Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Isvinden stilner en smule af

Populær
Updated
Isvinden stilner en smule af

'Gud' byder på mindre pondus, tyngde og nådesløshed og mere drømmende atmosfære, post-rock-træk og sirenesang end tidligere.

Kunstner
Titel
Gud
Dato
26-06-2015
Trackliste
1. Flommen
2. Ordet
3. Himmelen
4. Dåren
5. Tronen
6. Boken
7. Giften
8. Hyrden
9. Spiret
Karakter
3

Isvind har været med siden den norske sortmetals spæde start i de tidlige 90’ere; først som Ice Wind, siden oversat til norsk i tråd med resten af den norske scenes dyrkelse af nordisk kultur og tradition. Med en håndfuld demoer og kun et fuldlængdealbum i løbet af bandets første fem leveår gik de i opløsning, og guitarist og vokalist (blandt andet) Arak Draconiiz tilsluttede sig Tsjuder. I 2002 gendannedes bandet, der siden 2011 har været noget mere aktive med at udgive album. Tidligere i år kom bandets fjerde fuldlængde ‘Gud’.

Isvind er siden starten kendt for at spille intens og hurtig black metal, der med fortættet lyd nærmest formår at tvinge al ilt ud af rummet. Og selvom bandet stadig er i stand til at levere passager, der fremtvinger samme stemning – for eksempel på nummeret ‘Tronen’, der blaster afsted som drevet på flugt af polarvindens hærgen – har Isvind med ‘Gud’ valgt at træde nogle skridt væk fra den velkendte sti ved blandt andet på intronummeret ‘Flommen’ (norsk for oversvømmelsen) at inkorporere skønsang med kvindekor med nærmest post-rocket guitar og senere shoegazende trommespil og guitarmelodi på den ellers rock ’n’ roll-groovende ‘Dåren’ – et noget atypisk valg for et ellers ekstremt norsk black metal-band.

Lignende er gjort før, men selvom albummet sammenlignet med tidligere udgivelser af andre bands i genren ikke virker meget mindre ekstremt, lyder ‘Gud’ i lyset af genrens popularitet over de sidste par år mere lettilgængelig. I visse passager nærmest som en genspejling af specielt amerikanske bands’ fortolkning og post-hardcore-inducerede version af nordisk atmosfære og stemning. Ja, havde det ikke været for guitarens knitrende distortion, vokalens utvetydigt nordiske udtryk og den norske lyrik. kunne man i disse passager næsten blive i tvivl om oprindelseslandet for udgivelsen.

På trods af den umiddelbare identitetskrise og selvom de nye tiltag fylder meget og synes en smule malplacerede i det første møde med udgivelsen, er de ni sange på ‘Gud’ dog af mere end hæderlig kvalitet. De er præget af opfindsomme skift fra melodiøse riff og harmonisk skønsang til brutale, blastende angreb mellem vers, omkvæd og mellemstykker, og i lange stræk er ‘Gud’ et interessant bekendtskab, der på trods af en genremæssig og æstetisk inkongruens byder på både ødelæggende smukke atmosfæriske lydbilleder, harmonisk sirenesang og for genren mere moderne kompositioner.

Som sagt er ‘Gud’ mere lettilgængelig end tidligere udgivelser fra Isvind, og kender du ikke allerede bandet eller er grøn i forhold til norsk black metal generelt, er det måske ikke et helt dårligt sted at starte. Er du fortrolig med Isvind i forvejen, er der nok også noget for dig på denne udgivelse, selvom den har givet køb på lidt af den pondus, tyngde og nådesløshed, som for eksempel ‘Daumyra’ (2013) formåede, til fordel for drømmende atmosfære.