Bodagahygge
Populær
Hvis Joe Lynn Turner stadig skærer tænder i skuffelse over, at han ikke fik del i Ritchie Blackmores nylige gendannelse af Rainbow, så skjulte han det godt på intimscenen i Fredericia. Her virkede han bestemt til at være i fint humør.
Der er ved at gå lidt inflation i de små intimkoncerter, hvor tidligere stadionrockere træder op på de helt små scener alene med akustisk guitar, gamle sange, anekdoter og intet andet. I flere omgange har Kip Winger gæstet landet på den måde, og for halvandet år siden anmeldte vi Eric Martin fra Mr. Big, da han gæstede landet på tilsvarende måde. Nu er turen kommet til Joe Lynn Turner, der netop har afsluttet en lille tour med fire koncerter rundt omkring i Danmark. Vi var tils tede ved den sidste koncert i Fredericia på det Bruunske Pakhus sammen med ca. 100 andre tilskuere.
Stjerne i 80'erne
Joe Lynn Turner havde sit helt store gennembrud, da Ritchie Blackmore gav ham pladsen som forsanger i Rainbow, hvor han var med på tre studiealbum, indtil bandet blev lagt på hylden i forbindelse med, at Deep Purple blev gendannet. Da Ritchie Blackmore og Ian Gillan nogle år efter røg i totterne på hinanden, blev Joe Lynn Turner også kortvarigt medlem af Deep Purple, hvor han fik lejlighed til at indspille det ikke særligt gode Deep Purple-album ’Slaves and Masters’ fra 1990.
Efterfølgende har Joe Lynn Turner medvirket i alverdens projekter inden for primært den hårdere del af den melodiske rock. Nævnes kan indspilninger sammen med blandt andre Yngwie Malmsteen, Glenn Hughes og Avantasia.
På den nuværende akustiske tur har Joe Lynn Turner medbragt den græske guitarist og sanger George Gakis, som han har arbejdet sammen med på duetten ’Street of Broken Dreams'.
Lidt for folkeligt sangvalg
Lidt overraskende har Joe Lynn Turner valgt at se bort fra hovedparten af sine egne indspilninger på denne akustiske turne. I stedet er sættet primært besat af coverversioner af gamle sange, som har været med til at inspirere ham, siden han var barn.
Indimellem sangene får publikum så serveret en række små historie om lidt af hvert og om sangens betydning for Joe Lynn Turner. De små historier er ganske hyggelige og giver indtryk af, at han er en behagelig person. Men mest interessant er nu de anekdoter, som relaterer sig til tiden i Rainbow, hvor han fortæller, at sangen ’Stone Cold’ er skrevet i forbindelse med Roger Glovers smertelige brud med sin kone, og om sangen ’Street of Dreams’, hvor Joe Lynn Turner påstår at have set det samme kvindeansigt i sine drømme nat efter nat under indspilningen af ’Bent Out of Shape’ i 1983, hvorefter han mødte kvinden mange år efter i Rusland og nu har været sammen med hende i 15 år.
Det kunne have været lidt mere interessant, hvis sættet havde indeholdt flere sange fra Rainbow- og Deep Purple-perioden og eventuelt også fra Joe Lynn Turners tid sammen med Yngwie Malmsteen.
I stedet fik vi så sange som eksempelvis ’Light My Fire’ og ’Roadhouse Blues’ (The Doors), ’Ready for Love’ (Free), ’Dust In The Wind’ (Kansas), ’Gimme Some Lovin’' (Spencer Davis Group), ’Moon Dance’ (Van Morrison) og et Elvis Presley-medley.
Af Rainbow- og Deep Purple-sange blev det kun til henholdsvis ’Stone Cold’, ’Street of Dreams’, ’Catch The Rainbow’ og ’Hush’ og ’Smoke On The Water’.
Bøvet publikum
Det sikre musikvalg blev akkompagneret af det sædvanlige ølbøvede midaldrende publikums ævlen og snakken mellem og under sangene, som det efterhånden er blevet kutyme til den slags arrangementer. Lidt trist, at en smuk sang som ’Dust in the Wind’ mere eller mindre overdøves af højrøstet tale fra den del af publikum, der mere er til koncert for fadøllens end for musikkens skyld. Det er en lidt kedelig tendens blandt det lidt ældre rockpublikum.
Det var dog generelt hyggeligt, det var sjovt, og Joe Lynn Turner har bevaret en god del af den stemmepragt, der skabte hans karriere i 80’erne. Men musikken kunne godt have været lidt mere ambitiøs.