Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Arbejdsnarkomaner

Populær
Updated
Arbejdsnarkomaner

Myreflittige Neal Morse evner endnu engang at udgive et rigtig fornuftigt album. Ja, faktisk er ’The Grand Experiment’ bedre end meget af det, der er kommet fra den kant.

Titel
The Great Experiment
Trackliste
1. Following The Call
2. The Grand Experiment
3. Waterfall
4. Agenda
5. Alive Again
Karakter
5

Man kan måske sige grimme ting om Neal Morse og Mike Portnoy, men dovne er sandelig ikke. Neal Morse (ex-Spocks Beard) og Mike Pornoy (ex-Dream Theater) udgav i 2014 studiealbum med deres fælles projektbands Flying Colors og Transatlantic og gennemførte koncerter med begge bands. Samtidig fik Neal Morse også lige tid til at udgive soloalbummet ’Songs From November’. Udover alt det blev der så også lige tid til at indspille ’The Grand Experiment’ under navnet The Neal Morse Band.

Udover Neal Morse på vokal, guitar og keyboard og Mike Portnoy på trommer består bandet af Randy George på bas, Eric Gillette på Guitar og sang og Bill Hubauer på keyboards og vokal.

Godt med stål i kassen

’The Grand Experiment’ er et prog-album. Men det er ikke kun et progrock-album. Der er nemlig en masse metalliske elementer på albummet, der gør, at selvom det ikke ligefrem fremstår som et progressivt metal-album, så har vi at gøre med et hårdtrockende progrock-album.

Albummet rummer alt det, som vi kender fra Neal Morses side. Der er a capella-sang, keyboards i overvældende musikflader, inspiration hentet fra den britiske 70’er-progs storhedstid – ikke mindst fra Genesis, men også med indarbejdelse af den amerikanske progressive rock som f.eks. Kansas.



På ’The Grand Experiment’ er det dog, som om der er skruet ekstra op for guitaren. Der er noget, der skal ud her. Det er en fascinerende lyd, som bandet formår at frembringe. Der er hele tiden en vekslen mellem de stille musikflader og den eksplosive hard rock.

Det viser sig allerede i første sang, ’Following The Call’, der begynder med a capella, inden tonsetunge trommemarkeringer varsler noget, der viser sig at være en semihård progrock. Pludselig falder tempoet helt, og fløjte sætter ind, inden en monstertung bas melder, at nu er det alvor, hvilket Mike Portnoys bastante trommer efterfølgende bekræfter på den efterfølgende hæsblæsende tour de force. Så er vi godt i gang med albummet!

Efter første sang på godt 10 minutter kommer der tre kortere sange, inden albummet slutter med det næsten 27 minutter lange nummer ’Alive Again’.

Så spilles der moderne

Af de korte sange skal fremhæves ’Agenda’, hvor bandet giver sit bud på tidens musik. Der er tale om tung sag på kun knap 4 minutter, hvor verset synges med en forvrænget megafonvokal på en tung bund, der vækker mindelser om alle de sange, der spilles på rockkanalen MyRock. I omkvædet skiftes der så fuldstændig gear, og sangen går over i noget af den slags poppede vokal, der kan høres på mainstreamradiostationer som eksempelvis P3. Det virker lidt, som om bandet tager pis på tidens musik på dette nummer. Det er ikke den store komposition, men de har garanteret haft det sjovt med at indspille det.



Flot finale

Afslutningssangen ’Alive Again’ er naturligvis et overflødighedshorn, hvor alle progrockens elementer inddrages. Der er hint til den hårde rock, til den klassiske musik og til fusionsjazz – ja der dukker endda blæseinstrumenter op. Sangen har sikkert sin fødsel i et bandjam. Men det er ikke desto mindre imponerende, at de herrer Morse/Portnoy har fået samlet det hele sammen og indspillet det i et så hektisk år, som 2014 synes at have været.

Det virker, som om samarbejdet mellem Neal Morse og Mike Portnoy, så forskellige de end måtte være, virkelig har været frugtbart.

Der er formodentlig ingen tvivl om, at ’The Grand Experiment’ bliver placeret meget højt blandt de bedste progrock-udgivelser i 2015.