Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Spirituel dødsmetal, der rykker

Populær
Updated
Spirituel dødsmetal, der rykker

Dødsmetallen på 'Flammarion' mæsker sig i fede riffs, hymniske sopran-passager og sågar groove. Khanus imponerer med 'Flammarion'.

Kunstner
Titel
Flammarion
Dato
20-07-2018
Karakter
5

Når musikken fra finske Khanus beskrives af pladeselskabet (I, Voidhanger Records), så er det fraser som "shaman metal of death" og rituelle stemninger. Dødsmetallen fra bandet er da også ganske mørk og mystisk, så det er ikke bare fancy ord fra selskabets side: Det kræver sit at beskrive stilen.

Utraditionelt vælger Khanus at lægge ud med et covernummer. Det er nummeret 'The Serpent's Harvest', der originalt er at finde på Darkthrones album 'Total Death'. Hos Khanus bliver nummeret mere defineret i lyden og det bliver til en omgang primitiv dødsmetal, hvor der både er fede growls og storladen ren vokal. Nummeret er stadig tungt, men det har fået et skud energi frem for det obskure og sorte. Det kan være knald eller fald på den måde at lægge ud med et cover, der kan være ligegyldigt i forhold til originalen eller ligefrem dårligt, og hvad siger det egentlig om et band, der hellere præsenterer sig med et andet bands kreation i stedet for at satse på eget materiale? Her går det dog godt, nummeret er kreativt forfrisket, men med klar kærlighed til originalen, og da bandets egne kompositioner tager over, står det hurtigt klart, at Khanus også kan andet end at fortolke.

Det er nemlig en perlerække af seje sange efterfølgende. Og med masser af variation i en perfekt rå og let underspillet produktion. 'A Timeless Sacred Art' har et specielt åbningsriff med lidt Nile over sig. Der er både tempo med trommetæsk og stemningsfulde hængende akkorder, hvor trommerne hviler tungere over nummeret. Vokalerne veksler mellem growl, messende stemmer og en del herimellem. 'Titan Souls' er en medrivende hymne, som minder om en mere beskidt variant af noget fra Satyricons 'Now, Diabolical'.

Surprise!
Det er et album fyldt med fede riffs og overraskelser. Imponerende er det for eksempel, hvordan bandet trækker et nærmest Pantera-agtigt groove ind i sangen 'The Uncreated' uden at tabe den røde tråd i forhold til albummets mere death/black-tro stil. Khanus er mørkt og ondt som en dødsmetalinficeret omgang funeral doom, men er også hurtig og lækker dødsmetal tilsat en herligt portion rå fandenivoldskhed og nogle glimrende kig mod black metal, symfoni og rituel musik.

'Flammarion' er et velspillet og spændende album. Vokalerne fra Sovereign (der også står for guitar og bas) er seje, og går godt i spænd til Meltiis' sopranvokal. Og så må trommespillet fra LordT også fremhæves for de seje skift mellem smadrende energi, tung styrke og primale svingende rytmer, der giver et fantastisk groove og noget unikt til den ofte stemningsfulde baggrund. Fandens spændende debut!