Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Cph-Psych-Fest'16: Smukt og irriterende

Populær
Updated
Cph-Psych-Fest'16: Smukt og irriterende
Cph-Psych-Fest'16: Smukt og irriterende
Cph-Psych-Fest'16: Smukt og irriterende
Cph-Psych-Fest'16: Smukt og irriterende
Cph-Psych-Fest'16: Smukt og irriterende
Cph-Psych-Fest'16: Smukt og irriterende

På papiret havde Spectrum fået den helt rigtige falde-ind-i-indadvendtheden-placering, men et højlydt publikum spolerede detaljerne i den oplagt introverte koncert. 

Kunstner
Spillested
Dato
15-07-2016
Genre
Fotograf
Philip B. Hansen
Karakter
3

Musikprogrammet på årets udgave af Copenhagen Psych Fest var ikke blot det markant største, festivalen i løbet af dens tre år hidtil har præsenteret, det var også det mest mangfoldige. De to aspekter hører selvfølgelig sammen, kunne man fornuftigt indvende, men lad mig alligevel hive det frem, om ikke andet så blot for at understrege: Det var vitterligt et meget imponerende, polyhistorisk psych-udvalg, publikum i år havde muligheden for at dedikere sin tid til under festivalens fire dage.

Tag blot fredagsprogrammet, hvor man klemt indimellem så forskellige stilarter som forrygende sommerbriseinstrumentalmusik med Papir, bredtfavnende rig-på-danske-ord-rock med De Underjordiske, bombastisk krautpsych med Flowers Must Die og tungere synth-rock med Black Mountain havde muligheden for også at se semiavantgardistisk, triphoppende eksperimental-drone fra epokegørende Spectrum. For musiklytteren og festivalgængeren, der ens lange lokker til trods sjældent føler sig helt langhåret nok til at tage en hel weekend på eksempelvis Festival of Endless Gratitude, men som i længden ofte finder en hel weekend på eksempelvis Copenhell lige pøllemetallisk nok, var en dag som denne en soothing øjenåbner for en festivaldag.

Var der noget, der stak ud under den af dagens fem koncerter, der hensigtsmæssigt skulle få en til at falde ned i gear, var det, at bandet in question, Spectrum, formentlig var det mest indflydelsesrige navn, festivalen overhovedet havde på plakaten i år. Det, og så at der var for mange stive publikummer på Loppen, hvor lige netop denne koncert blev afholdt, til at Spectrums skrøbeligere, anderledes detaljerige lydunivers kom til sin ret.

Det indflydelsesrige kommer ikke af ingenting. Pete Kember eller Mr. Sonic Boom, om man vil, som den ene halvdel af duoen Spectrum hedder, var sammen med Jason ’Spiritualized’ Pierce i begyndelsen af 80’erne et af de to vigtige ophavshoveder til bandet Spacemen 3, der går for at være et af de mere skelsættende pionerbands af postsyrerocken. At han på Copenhagen Psych Festival var en af plakatens mere innovative navne, hænger ikke blot sammen med, at førnævnte Black Mountain tydeligvis har hentet inspiration til flere af deres  synth-påfund netop hos Kember eller fordi et andet festivalband, Julie’s Haircut, har benyttet ham på en af deres plader. Det hænger kort og godt sammen med den vigtigere psych-historik, som Kember har helt på sin side.

Det er selvfølgelig let at være bagklog, men netop fordi Spectrum det meste af tiden benytter sig af et detaljerigt og nærmest ømt lydbillede, havde man gerne set, at koncerten var blevet afholdt på Byens Lys i stedet for på Loppen. Ikke et eneste ondt ord om Loppen (ren kærlighed!), men på en fredag aften under en længerevarende festival byder Loppens lokaler i højere grad ind til fest, dans og snak, end eksempelvis Byens Lys og dets anderledes intime rammer formentlig ville have gjort. Noget siger mig, et publikum på Byens Lys bedre ville have kunne skænke musikken den respekt, som den fortjener, end det altså var tilfældet på Loppen. Eller rette sagt, end det netop ikke var tilfældet på Loppen. Der var numre under koncerten, hvor man knap nok kunne høre, hvad der skete på scenen. Men der var også numre, hvor Spectrum lod deres soniske spidsfindigheder være spidsfindigheder og i stedet skruede op for en slags nedtonet udgave af Suicide (RIP, Alan Vega) tilsat en følsom indadvendthed - og så var det noget nær fortryllende.