Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Degenereret højskolerock

Populær
Updated

Lyden af Deep Purple, Aerosmith og Helloween blendet, vandet ud og tilsat lidt gammelmandsrøv.

Kunstner
Titel
Evolutionary Children
Label
Distributør
Trackliste
Children Of The Evolution
A Little Too Old
All The Things You Say
Let's Dance
Now's The Time
Ride On
Got Your Number
Dust Of An Angel
I'm On Fire
Gimme A Taste
Maybe Baby
Scream It
If We Die Tomorrow
Karakter
1

Bandnavnet Killer Bee ringer nok ikke nogen klokker i de flestes ører, og hverken navn eller albumcover afslører meget om, hvad de går ud på. Ordet "evolution" og en sjovt placeret stregkode får mig til umiddelbart at mistænkte dem for at være noget dystopisk industrial/core, men allerede fra start viser ‘Evolutionary Children’ sig at være noget meget værre.

Albummet starter med en omgang samplet vokalintro, der efter at have rallet "We are all evolutionary children" går over i en rytme, der nok bare er stjålet fra Zeppelins ‘Kashmir’. Den bliver dog flænset på det grusomste, da den kombineret med drone-agtig ambulancelydende guitar fortsætter gennem hele nummeret, kun let maskeret af en monoton melodi og endnu værre tekst. Jeg har svært ved at forstå hvad hele dette "børn af evolutionen"-tema overhovedet skal betyde. Det er svært at få sig selv til at høre hele nummeret igennem, men det er pest eller kolera, om man skal fortsætte eller skifte sang, for næste nummer er lige så svært at høre færdigt, omend af andre grunde. Med et baggrundskor, der synger pivfalsk, begyndte jeg at overveje, om dette blot er et af disse hersens coverbands, der forsøger sig i egen sangskrivning. "Virkelig Dårlig Heavy Jam", kunne de hedde, og de kunne spille i Amager Bio om torsdagen en gang imellem. Eller om det er evighedsstudenter på en højskole, for de falder virkelig ind under det, jeg betegner "højskolebands", i lyd og lyrisk snilde.

Ingen realitetssans

Desværre er realiteten den, at Killer Bee har udgivet ikke mindre end fem studiealbum. Første album udkom i 1993 og blev efterfulgt af to mere, inden managementproblemer og musikbranchepis efterlod dem med en bitter smag i munden (frit oversat fra deres egen velformulerede hjemmeside). En pause på 15 år skulle der til, og nu prøver de igen.

Forsøget består af den samme slags sleazy heavy rock, som Killer Bee forsøgte sig med i 1990'erne, og det lader til, at de virkelig er fortsat, præcis hvor de slap. Uden at forstå hvorfor det ikke gik så godt dengang.

"Hvorfor?", kunne man spørge. Har verden brug for mere dårlig musik af den gamle skuffe? Det, der irriterer mig mest ved et band som Killer Bee og et album som ‘Evolutionary Children', er, at de tydeligvis tror, at det er nok at kalde det "true old school" og så ikke gøre sig umage. Jeg kræver ingen progressiv overkomplicering af gode riffs og fed rytme. Men jeg forventer da, at man kan skrive et nummer, der rent opbygningsmæssigt hænger sammen og involverer musikere, der kan noget. Hvor der er andet end "sådan plejede det at lyde", der bærer kompositionen.

Jeg ville normalt sige, at en af styrkerne ved melodisk hard rock, er, at opbygningen er stram, og at man i forhold til mere kompliceret musik stærkere kan følge kompositionens formål og klimaks. I Killer Bees tilfælde overraskes og irriteres man gang på gang over antiklimaktiske omkvæd, malplacerede mellemstykker og manglen på gennemførte guitarsoli. Musikken giver mig intet at følge, at glæde mig over eller at kaste armene i vejret over. Det er simpelthen ikke godt nok, at det færdige resultat indeholder falsk sang, og at lydbilledet roder, når vi har at gøre med musik, der er så lige ud ad landevejen.

Metalverdenen flyder over med bands, der laver god, gemen rock’n’roll, så der er virkelig ikke brug for fortidslevn som Killer Bee til at vise os, hvordan heavy skal være. Især da heavy overhovedet ikke skal lyde som Killer Bee. At man er gammel i gårde er ikke bevis på, at man kan noget.

Et enkelt lysglimt i en byge af skidt

Der skal dog gå en positiv kommentar til forsanger Brian "Bee" Frank, der holder stilen og tonen, og lader til at have holdt stemmen ved lige de sidste 15 år. Hvilket ikke kan være tilfældet med resten af musikerne. Guitarspillet er overforsimplet og holder sig i bedste fald til at efterabe andre, mere velspillende bands. Trommespillet lægger ikke en bund, men banker blot igennem i et tempo, der er søvndyssende langsomt. Lyden er generelt rædsom, eksempelvis i forhold til keyboards, hvor det ikke er til at gætte, om man hører en keyboardsolo eller en mobil, der ringer i baggrunden. Jeg kan ikke forestille mig nogen situation, hvor albummet ville give mening. Det er for kedeligt til at holde en fest i gang, for dårligt produceret til at man gad høre det i sit eget selskab, og så er musikken simpelthen for uinteressant, udynamisk og ulidelig til at blive spillet live.

Det er derfor svært at finde noget sympatisk at sige om et band, der tydeligvis er fuldstændig blottet for realitetssans. Efter at have hørt noget af deres gamle materiale og måbende at have set videoen til ‘Children Of The Evolution’ (der muligvis er filmet ved hjælp af PhotoBooth) er det ganske klart, at de ikke aner, hvor overflødige de er, og at den type musik hører hjemme i garagen til egen hygge med drengene. Der bidrages ikke med noget, der ikke er hørt før og ikke er gjort bedre af andre.