Sydstatsblues med potentiale
Populær
Mighty Blues Band viser potentiale på en god del af bandets debutalbum, ’Standing by a Mountain’. Men nogle sange burde være skåret fra.
02. Get Down
03. Last Train Around
04. Mr. Landlord
05. Going Nowhere
06. Hawk Street Blues
07. It’s You
08. Four Wheel Drive
09. Long Distance
10. You Break My Heart
11. Standing by a Mountain
Mighty Blues Band spiller en blanding af blues og sydstatsrock. Der er uendelig mange bands, der spiller blues, så det, der skiller Mighty Blues Band ud fra mængden, er bestemt indarbejdelsen af sydstatsrocken.
Det er der kommet nogle helt fine sange ud af. Desværre er der også en række mere traditionelle bluessange, som sagtens kunne undværes. Det er der så rigeligt med andre bands, der spiller.
Mighty Blues Band er en sekstet bestående af Henrik Mai på vokal, Theis Henriksen, guitar, Kim Luplau, guitar og kor, Henrik Sørensen, mundharpe og percussion, Allan Henriksen, trommer og Lars Schmidt på bas. På ’Standing by a Mountain’ har bandet fået hjælp af Dan Hemmer på Hammond-orgel. Det viser sig som en god idé. For Hemmers orgel er noget af det, som virkelig løfter albummet.
Albummet begynder fornuftigt med boogie-blues-rockeren ’Show You a Good Time’. Ifølge pressemeddelelsen er den sang at anse som bandets signatursang. Det er formentlig en sang, der bliver spillet flittigt, når bandet optræder live. Man kunne i den forbindelse godt have ønsket sig, at der var lidt mere livefeeling på indspilningen af denne sag og for den sags skyld også på flere af albummets øvrige sange.
Bedre bliver det med albummets to næste sange,’Get Down’ og ’Last Train Around’. Her bevæger bandet sig for alvor sydpå til USA's sydstater. Vi er i territoriet omkring Lynyrd Skynyrd og The Allmann Brothers Band. ’Last Train Around’ lyder endda lidt af Molly Hatchet. Det er gedigen sydstatsrock, som bandet kan være godt tilfredse med.
De gode takter holdes dog ikke hele vejen igennem albummet. Her og der dukker der mere traditionelle bluessange op, som de trættende ’Hawk Street Blues’ og ’Long Distance’, ligesom albummet afsluttes med en halvsløj bluesballade i form af titelsangen. Om ’Hawk Street Blues’ skriver bandet selv i pressemeddelsen, at ”en gåtur en kold vintermorgen fik gravet alle bluesklicheerne frem”. Ja, så sandelig. Men kunne vi ikke være blevet forskånet for klicheerne?
Men heldigvis er der da også flere rockere, som giver forhåbninger om, at bandet kan bevæge sig ud af bluessumpen. Første singleudspil, ’Going Nowhere’, er godkendt, selv om det langt fra er blandt albummets bedste sange.
">
Bedre er bluesrockeren ’It’s You’ som minder lidt om noget, som Bachman Turner Overdrive kunne have fabrikeret i ’70’erne, og hard rockeren ’Four Wheel Drive’, som er fint understøttet af Henrik Sørensens mundharpe.
Nævnes skal da også sangen ’You Break My Heart’, hvor Mighty Blues Band giver sig i kast med at spille Led Zeppelin inspireret-blues. Optakten til sangen minder ikke så lidt om Zeppelins version af ’Dazed and Confused’.
Vi bliver også nødt til at dvæle lidt ved sanger Henrik Mais vokal. Mai er bestemt ikke en dårlig sanger. Men han virker lidt tilbageeholdende på albummet. Det er lidt, som om han er lige lovlig duperet over at være i studiet. Han må godt arbejde på at lyde lidt mere løssluppen bag mikrofonen. Næste gang må bandet gerne hælde noget bourbon eller måske endnu bedre, noget Rye-whiskey på ham, inden han slippes løs bag mikrofonen. Ronnie Van Zant fra Lynyrd Skynyrd var formentlig ikke ædru på en eneste af bandets indspilninger. Det betød bestemt ikke, at vokalen led skade.
Alt i alt er ’Standing by a Mountain’ et fornuftigt album, der dog lige mangler det sidste. Og smid så de gamle udtrådte traditionelle bluessange ud. Der er ikke mangel på bands, der høvler rundt i 12-takts-blues!