Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hardrock med heavytrommer

Populær
Updated
Hardrock med heavytrommer

Endnu en supergruppe er født. Denne gang med Slipknots trommeslager gennem snart 20 år, Joey Jordison, som skurken med planen.

Titel
Scar The Martyr
Dato
01-10-2013
Distributør
Trackliste
1. Intro
2. Dark Ages
3. My Retribution
4. Soul Disintegration
5. Cruel Ocean
6. Blood Host
7. Sign of the Omeneye
8. Anatomy of Erinyes
9. Prayer For Prey
10. White Nights in a Day Room
11. Effigy Unborn
12. Never Forgive Never Forget
13. Mind's Eye
14. Last Night on Earth

Og på deluxe udgaven:
15. Flatline & Fracture
16. Digging For Truth
17. Coat Of Arms
18. Complications
Karakter
2

Scar The Martyr blev dannet i starten af 2013 i samarbejde med vokalist Henry Derek Bonner.

Da vi for nylig interviewede Jordison, fortalte han om tankerne bag sideprojektet, hvor hovedvægten ikke skulle ligge på hans ellers så nærliggende signatur som en alarmerende hurtig trommeslager, men på rollen som habil sangskriver. ’Scar the Martyr’ er derfor for størstedelen skrevet af multimusikeren der også har indspillet trommer, bas og rytmeguitar, og har overladt leadguitaren til henholdvsis Kris Norris (ex-Darkest Hour) og Jed Simon (Strapping Young Lad) samt Nine Inch Nails’ ex-trommeslager Chris Vrenna, der i denne konstellation spiller keyboard.

Jordison har lagt vægt på at skabe musik som folk kan rocke med til og den mission er lykkes via fængende pop ’n heavy omkvæd, som vil få enhver Limp Bizkit-fan til at nikke med nakken og samtidig skuffe de, der havde skruet forventningerne til en runde Slipknot Version 2.0.

På mange måder er Jordison, med tanke på Corey Taylors Stone Sour, gået Slipknots frontmand i bedene, her i en mindre potent version. En del af skylden bæres af Bonner, der har en sprød og lækker stemme, som ikke yderligere skal klandres for at ligge så tæt op af Taylors cleane vokal, som den ved et tilfælde gør.

Albummet

Introen lover på dyster vis godt og går lige over i kraftfulde ’Dark Ages’, der i grunden lyder som et bastant Steve Vai-riff. At trommesporene er banket på plads af Jordison er der ingen tvivl om. Både sound og spillestil er som når han giver los med Slipknot, blot er tempoet knap så hidsigt og de bekendte maskingevær-fills aftaget i hyppighed. Melodierne kendes også fra fundamentet i Slipknot, hvor Jordison har taget de skævt betonede riffs med sig, der i ’My Retribution’ desværre kommer til udtryk som en tilfældig Manson-produktion, og det svævende keyboard trækker både referencer til omtalte Brian Warners univers, men også Chris Vrennas bagland i Nine Inch Nails.

Bedre bliver det ikke på ’Soul Disintegration’ der i starten lyder som Rammstein på en dårlig dag og den første bekymring for resten af albummet sniger sig ind. Der er ikke noget i vejen med supergrupper, når bare de kan holde niveauet og bekræfte deres berettigelse ved enten en utvivlsom sprælsk spilleglæde, eller en tydelig styrke, som det høres hos blandt andet Bloodbath, Them Crooked Vultures, Down og Black Country Communion, men det er ikke tilfældet for Scar The Martyr hvis titelalbum er lige så kedeligt, som det er vellydende og lyttevenligt.

Udover den udmærkede single ’Bloodhost’, er ’Anatomy of Erinyes’ et lyt værd grundet Bonners vokal og det skiftende riff, der kan lede tankerne tilbage på en gedigen omgang Soundgarden. Også ’Prayer for Prey’ nærmer sig noget der kan afspilles gentagne gange, uden at nummeret alene evner at trække det samlede niveau op.

Én i mængden

Jordisons projekt skal dog ikke stå i lyset af hverken Slipknot eller Corey Taylor, og denne første udgivelse må få sin egen taletid. ’Scar the Martyr’ fremstår som et kønsløst album, der morfer sig ind og ud af materialet på etablerede navne som KoRn, Linkin Park, Marilyn Manson, 30 Seconds to Mars, Slipknot og Stone Sour.  

’Effigy Unborn’ er det afgørende bevis på at Jordison ikke kan løbe fra sin identitet som den overlegne metronom af en trommeslager han er, og for første gang på albummet matcher niveau og energi nummerets opbygning, der med sit poppede omkvæd får det hele til at spille sammen.

Der er således en del udmærkede elementer på ’Scar the Martyr’. Jordison og kompagnis anstrengelser når dermed grænsen for at være godkendt, men albummet er som helhed i overhængende fare for kun at blive afspillet enkelte gange og derefter komme tilbage i reolen, sammen med 10’ernes øvrige boybands inden for genren.