Mon de har en tidsmaskine?

Ved hjælp af vaskeægte og god tidsforfalskning kommer man på metalarkæologisk ekspedition med Hatchet. Hatchet må eje en tidsmaskine – om den så er indbygget i deres øvelokale, eller om de har lejet den hos den lokale bindegale professor med visioner om verdensherredømme, det vides ikke. Men det kan simpelthen ikke være muligt at lave en thrashplade som denne, der både har den perfekte firserguitarlyd, fuldstændigt mangler bas, har tyndt lydende tønder, fuldstændigt umelodisk og ret fed vokal, og riffs der nedstammer fra Bay-Area thrashens storhedstid – uden at være i besiddelse af et eller andet direkte link til fortiden.

Her rejser et naturligt spørgsmål sig: "Er det nødvendigvis dårligt?"

Og her må det korte præcise svar være: "Måske!"

Hvis man som stor fan af genren og perioden simpelthen ikke kan finde flere originale plader, så er denne velskrevne aggressive og ekstremt hidsige udgivelse en god mulighed for alligevel at tilføje noget ekstra til samlingen. Det bliver godt nok en anelse monotont i længden, fordi kvartetten løber tør for måder at fange lytteren på, og de derfor gentager deres riffs alt for længde - men det virker stadig. Og al den energi og ikke mindst de ekstremt fede soloer, der også er meget "firser" holder skam stadig, selvom det er direkte importeret fra fortiden.

Men der mangler altså lidt fornyelse. Der bliver simpelthen intet nyt tilføjet til genren, og af den grund forsvinder Hatchet hurtigt i glemslen i forhold til originalerne, så måske skulle de prøve om ikke tidsmaskinen også kunne bruges til at hente inspiration i andre af metallens tidsaldre.