Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dragejægerens Krønike - Del 6

Populær
Updated
Dragejægerens Krønike - Del 6
Dragejægerens Krønike - Del 6

Devilutions stolte Dragejæger beretter denne gang fra den italienske halvø, hvor Kaledon udfordrer et lokalt monster.

Kunstner
Titel
Altor: The Kings Blacksmith
Dato
06-05-2013
Distributør
Trackliste
1. Innocence
2. Childhood
3. Between The Hammer And The Anvil
4. My Personal Hero
5. Lilibeth
6. A New Beginning
7. Kephren
8. Screams InThe Wind
9. A Dark Prison
Forfatter

Det var et blodbad, jeg havde overværet. Omkring mig på den forbrændte svovlilds udpinte jord lå de sørgelige rester af en gruppe italienske dragejægere. Slagtet, grillet, spiddet, flamberet og sødt duftende af velstegt menneskekød og - ikke mindst - uden at have haft meget mere end en kårdespinkel chance for et succesfyldt felttog mod det ubarmhjertige uhyre.

At de skulle ende med en fortjent skæbne som madpakke mellem skarpe tænder stod dog ikke skrevet i stjernerne. Lovende, hurtige takter, dristige udfald med spidse riffs, galoperende angreb og til tider stærke, fortryllende og blændende omkvædelige stik med hidsige indfald gav forhåbninger om, at det kunne ende succesfyldt.

Jeg fik straks store forventninger. Berlusconis drenge berettede om en legendarisk smed, og glæde ved stålet kan ikke i sig selv være en fejltagelse. De buldrede modigt ud med fremskudte brystkasser under et panser af melodi og en tro på, at den gode sang snildt kan indpakkes i metal.

Det simple fejltrin

Men et træk beseglede skæbnen for sekstetten og gjorde dem til en velsmagende snack mellem spidse tænder. Balladen! Det klassiske fejltrin fra en power metal-forsamling, som tror, at de med en smuk melodi kan betage dragen og gøre den til et let offer. Dette offer var dog snedigt og lod sig ikke fortrylle, og Kaledon havde ikke en chance i det øjeblik, hvor de tabte tempo og lod sig indfange og første gang smagte heden fra en drages mund.

Og herefter afsløredes det for selv den uerfarne betragter af dragejægende power metal - Kaledon havde  forståelsen for vigtigheden i at veksle mellem brug af metal og skønhed, men på ingen måde evnerne til at opretholde momentum længe nok til at sejre

Ud af ingenting slog dragen til igen og igen. Fangede italienerne i flere håbløse forsøg på at klare sig gennem et hastigt nummer med store linjer, et myldrende virvar af pumpende guitar og truttende keyboard-fanfarer, og straks, da sekstetten var sat skakmat, blev den fældet af flammende ånde og gjort til endnu et eksempel på, at det ikke er hvem som helst, der kan lege med power metal.