Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den andalusiske doom

Populær
Updated
Den andalusiske doom

De sydspanske avantgarde-doomere Orthodox skræller lag af på deres første album i fire år. Desværre bliver det lidt for tydeligt, hvad der er tilbage, når tågen letter.

Kunstner
Titel
Axis
Genre
Trackliste
Suyo Es El Rostro de La Muerte...
Crown For A Mole
Medea
Portum Sirenes
Axis/Equinox
¡Io, Sabacio, Io Io!
Canícula
...Y A Ella Le Será Revelado
Karakter
3

Da doomen fik en opblomstring i midten af 00’erne, var det blandt andet, fordi der rundt omkring var nogle bands, der udfordrede genrens konventioner og afprøvede nye veje. Med størst publikumssucces selvfølgelig Sunn 0))), der skar alt andet væk end det allervigtigste, riffet, og så ellers strakte det ud til ekstremerne. Men samtidig var der i hver sin ende af Europa bands, der indså, at doom ikke nødvendigvis bare drejede sig om at være tunge, at det lige så meget handlede om en særlig okkult stemning, og at den kunne fremmanes på andre måder end med tunge guitarriff. I Finland et sted samledes en gruppe musikere under navnet Mr. Peter Hayden og skabte en eksplicit arty og næsten post-punket doom, mens Orthodox i Andalusien formummede sig i kutter og opløste deres doom i en til tider nærmest freejazzet, noiserocket form. På mesterværket ‘Amanecer en puerta oscura’ bliver det hele så florlet, at man næsten ikke mærker det tynge en ned i sortheden, før det ramler sammen i atonale træblæsere og skronkende guitar.

Mens alt for mange bands har ladet doom degenerere til en styrkeprøve, hvor det med afsæt i Conan og Electric Wizard handler om, hvem der kan være tungest og mest bøllet, eller ladet genren være en undskyldning for at lade 70’er-nostalgien få frit løb og med Black Sabbath-ismer strøet ud over musikken for genkendelsens glædes skyld, har Orthodox afsøgt nye veje at gå med deres lyd. Ikke kun med jazzet lethed, også med punket fart og med folkemusik. Det fortsætter de med på ‘Axis’, hvor mellemstykket ‘¡Io, Sabacio, Io Io!’ tydeliggør den mauriske kulturarv i gruppens hjemby Sevilla. Det er sært og lidt fjollet, men det er først og fremmest på grund af den sammenhæng, det indgår i.

‘Axis’ er nemlig Orthodox’ første album, efter gruppen blev reduceret til en duo med trommer, bas og sang. Kutterne er også røget til fordel for T-shirts, og det Orthodox, man over store dele af pladen møder, er et Orthodox, der først og fremmest går efter at rocke tungt og hårdt. Det er ikke i sig selv et voldsomt stilskifte, da den side også altid har været der, men det kommer til at fremstå mere primitivt og uinteressant, nu hvor guitaren mangler til at give det basale lidt modspil. Der mangler simpelthen nuancer i lydbilledet nu, og der mangler noget til at binde de forskellige elementer sammen, så ‘¡Io, Sabacio, Io Io!’ ikke clasher lige så hårdt med den efterfølgende fuzz-rocker ‘Canícula’.

Træblæserne hviner stadig hist og her, og de får lov at åbne og lukke albummet med det samme tema, først som episk doom metal, afslutningsvis i en jazzet opsætning med kontrabas og trommesolo, men det virker ikke rigtig så elegant, som Orthodox gerne vil have det til. Bedst som man har forvildet sig ind i en gyde i Sevillas middelalderbykerne på flugt fra en kutteklædt forfølger med brændende øjne og kløvede fødder, åbnes en dør ind til et øvelokale, hvor et par dudes står og rocker ud. Det ødelægger altså lidt stemningen, mildest talt.

Orthodox er dog langt fra til at afskrive endnu. Så længe de kan lave numre som den psykedelisk episke ‘Medea’ eller knoglemarchen ‘Axis / Equinox’, er der mulighed for, at de kan finde en vej videre. Et godt hint her er, at begge de numre har udvidet instrumentering i forhold til resten af pladen og i mindre grad læner sig op ad et riff. Der er stadig masser af måder, Orthodox kan opløse doom på.