Middelmådighed og metermål
Populær
Tommy Lee har af uforklarlige årsager genoplivet Methods of Mayhem-navnet til endnu en middelmådig tur rundt i manegen.
2. 'Timebomb'
3. 'Louder'
4. 'Fight Song'
5. 'Blame'
6. '2ways'
7. 'Talk Me Off the Ledge'
8. 'Only One'
9. 'All I Wanna Do'
10. 'Back To Before'
11. 'Party Instructions'
Hvis man ser bort fra en, efter omstændighederne, succesfuld genforening med Mötley Crüe, så har Tommy Lee i de sidste mange år af sin karriere trukket flere overskrifter for sit privatliv, hjemmevideoer og størrelsen på sine ædlere dele, end han har for sin musik, og lad mig bare med det samme få sagt, at ’A Public Disservice Announcement ’, ikke kommer til at lave synderligt meget om på det.
Gå aldrig tilbage til en fuser
Generelt kan det undre, at Tommy Lee føler trang til at vende tilbage til ’Methods of Mayhem’-navnet, for selvom projektets debutalbum i 1999 solgte en god sjat plader, så blev Tommy Lee’s pludselige genopfindelse af sig selv som tidstypisk numetal/rapmetal-bad boy, komplet med hættetrøje, gangsta-fletninger og shout-outs til sine homies i spjældet (hvor han havde tilbragt et par måneder for at have tævet sin daværende kone, Baywatch-blondinen Pamela Anderson) mødt med generel skepsis og lettere latterliggørelse fra både musikpressen og metalpublikummet – en stemning, der ikke blev bedre af vedvarende rygter om playback-koncerter på gruppens første turné.
Det er også svært at se nogen logisk grund til at ’A Public Disservice Announcement’ skal proppes i Methods of Mayhem-kassen, da kun en lille del af albummet reelt set falder i numetal-gryden, i stedet kan albummet bedst af alt beskrives som en større rodebutik, der også indeholder sært opdaterede udgaver af Mötley Crüe-hårmetal, tamme elektroniske pop-fiflerier, skabelonskåren distorted pop-rock og ikke mindst en klon af Smash Mouths 90’er-hit, ’All Star’, i det fornærmende ringe åbningsnummer, ’Drunk Uncle Pete’.
Al magt til folket?
Det eneste reelt interessante ved albummet er den proces, det er blevet skabt ved. Folk fra hele verden har nemlig kunnet høre demoerne til albummet på Methods of Mayhems hjemmeside og sende bidrag til de forskellige sange, hvorefter Tommy Lee og Co. har valgt de bedste ud og tilføjet dem til de sangskabeloner, de i forvejen havde.
Helt sikkert en interessant ide og et godt eksempel på, hvordan internettet har demokratiseret musikbranchen, men når slutresultatet er så ufokuseret og middelmådigt, som det er tilfældet her, så er det også et godt eksempel på, hvorfor vi ikke alle sammen kan være rockstjerner.