Åbningsbandet til Förhelvede har nået meget på en toårig eksistens; at stå på Pandæmonium-scenen på Copenhell var tydeligvis noget, Fall of Pantheon nød og var stolte af.
På en festival, der hovedsageligt fremhæver det melodiøse og festlige, var franske Celeste og deres blanding af sludge, black og postmetal et tiltrængt musikalsk indadvendt intermezzo på Copenhell.
Danzig druknede i dårlig lyd og et uinspireret band. Derfor blev koncerten med et af årets hovednavne en temmelig skuffende affære. Heldigvis dukkede der autentisk punkrock op til at råde en smule bod på det.
Saturnus viste klassen på professionel vis lørdag eftermiddag på Copenhell - ingen dikkedarer, men bundsolid kvalitetsdoom, der dog ikke løftede sig det sidste stykke.
Gaahl, King ov Hell og God Seed levede op til bandnavnet og såede den ekstreme metalsæd, som fremtidige Copenhell-plakater bør byde på meget mere af, men frustrerende lydproblemer lagde en dæmper på det ellers suveræne.
Down var i absolut topform, da de lørdag aften leverede den måske bedste koncert på årets Copenhell.
Alestorm kom, så, plyndrede, kølhalede skeptikerne - og sejrede, da de stolte skotter kastede anker ved Hades-scenen.
Tegneseriesatanisterne i Ghost skuffede fredag på Copenhell. Men det var ikke kun bandets egen skyld; mod sollys og tvivlsom lyd kæmper selv onde paver nemlig forgæves.
Uden at være decideret skuffende stod In Flames for en lidt kedelig dag på det melodiske dødskontor.
Koncertaktuelle Dark Buddha Rising smider deres femte album på gaden. Det er en omgang tung, rituel sludge metal fra et langsomt og depraveret sind.
Med Paradise Lost som årets sidste band var der efter en fin festival lagt op til en super afslutning. Den fik Nick Holmes lagt i ruiner ved at være tilbage i sit gamle gnavne humør.
Guitaristen Gus G. fra Ozzy Osbournes band bød på en lektion i blæret lir på spaden, og den unge græske rockstjerne gjorde det med fin balance uden at overdrive for voldsomt.
Efter 50 år er de britiske legender stadig på toppen og gav en forrygende festlig koncert på årets Sweden Rock.
Det nostalgiske trip er ved at ende for At the Gates, der længe har levet af fortidens succes. Efterhånden bør de komme videre i teksten eller stoppe, mens legen er god.
Jason Newsted lader til at mene, at han skal bevise noget, hvilket han i den grad gjorde med en overraskende og hårdtslående koncert, der bragede løs med en sjældent set autentisk råstyrke.
Når Kiss går scenen, buldrer og brager det løs som en gedigen sci fi-film i to timer. En sci fi-film, hvor effekterne spekulativt kamuflerer enhver meningsfuld handling.
Chris Goss og Masters of Reality brillerede naturligt og cool, da de søndag aften lagde Pumpehusets mindste scene ned foran en lille, men dedikeret publikumsskare.
De lyder stadig som Dark Tranquillity, men tonen er blevet mere dunkel, tempoet langsommere, og så er sangskrivningen fandens fokuseret. Det 10. album viser absolut ingen metaltræthed.
Det nye danske navn Act of Cohesion præsenterer lovende takter med en debut-ep, som peger i lidt forskellige retninger, så man kun kan være nysgerrig over for, hvad fremtiden kan byde på.
Saxon skuffer aldrig, og det gjorde de heller ikke lørdag i Amager Bio. For det lykkedes de britiske løver at spille sig gevaldigt op efter en noget slap start.