Støbt i fortidens cement
Populær
Savage Master er en heavy metal-anakronisme. Det er lidt skægt at lytte til, men også lidt sørgeligt, at et band vælger at bruge det talent, som det et eller andet sted må besidde, på at lyde som noget, der for længst er forstummet.
2. Dark Light Of The Moon (3:44)
3. With Whips And Chains (4:04)
4. Path Of The Necromancer (3:45)
5. Vengeance Is Steel (3:29)
6. Looking For A Sacrifice (3:19)
7. Satan's Crown (3:56)
8. Burned At The Stake (3:30)
9. Black Hooves (3:03)
10. Ready To Sin (4:29)
Savage Master spiller traditionel heavy metal med trykket i den grad lagt på traditionel. Sangene på ’With Whips and Chains’ lyder, som var musikken komponeret i 1981. Albummet lyder også, som om det er indspillet i 1981. Coveret ser ud, som om det var designet i 1981. Det samme gør bandets logo. Endelig er bandets image præcis, som taget ud af en metalvideo fra dengang: Bandets mandlige medlemmer er udklædt som bødler med hætter, og bandets kvindelige forsanger er klædt i læder, bh, nitter, kåbe og med omvendte kors om halsen. Som en lille pikant detalje følge der et foto med pressematerialet, hvor samme forsanger har teaterblod drivende ned i kavalergangen.
På trods af bandets hang til 35 år gammel metal, så synes medlemmerne ikke rigtigt at have nogen baggrund i kendte eller bare semikendte bands. Savage Masters ene guitarist skulle dog efter sigende på et tidspunkt have spillet trommer i Nashville Pussy, men det er så også det.
Dog tyder de videoklip, der er at finde på eksempelvis YouTube på, at i det mindste bandets fire mandlige medlemmer ikke er helt grønne. De kan således alle fremvise en ganske betydelige beer gut inde bag bøddelkostumet. Alt tyder på, at Savage Master består af nogle gamle drenge med en hukommelse fra way back, der har fået allersidste chance for at slå igennem ved at pudse deres image af og hyre en ung kvinde i front.
Alt det er sådan set ok, hvis musikken også var det. Men her halter det desværre lidt. Stilen er godt nok klar nok. Vi har i den grad fat i traditionel metal, der, selvom bandet er fra Kentucky i USA, i høj grad har engelske rødder.
Medlemmerne i Savage Master spiller bare ikke særligt godt. Rytmesektionen halter lidt, riffene er sådan set ok, men guitarsoloerne er tøvende og ikke særligt imponerende. Forsanger Stacey Peak synger ikke særligt godt. Men hun vinder da bestemt noget ved sin energi og vrængende frasering.
Sangene så – er de også sløje?
Nej, det er de såmænd ikke. Hvis man skruer tiden 35 år tilbage. Dengang ville ’With Whips and Chains’ sikkert have høstet ganske fantastiske anmeldelser.
Albummet åbnes med det primært instrumentale korte åbningssekvens ’Call of the Master’, hvorefter første egentlige sang, ’Dark Light of the Moon’, sætter i gang med en traditionel galopperende rytme afbrudt af en række umotiverede breaks. Det er ikke specielt imponerende, set og hørt med nutidens øjne og ører, men man skal tage i betragtning, at Savage Master selv bekender sig til dyrkelse af startfirserbands som belgiske Acid og amerikanske Bitch. I den kontekst er det måske ikke så ringe endda.
Titelsangen følger efter, og der er der da bestemt hints til såvel Iron Maiden den mere tyske metalskole med ”bødlernes” skrålen med på omkvædet, det er identisk med sangens titel.
’Path of the Necromancer’ lyder en smule som et Judas Priest, der ikke er helt på toppen, med lidt klapperslangeeffekt, og ’Looking for a Sacrifice’ lyder som en blanding af Girlschool og Rock Goddess på en rigtig dårligt dag i firserne.
’Burned at the Stake’ har naturligvis sine momenter. Ikke alene på baggrund af titlen, men også med dens forsøg på at være en Mercyful Fate-lignende sang. Det er den så ikke, men der var sgu rigtig mange bands, også danske, der lød på næsten samme måde i midtfirserne.
Form frem for substans
Om albummets næstsidste sang ’Black Hooves’ er der ikke meget at sige om, udover at det er lykkedes at finde en videooptagelse af sangen. Bemærk i den forbindelse, at leadguitaristen har (formentlig) stålindfattede briller inde bag bøddelhætten.
Albummets sidste sang, ’Ready to Sin’, er både den sjoveste, men på sin vis paradoksalt nok også den bedste sang på albummet. Vi snakker en semi-speedet sang, der har det ganske forrygende omkvæd ”Under the Banner – 666 – We Beat The Dirty Crucifix”.
Savage Master – ja, hvad skal man dog sige?
Jeg ville sikkert have tilbedt dem som metalfan, hvis det var kommet frem i første halvdel af 80’erne.
Nu er Savage Master mere underholdende end gode. De kunne nok være ret gode at banke hoved til ved nogle livekoncerter.