Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

….men Madserfinmusik

Populær
Updated
….men Madserfinmusik

Århusianske Lis Er Stille toner fornemt frem på den desværre så ganske lille danske progrock-scene.

Titel
Flight of Belljár
Dato
16-09-2013
Distributør
Trackliste
- Lyncher's Aim
- Conceiver Theme Believe Us
- The Prism Arch
Karakter
4

Progrock og progmetal fylder desværre så ganske lidt blandt de danske albumudgivelser. Derfor er det så meget mere dejligt at kunne konstatere, at Danmark med Lis Er Stille har et progrock-band af international kvalitet.

Bandets nye udspil er et minialbum i tre akter, hvor der ifølge pressemeddelelsen, der følger med albummet, først berettes om de få sekunder før jordens totale ødelæggelse, så følger historien om, hvad der førte til den endelige undergang, og endelig sluttes der med en hymne fra den tomme jord, hvor intet menneske nu lever.

Der er således tale om et ret ambitiøst projekt, der uagtet det høje mål faktisk lykkes temmelig godt. Det skyldes ikke mindst bandets musikalske niveau samt albummets produktion. Desværre indeholder pressematerialet ikke oplysninger om præcist hvor og af hvem albummet er produceret.

Lis Er Stille spiller episk progrock. Det er ikke egentlig tale om progmetal, selv om opbygningen af sangene kunne pege i den retning. Bandet benytter sig ikke af skabelonen vers-omkvæd-vers-osv., men arbejder mere med at opbygge sangene langsomt til en sluttelig forløsning – og det fungerer for det meste fint.

Ind imellem kan Lis Er Stille minde en smule om polske Riverside og så alligevel ikke.
Hvis der skal sættes en finger på minialbummets tre sange –  ’Lyncher’s Aim', 'Conceiver Theme Believe Us' og 'The Prism Arch' – og det skal der selvfølgelig - så skal det lige være det, at vokalen fremført af Martin Byrialsen tangerer at være i omegnen af ”klynkerocken”, der har tynget den engelske scene, og den danske ligeså med bands som Saybia. Selvfølgelig er jordens undergang et relativt alvorligt emne, som kræver en vis form for refleksion. Men kunne man så ikke lade vreden erstatte klynkeriet?

Når det så er sagt, så tror jeg, at flertallet af lytterne vil have det fint med vokalen, så ovennævnte øfferi står alene for denne anmelders regning.

Derimod burde der være enighed om, at bandets navn bare ikke holder. Der er basis for international anerkendelse hvad musikken angår, men navnet holder dem nok tilbage fra det.

Og så til sidst: Hvem har dog valgt coveret til det nye album? Det er godt nok virkeligt grimt.