødet, der var på sit højeste – ganske fortjent. The War Goes On spillede en lille halv times kompetent amerikansk inspireret punk-rock med energiske riffs og catchy omkvæd, der for alvor satte gang i en ellers noget punkteret fest på det intime spillested. Endelig ramte fredagsstemningen og de konsumerede genstande blev forenet med kombinationen af de rå rammer, levende lys og The War Goes Ons energiske performance. Herved var grundlaget noget nær det perfekte for en live punk-rock-oplevelse. Der skal ikke herske tvivl om, at størstedelen af denne succes skyldtes bandet på scenen, men det skyldtes også publikum, der langt om længe var vågnet op fra en dvale, der kun momentvis var blevet forstyrret, da Junta spillede. The War Goes On leverede til perfektionisme og var sandsynligvis aftenens bedste oplevelse for størstedelen af publikum.
Ifølge aftenens tidsplan var det hensigten, at The War Goes On skulle være gået på kl. 22:45 og Golden Pelicans kl. 23:30. Den københavnske kvartet gik først på kl. 23:55, altså over en time forsinket, og på det tidspunkt, hvor det amerikanske hovednavn skulle have spillet. Det store spørgsmål er så, hvorvidt publikum reelt var bevidste om, at bandet på scenen ikke var aftenens hovednavn? Når man tænker på, at publikum forsvandt foruroligende hurtigt efter koncerten, er det nærliggende at antage, at de ikke var bevidste om disse omstændigheder. Det ændrer dog ikke ved, at The War Goes On spillede en god koncert.
Amerikansk momentum i en forladt verden
Den Orlando-baserede kvartet Golden Pelicans var på plakaten aftenens hovednavn. Der skal heller ikke lægges skjul på, at bandet har formatet og teknisk set var aftenens hovednavn. Det lod dog ikke til at være publikums opfattelse. Efter den rigelige ekstra ventetid havde klokken efterhånden sneget sig op på 00:45, 1 time og 15 minutter forsinket. Måske skyldtes den manglende opbakning ikke kun publikumsforvirring, men også det sene tidspunkt? Synd for band, og synd for alle de, der ikke havde tålmodigheden. For Golden Pelicans startede på fandenivoldsk vis med tæt kontakt til de få, der var blevet. Især forsanger Erik Grincewicz gjorde sit for at opildne og skabe ravage – på scenen og ude blandt publikum. Trods den forholdvis høje gennemsnitsalder startede kvartetten så energisk, at de sandsynligvis jævnaldrende medlemmer fra Bad Religion burde skamme sig. Det var råt, hurtigt og energisk på bedste vis.
Forståeligt nok skal der mere end tre engagerede publikummer, fem fulde individer, der heller ville løfte rundt på hinanden i deres egen interne drukfest, og 15 stenstøtter, der knap nok kunne bevæge hovedet, til for at skabe en energisk koncert. Det lod også til, at det var, hvad Grincewicz og resten af ensemblet konkluderede. Energien på scenen stagnerede løbende, og trods flere forsøg på at øge intensiteten lykkedes det aldrig at komme op på det niveau, man forventer af et hovednavn.
En ambivalent oplevelse, hvor konklusionen er, at den amerikanske kvartet gerne ville, spillede derefter og forsøgte, men ikke formåede at opretholde energien. Det er på sin vis også skammeligt, at publikum kan fejle på et sådant niveau. Havde amerikanerne oplevet den samme opbakning som The War Goes On, havde de kunnet lukke aftenen med manér. Herved tilbage til problematikken præsenteret tidligere – hvem er den ansvarlige i dette puslespil? Er det publikum? Er det koncertarrangøren, der fejlede med kommunikationen og have booket fire bands, hvoraf et var overflødigt i aftenens sammenhæng? Eller noget helt tredje? Kombinationen af flere elementer synes at være det rigtige svar, og opfordringen til henholdsvis miljøet og arrangør må derfor være: Støt, når muligheden er der, og fokuser på publikumsoplevelsen og promovering af koncerten.
Konklusionen bliver derfor, at en aften, der kunne have været en formidabel punkaften, i stedet blev en mellemfornøjelig størrelse, hvor succesen ubetinget skyldes de tre sidste bands i aftenens lineup og noget så lidt punk som professionel og ansvarlig tilgang fra deres side.