Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forglemmeligt lir

Populær
Updated
Forglemmeligt lir

Københavnske Redwolves er skandinavisk hard rock i stil med de rockede elementer i for eksempel Kvelertaks lydunivers, men uden de effektive hooks eller fængende omkvæd.

Kunstner
Titel
Walking Roads
Dato
29-01-2016
Trackliste
01. The Barrier
02. Got You On My Mind
03. Farewell
04. Walking Roads
Karakter
2

Det første, der slår mig, da jeg sætter Redwolves’ ep ‘Walking Roads’ på anlægget, er, at jeg må skrue højt op for at opleve noget, der ligner ægte slagkraft fra intro-riffet, der lidt efter lidt fader ind på det energiske første nummer ‘The Barrier’; det næste, der slår mig, er, at det måske kan skyldes, at musikken er mixet en tand for langt bagud i lydbilledet i forhold til vokalen, der endnu ikke er blevet præsenteret. Jeg når kun lige at frygte, at jeg har ret, da den lidt for pæne og skingre vokal bryder igennem og tager pusten fra nummeret med dens manglende fandenivoldskhed. Den matcher simpelthen ikke det energiniveau, nummerets intro lægger op til.

Bedre bliver det dog på ‘Got You On My Mind’, der starter som fræsende rock ‘n’ roll tilsat en smule punk-kaos, mens omkvædet lyder som en speedet version af et glemt Dizzy Mizz Lizzy-nummer, hvor den – her – lidt dybere vokal lyder, som om den hører bedre hjemme end på pladens første nummer. Og selvom vokalen stadig fylder lidt for meget i lydbilledet, virker det hele lidt mere afbalanceret.

Og der er masser af drive på ep’en; det skal – på tre ud af fire numre – faktisk bare fremad og derudad, men som der synges på titelnummeret, “I’m walking roads to nowhere”, virker det lidt, som om det er uden tanke for målet. Ja, faktisk er det, som om maskineriet er sat i gang med lidt for høje omdrejninger, og det er for sent at stoppe op og spørge: “Hvor er vi egentlig på vej hen?” Som konsekvens får man sange uden egentlige klimakser med lange, flotte, lirede guitarsoli, der desværre ender ud i ingenting.

Det, Redwolves til gengæld gør godt – for ikke at sige rigtig godt – er det rent kompositionelle; sangene er opbygget enormt dynamisk med masser af skift, gnidningsfrie overgange, flotte alternative stykker og tighte breaks. Ja, det hele er sådan set skruet rigtig fint sammen, og man kan nemt lade sig snyde til at synes, at numrene alt i alt er rigtig fine, men der mangler altså bare det der “noget”, der for alvor griber en og rusker en lidt rundt. Hvor er det store anthem-egnede guitarriff eller det stampende tema, der brænder sig fast i øregangene og sætter sig på hjernen, blevet af?