Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nostalgitrip med en trist skæbne

Populær
Updated
Nostalgitrip med en trist skæbne
Nostalgitrip med en trist skæbne
Nostalgitrip med en trist skæbne
Nostalgitrip med en trist skæbne
Nostalgitrip med en trist skæbne
Nostalgitrip med en trist skæbne
Nostalgitrip med en trist skæbne
Nostalgitrip med en trist skæbne

Det var en sløv omgang – omend stadig en nostalgisk fornøjelse – da den texanske syrerocklegende Roky Erickson gæstede Pumpehuset en tirsdag aften i april.

Titel
+ Belhound Choir
Spillested
Dato
19-04-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
3

Roky Erickson har over det sidste årti igen høstet stor anerkendelse for fordums tids musikalske gerninger. Hjulpet godt på vej af dokumentaren ‘You’re Gonna Miss Me’ fra 2005 og covers af bands lige fra Entombed og The Devil’s Blood til ZZ Top og R.E.M. er den musikalske arv efter den psykedeliske rocks skizofreni-plagede gudfar blevet spredt til nye generationer af tilbageskuende musikere og fans.

Sidste gang Hr. Erickson med sine Hounds of Baskerville besøgte lille Danmark i 2013, skulle han have spillet i Christianias Den Grå Hal, men blev forflyttet til Loppen pga. et ringe billetsalg. Men sådan skulle det ikke være, da han i tirsdags spillede i Pumpehusets store sal med danske Bellhound Choir som opvarmning.

Lokal opvarmning af international kaliber
Christian Madsen – i aften Bellhound Choir – entrer scenen kun bevæbnet med sin akustiske guitar til en halvfyldt sal kvart i ni tirsdag aften og introducerer sig selv ydmygt med tydelig ærefrygt og respekt for den opgave, der er blevet ham stillet; nemlig at varme op for intet mindre end en levende legende. Han sætter i gang med ‘Slow Pain’, der ligesom resten af repertoiret bevæger sig inden for et melankolsk og selvudslettende univers.

Christian Madsen leverer samme scenetilstedeværelse og indlevelse, som man husker fra hans tid i Pet The Preacher og får – i hvert fald for os, der står og lytter oppe foran – den store scene til at skrumpe. Og det på trods af respektløs og højlydt snakken fra de mange ikke-koncerttrænede publikummer gennem hele opvarmningssættet.

Han begynder efter bifald fra de forreste i salen på ‘Self Loathing’, men må stoppe efter få anslag, da det er "en af dem, der skal stemmes op til", som han jokende siger, og fortæller, mens han stemmer sin guitar, at han udgiver sit første fuldlængdealbum til maj, og at han derefter tager på tur med selveste John Garcia fra Kyuss. Vi får leveret en fejlfri udgave af den sjælegranskende og Eddie Vedder-esque ‘Self Loathing’, hvorefter der fortsættes med to sange fra det kommende album, den videoaktuelle ‘Bad Dreams’ og derefter ‘Havoc’.
Før der sluttes af med ‘God's Home’ og ‘Bless Me’ snakker han om betydningen af ægte musik; den største gave, vi som mennesker har fået, og at Roky er den ægte vare, hvorefter han ydmygt takker for at have fået lov til – ja, nærmest undskylder for – at tage lidt af publikums tid, mens vi har ventet på aftenens hovednavn.

"This is Roky Erickson!"
Folk er begyndt at dukke op under Bellhound Choir, og der bliver faktisk fyldt helt godt op i Pumpehuset, før Roky Erickson and The Hounds of Baskerville går på scenen.

Efter kort tids mikrofontest går bandet på scenen, og Roky Erickson bliver hjulpet på plads på sin skammel og får sat guitaren på af bassisten; der er ærefrygtig stilhed i Pumpehuset, som den ældre herre kigger lettere blankøjet og forvirret ud over den fremmødte skare; mange ældre par er troppet op – velsagtens for at opleve den nostalgi og de minder, musikken fra The 13th Floor Elevators fremkalder hos dem, der levede dengang, det hele startede.

"This is Roky Erickson", introducerer et af bandmedlemmerne aftenens hovedperson, og salen jubler forventningsfuldt!

Og vi får da også leveret et sæt, der burde kunne fremkalde minder fra sluttressernes syretrip med masser af elektrisk botija ... Hvis man ikke skulle høre på folks ligegyldige historier, for rundt omkring er der – tro det eller ej – stadig folk, der fører højlydte samtaler; hvorfor man går til koncert for at stå og knevre er mig en evig gåde.

Hyggelig nostalgi
Vokalmæssigt starter Hr. Erickson let raspende, men synger sig hurtigt varm, og teksterne leveres nærmest instinktivt – han lyder ganske vist ikke som i sin storhedstid, men overraskende godt for en mand, hvis liv er faldet fra hinanden mere end en gang. Selvom han spiller med på guitaren det meste af tiden, er det tydeligt, at det er en kamp for ham at være til stede på scenen, og han falder fra fra tid til anden, hvor han zoomer lidt ud og ser ud, som om han glemmer, hvor han er.

Der er i det hele taget ikke megen kraft tilbage i den gamle mand, og han bliver ikke hjulpet meget på vej af sit band. The Hounds of Baskerville er rigtignok dem, der leverer den egentlige musikalske oplevelse i aften, men selvom de spiller godt, og de som sådan lyder, som de skal, er der heller ikke meget energi at hente her; man skulle jo nødigt stjæle spotlightet. Og det gør de bestemt heller ikke; nej, guitaristen ser faktisk totalt ugidelig ud det meste af sættet.

Alligevel er det meget hyggeligt at se manden i live på scenen, at se ham udføre disse numre; er man til syrerock, er der ikke meget over end 13th Floor Elevators' materiale, og det er trods alt ganske velspillet ...

Hyggeligt og nostalgisk, ja, omend en smule kedeligt i længden. Og det bliver det ved med at være, indtil Roky for første gang vågner rigtig op under ‘Levitation’, og siden har nogle klare øjeblikke under ‘Kingdom of Heaven’, hvor man også kan lugte røgen fra en joint, ‘Reverberation’ og ikke mindst en ganske veludført og – mandens noget omtågede tilstand taget i betragtning – en ganske energisk udførelsen af hittet ‘You're Gonna Miss Me’.

Dystre klassikere
Og da de optrædende forlader scenen, må det da også være slut for i aften, skulle man tro. Men efter bare kort tids råben “Roky! Roky! Roky!”, genindtager manden scenen og får på ny lagt guitaren om halsen – denne gang dog stående på egne ben! – hvorefter vi bliver begavet med ganske fine ‘Night of The Vampire’ og ‘Two Headed Dog’ – to klassikere fra tiden med mandens noget mere dystre og horror-dyrkende andet band The Aliens. Højst et par akkorder bliver det dog til på guitaren, mens der synges, og under ‘Two Headed Dog’ bryder Erickson ind med tredje vers midt i guitarsoloen, fordi han tilsyneladende ikke helt kan finde hoved og hale i sangen.

Roky Erickson and The Hounds of Baskerville på Pumpehuset tirsdag aften var en underlig blanding af et hyggeligt nostalgitrip, og hvad der syntes at være en trist afsked med en levende legende, der har mistet sig selv og kontakten til omverdenen gennem et liv med misbrug, psykisk lidelse, tvangsindlæggelse og elektrochokbehandlinger.