Usammenhængende tyngde fra selvbestaltet konge
Populær
For cirka tre uger siden udkom chilenske King Heavys selvbetitlede debutalbum; et album, der først og fremmest er episk og knusende tungt, men som holdes nede af vokalen.
2. Life AD
3. As Dawn Broke on the Day
4. Thirteen Chosen Ones
5. Wounds
6. The Crowning
7. He Who Spoke in Tongues
King Heavy starter tungt ud med ‘La Gargola’, hvor en episk-lydende og doom-tung instrumental intro leverer et enormt lækkert groove og godt førstehåndsindtryk, men som alt for tidligt bliver afbrudt af en vokal, der starter ud med tåkrummende overdreven operasang og siden skifter til en teatralsk parodi på en uhyggelig monolog for pludselig at skifte tilbage i utide, som om monologen ikke måtte blive færdig. Disse skift fortsætter resten af sangen igennem. I forhold til resten af nummeret havde vokalen været til at overse, hvis ikke det havde været, fordi vokalsporet er mixet så voldsomt langt frem i lydbilledet.
Bandets forsanger, belgiske Luther Veldmark, har power og synger ellers ganske fortræffeligt; han har flot styr på teknikken, stor spændvidde, har glød og pondus. Det kniber dog med vokalmelodien og timingen; i stedet for at dvæle i et stykke, lade det komme til sin ret og få et flow eller kreere et hook, er der alt for mange unødvendige skift i styrke, tempo og melodi. Dette får desværre ofte hele vokalsporet til at lyde rodet, og der skabes aldrig rigtig fundament for en samlet stemning; der skiftes i stedet skizofrent mellem mindre mindeværdige melodier. Pladens tredje skæring ‘As Dawn Broke on the Day’ er et udmærket eksempel på, hvordan vokalmelodien lyder forceret og ikke rigtig passer til hverken lyrikken eller musikkens flow – som var teksten skrevet til et andet nummer, men presset ned over dette.
Noget, der desværre fortsætter i mere eller mindre samme grad albummet igennem. Med streg under desværre, for musikken bestemt ikke fejler noget. Tværtimod er der flere interessante doom-skæringer at finde på udgivelsen, der tromler afsted under tyngden af den hyppigt brugte dobbeltpedal og de dvælende guitaranslag – oftest langsomt og tungt med guitarmelodier, der løber én koldt ned ad ryggen, men til tider også med uptempo Sabbath-esque fuzzede riff-angreb.
Et godt eksempel på King Heavys musikalske spændvidde er albumafslutteren ‘He Who Spoke in Tongues’; et 11minutter langt værk, der starter slæbende tungt som en sløv kæmpe, men langsomt opbygges i styrke, mens det væver ind og ud mellem riffs for endelig at finde sig til rette og groove de sidste fem minutter ud.
‘King Heavy’ er et album præget af lange og gode skæringer med masser at byde på og med potentiale for store historiefortællinger, men som desværre lider under en, skønt sangteknisk overlegen, tåkrummende, tæt-på-komisk og svært ignorerbar vokalpræstation – oftest ude af sync med resten af bandets melodier og timing.