Avanceret boogierock med kant
Populær
Chris Goss og Masters of Reality brillerede naturligt og cool, da de søndag aften lagde Pumpehusets mindste scene ned foran en lille, men dedikeret publikumsskare.
Dream Time
Deep in the Hole
Doraldina Prophecies
Rabbit One
Third Man on the Moon
Looking To Get Rite
Hey Diana
Jody Sings
John Brown
100 Years (of tears in the Wind)
The Blue Garden
---------------------------------------------------------
Tilt-A-Whirl
She Got Me (When She Got Her Dress On)
Man havde egentlig frygtet omtrent det værste. For det første synes promoveringen af Masters of Realitys første headliner-koncert i Danmark at have været pinligt ikke-eksisterende. Det kan undre én, at man booker et så legendarisk, men samtidig overset navn, uden at man også bakker ens booking op med en smule pr-arbejde (syv inviterede gæster under koncertens facebook-event? Syv!?). For det andet havde Masters of Reality åbnet deres europæiske turné på Sweden Rock dagen forinden, og herfra lød meldingen, at Chris Goss angiveligt havde været gnaven og bitter under den svenske festivalkoncert. Af den grund var det således med en smule bange anelser, at man søndag aften begav sig på vej til Pumpehuset. Man var kort sagt nervøs for, hvorvidt koncerten ville kunne leve op til ens skyhøje forhåbninger, eller om Goss ville forbande det kiksede fremmøde. Ens paranoiatanker blev dog hurtigt gjort til skamme, som Goss med fire utroligt sammenspillede herrer bag sig leverede en varm og tæskefed koncert af de sjældne.
Genialitet
For de uindviede er det ikke helt ved siden af at karakterisere Masters of Reality som en slags tidlig forgænger for den stoner/desert-rock, som især Kyuss gjorde populær i begyndelsen af 90’erne. Man kunne i den forbindelse også kalde Masters of Reality for en slags halv-officiel storebror til Queens of the Stone Age, hvilket blandt andet hænger sammen med, at frontmanden og enevoldskongen i Masters of Reality, Chris Goss, har produceret og mikset flere af også QOTSA’s plader. Det vidunderlige musikalske ego, der har sikret QOTSA deres skæve popularitet, har de således i høj grad Goss at takke for. Karakteriserer man dog Chris Goss udelukkende på baggrund af hans arbejde som bidrager til andres succes, negligerer man hans sande geniale væsen. For genialt er lige præcis, hvad Masters of Reality er.
Det ubestemte
Det er svært at sige lige præcis, hvad det er, der giver Masters of Reality deres særegne suverænitet, men suveræniteten hænger formentlig sammen med, at Goss kort sagt er en sangskriver af et særligt pragtformat. Selv en 25 år gammel sang som ’Doraldina's Prophecies’ – ét af aftenens mange højdepunkter – virker stadig den dag i dag forbandet forfriskende. Rent tonalt er den på mange et produkt af sin sen-80’er-samtid, men kompositionelt er den en repeterende rockhymne af tidløst format.
Velspillede sange/velspillende band
’Third Man on the Moon’ fik for alvor én til at hive luftguitaren frem og ryste håret igennem. En akustisk internezzo mellem Goss samt vennen og trommeslageren John Leamy resulterede blandt andet i en udsøgt udgave af ’Hey Diana'. ’John Brown’ leverede blues-rytmik, til fødderne sejlede. ’The Blue Garden’ gav koncerten et psykedelisk rocktwist. Både i forhold til sætlisten og musikaliteten var det overordnet set en uhørt tight aften. David Catching, der blandt andet har bidraget til Eagles of Death Metal, og som desuden er med i Earthlings?, spillede en pokkers cool anden guitar, Paul Powell excellerede ligefrem på bassen, Mathias Schneeberger, som har arbejdet sammen med Mark Lanegan flere gange (senest med The Gutter Twins) håndterede sit keyboard eminent, og Leamy - trommeslageren i den svære position, at skulle tage teten op efter nogle af de absolut sejeste studietrommer overhovedet - sad på taburetten med den naturligste, velspillede sikkerhed. Og de kendte hinanden, bandmedlemmerne imellem, det var helt tydeligt.
Et opløftende publikum
Den miserable promovering for koncerten havde paradoksalt nok også sin aparte fordel. Der er noget særligt, nærmest opløftende over at stå i et tæt rum som det, der er Pumpehusets mindre caféscene, med en så herligt dedikeret klan af fans som de, der havde indløst billet til aftenens koncert. Publikum bestod hovedsagligt af mænd, men ud over den typiske skæve kønsfordeling til rockkoncerter var differentieringen ellers i top, som der både var yngre som ældre til stede, bornerte boogie rock-slipseknuder rockende side om side med psykedeliske søndagsdrankere. Publikums kærlighed til bandet var ufravigelig, og stemningen var uden tvivl en vigtig faktor for helhedsindtrykket af koncerten. Publikums ubetingede kærlighed til bandet smittede kort sagt af på musikerne, som man kun sjældent har set et band give sit publikum så meget oprigtig kærlighed retur. Det var i sandhed en opløftende aften at være en del af.
Se et par videoer fra koncerten i Pumpehuset herunder.
'The Blue Garden':
'Deep in the Hole':