Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt

Populær
Updated
Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt
Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt
Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt
Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt
Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt
Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt
Copenhell '17: Hyggeligt, men ufarligt

Lydstyrken var alt for lav til, at festivalens første band i hardrockerne i Inglorious kunne blive meget andet end en hyggelig seance til de første fadøl på pladsen.

Kunstner
Dato
22-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Årets første koncert på Copenhell blev denne gang ikke med et dansk band, i hvert fald ikke et fuldblodsdansk et af slagsen, men engelske Inglorius havde faktisk en dansk sessionmusiker på keyboard, og så svenske Andreas Eriksson på guitar for nu at blive i det nordiske. Inglorius er hard rock med en stor vokal, og selvom der omkring anmelderen hørtes undren over, om ikke der skulle have været et metalband på i stedet, så må man jo huske på, at festivalen på Refshaleøen jo gang på gang har trukket metallens fundament i rocken ind på den befæstede undergrund. Hjemlige Supercharger åbnede fx den første Copenhell, dengang festivalen blot havde to scener. Og Rival Sons stod på hovedscenen sidste år.

Som vanligt var der noget særligt over stemningen, lige efter portene til det københavnske helvede åbnedes. Kom man tidligt for at opleve åbningen og Inglorius, var det ret problemfrit, især hvis man gik ind allerede en time før koncertstart, hvor portene ind til pladsen åbnede. Det forlød dog, at der senere mellem 15 og 17 var store køer ved indgangene.

Bandet kom dog desværre ikke længere med præstationen, end at den leverede rock var hyggelig at nyde sine første fadøl på pladsen til. At det ikke gik bedre, må tillægges en lydstyrke, der var alt for lav, og lydstyrken var slet ikke en festival for metalglade mennesker værdig. Samtidig var den lyd, der så rent faktisk kom ud over pladsen, en noget rodet affære med alt for meget buldrende tromme og for lidt af guitarerne, der ellers stod for glimrende rockriff og blærede soli. Af den autentiske slags, hvis man har dyrket de mest straight forward-rockende dele af Led Zeppelin, Deep Purple og Whitesnake.

Stor vokal og en ellers rutinepræget indsats
Nathan James’ stemme var ganske rigtigt stor, som vi også skrev om i optakten til Copenhell. Han har en imponerende kraft bag sin vokal, og han kan lave den klassiske rocksanger-teknik, hvor mikrofonen lige trækkes et godt stykke væk fra munden under endnu et imponerende vokalt udbrud.

Inglorius så også ud til at hygge sig og gav en fin koncert, der dog havde sine  rutinemæssige momenter. På det punkt havde det været federe med et sitrende, lettere nervøst dansk band, der er benovede over chancen for at spille på festivalen, og udmærket ved, at en sådan koncert kan være et vigtigt springbræt videre i karrieren. I Inglorius’ tilfælde føltes det, som om der blev spillet lidt for sikkert. Udmærket start med fokus på hygge, og havde det ikke været for det førnævnte for lave lydtryk, så var det måske også trængt lidt dybere ind blandt tilhørerne med større respons derfra til følge.