Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Halvhjertet og halvtam debut

Populær
Updated
Halvhjertet og halvtam debut

For første gang gæstede fransk-østrigske Monument of Misanthropy Danmark. De behøver ikke vende tilbage med deres middelmådige grindcore.

Spillested
Dato
08-04-2017
Trackliste
1. Vegan Homicide
2. Malformation
3. At Death's Door
4. Bring Me the Head of LGG
5. Pull The Plug
6. Foreboding of Evil
7. Monument of Misanthropy
Koncertarrangør
Karakter
2

Nogle gange har bands bare ikke heldet med sig. Da franske Benighted tidlig lørdag aften for første gang spillede på dansk jord, vandt franskmændene festivalgæsternes hjerter, da de blæste Voxhall igennem med en seriøs omgang pulveriserende grindcore. 45 minutters rendyrket smadder – kompetent leveret.

Det var på forhånd en utaknemmelig tjans, da landsmændene i Monument of Misanthrophy lige bagefter på Atlas stod klar til at tage over og give publikum 30 minutters hegn i samme eksplosive genre – og ligeledes debuterende i Danmark.

De tre franske musikanter og østrigske George Wilfinger i front skulle på en hård opgave, hvis de skulle overgå Benighted, og på en endnu hårdere opgave, hvis de skulle vise sig at være et udfordrende bud på et band, der kunne ryste genrens konger af tronen – Cattle Decapitation.

De amerikanske mastodonter har gjort veganer-grindcore til en genre i sig selv. Monument of Misanthropy blev dannet i 2012 og debuterede med ’Anger Mismanagement’ to år senere. Musikken kommer i heftigt tempo, vokalen veksler mellem skrig og growl, teksterne er centreret om menneskets afskyelige opførsel på jordkloden, og musikvideoerne er eksplicit voldsomme. 

Alt sammen i en bleg version af Cattle Decapitation og ditto i forhold til Benighted, hvilket netop fremstod tydeligt, da koncerterne kom i streg. Og da gæsterne havde fået en glimrende portion på Voxhall, var der åbenlyst ikke mange, der var tørstige efter mere på Atlas – og de, der var, blev hurtigt mætte og forsvandt stille og roligt ud.

’Vegan Homicide’ kom som første servering – uden at imponere. Trommeslageren Julien Helwin havde svært ved at demonstrere virkelig fart, og guitarist Jean-Pierre Battestis ville både fyre soli af med wah-pedal og whammy bar, hvor resultatet lød som en gris, der blev trukket i halen.

Men mest af alt var det frontmand George Wilfinger, der faldt igennem. Har fremstod sympatisk, men ikke særlig overbevisende. Som om han ikke rigtig troede på sig selv. Eller sit band. Henvendelserne til publikum kom uden synderlig meget selvtillid – forståeligt nok. Hans growl var godkendt, men hans skrig sev ud af halsen, som en fis forsvinder i vinden.

Der var vitterligt ikke meget pondus. Heller ikke med coveret af Deaths ’ Pull the Plug’ var der gevinst. Nummeret kom lige så tamt som overflødigt for et band med 30 minutter til rådighed at bruge tid på – 30 minutter, der mest af alt blot virkede som mellemstation i programmet.