Det obskure og suveræne droneprojekt Gravetemple leverede amerikanske klangtoner fra guitaren, bebudende østeuropæisk helvedesvokal samt tonserskizofrent ambient lir fra down under foran et måbende og respektfuldt publikum på Main Stage.
Til trods for at det tog Cult of Luna lidt tid at finde frem til deres aggressive ambitionsniveau, så formåede de alligevel at levere en mørk og vedkommende koncert, der tilmed havde Roadburn-publikummet i sin hule hånd.
Lord Mantis blæste Roadburn godt i gang med deres beskidte fusion af sludge og black metal, der nogle steder sågar tilnærmede sig progressiv metal.
Mægtige Electric Wizard leverede en pragtkoncert, som tog røven på én ved at være overraskende tilbagelænet og løs, og samtidig mindre imødekommende, end man havde håbet på.
Musikken fejlede bestemt ikke noget, da amerikanske Penance gav deres første europæiske koncert i tyve år, men det klassiske doom-band formåede aldrig at få et udedikeret publikum med sig, og det hele forblev underligt uforløsende.
Det tog blot de autentisk rockende bluesmusikere i Endless Boogie en håndfuld lange og ensartede numre at levere en af festivalens bedste koncerter.
I selskab med den tyske trio Camera havde NEU!-legenden Michael Rother en noget nær perfekt backing, og det var ganske tydeligt, at krautock-veteranen til fulde nød sine fem kvarter på Afterburneren.
Japanske Sigh gav en af de mest teatralske optrædener på Roadburn med kranier, englevinger, ild og blod – i det musikalske krydsfelt mellem Judas Priest, Venom og Cradle of Filths symfoniske teatermetal.
Forcenturys koncert i Fredericia blev desværre ikke en overbevisende forestilling.
'Doomain' har været ventetiden værd, for Memory Gardens femte album fænger både hvad angår riffs og stærke vokalmelodier på sange i grænselandet mellem klassisk heavy og klassisk doom.
Amorphis viser med deres 11. studiealbum, at den let svage forgænger blot var en enlig svale, for 'Circle' kommer med ny lyd og enkelte nye sangskrivningstricks.
Korpiklaani er måske bedst til polka, men Metsatöll er bedst til metal, hvilket gav en overraskende, men glædelig koncertoplevelse i Voxhall.
Cerekloth har begået en ganske glimrende debutplade, der vil glæde alle, der er fans af dødsmetal med en snert af både dystopi og melodi over sig.
De polske dæmoner fra Cultes des Ghoules spiller black metal med en autentisk nerve, så det føles som et hallucinerende og satanisk ritual, der meget vel kan være en af årets bedste black metal-udgivelser.
Killswitch Engage svingede lørdag forbi Amager Bio og viste med knivskarpt samspil og autentisk energi, hvordan metalcore kan være andet og mere end blot metervaremetal.
I forbindelse med Forcenturys for tiden mange koncerter fangede vi guitarist Marc Masters til en snak om bandet og en genre, der måske er lidt overset i Danmark.
Gendannede Die Kreuzen gjorde, hvad de kunne til deres to koncerter på Roadburn, men det var en ret flad fornemmelse at stå med blot cirka 100 publikummer i den tomme hovedsal og tage imod amerikanerne. Til den anden koncert i noget mindre Green Room gik det bedre, omend publikum stadig svigtede.
Anarko-punkerne Antisect gav en noget træt eftermiddagskoncert på Roadburn, der først blev bedre end ligegyldig til sidst, da det var alt for sent.
Virginia-trioen Satan's Satyrs lukkede fredagen på Roadburn med en skødesløs stil et garagepunket sted mellem Blue Cheer, Stooges, Black Flag og Steppenwolf!
The Pretty Things fejrede 50 årsjubilæum i uvant selskab på Roadburn, men det forhindrede ikke Phil May og Dick Taylor og deres tre lejesvende i, lidt overraskende, at levere en af årets bedste koncerter!