Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Useriøst godt

Populær
Updated
Useriøst godt

Odensianske Numbnuts har været længe undervejs, og dele af debuten har været ventetiden værd.

Kunstner
Titel
Smokey the Salmon and the Horny Mermaids of Detention
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
3

Det kræver ikke mange sekunders studie af titlen, før man har gennemskuet, at Numbnuts ikke tager alting lige alvorligt, og ellers kan man måske dvæle et øjeblik ved bandnavnet. Men når det er sagt, så har foretagendet med det idiotiske navn også noget fornuftigt at komme med – fortrinsvist omkring musikken, heldigvis.

Den thrashdød som Numbnuts står bag har satanskelov rigeligt med kvalitet, og derfor kan man, hvis man har behov for det, sagtens ignorere det fjollede. Man kan endda nyde, når Dire Straits udødelige rockklassiker 'Sultans of Swing' omdannes til 'Satans of Swing' med så stor succes, at både originalen og udøverne står tilbage med æren i behold – ja, faktisk glider nummeret elegant ind på pladen mellem bandets egne numre. I øvrigt også modigt at lægge covernummeret på som anden skæring, og det skal der lige rejses et hornet håndtegn for.

Bedst til ødelæggelse

Mere interessant er indlysende nok bandets hjemmefiksede produktioner, og de er ganske varierede fra det thrashede til næsten emolydende elementer. Det er aldeles propert udført musikalsk, og med tjek på det melodiske, såvel som de altødelæggende smadderværker en skive i denne genre skal have. Men, og det er et af de store "men'er": Numbnuts er bedst til thrash, til at larmen og til at være brutale - de svinger knap så voldsomt, når følelsesladede renere vokaler og akkordflader tager over. Ikke forstået på den måde, at sidstnævnte er dårligt eller ringe, bare knap så godt, og mens de står på, venter man lidt utålmodigt på, at fynboerne vender tilbage til deres rette element.