Intet mindre end en klassiker
Populær
Den tidligere og nu også nuværende Strangeways-sanger Terry Brock, som også synger i Giant, har genoptaget samarbejdet med superguitarist Mike Slamer og har i eget navn begået årets album inden for den klassiske, melodiske hardrock.
2. It's You
3. Jessie's Gone
4. No More Mr. Nice Guy
5. The Rain
6. Broken
7. Face In The Crowd
8. Why
9. Too Young
10. A Soldier Falls
11. Face The Night
Ham her, venner, når han rør ved ting, bliver de store. Og nej, det har intet med mandlige kønsdele at gøre. Men med noget, der er langt vigtigere: Melodisk hardrock. Og "ham her" er den amerikanske supersanger Terry Brock, der i disse år er her, dér og alle vegne – men bedst, når han er med sig selv og sin bedre halvdel inden for det musikalske, guitaristen Mike Slamer.
Terry Brock udsendte i slutningen af august det genredefinerende album 'Diamond Blue', et album, som definitivt må være årets bedste inden for den klassiske, melodiske hardrock. I år har han ligeledes været vokalen på Giants desværre lidt fesne comeback-album 'Promise Land', og om en måneds tid hører vi ham på endnu et comeback, det spændende og ganske afdæmpede og af naturlige årsager ganske modne comeback med Strangeways.
Netop de to album, Terry Brock sang med Strangeways, hvor ypperlige og stadig gangbare 'Walk in the Fire' (1989) uden diskussion er historiens bedste AOR-album, banede vejen for ham. Han kom først til audition med Deep Purple, da Gillan skred på kanten til 90'erne (posten gik til Joe Lynn Turner), siden på turneer med Kansas og Steve Morse Band, inden han røg med i supergruppen The Sign med blandt andre Kansas-bassist Billy Greer. Det banede vejen for et samarbejde med Greer i Seventh Key, hvor den tidligere City Boy- og The Streets-guitarist Mike Slamer svingede en rå, rockende og stilsikker spade.
Mike Slamer på banen
Mike Slamer er en ekstremt urimeligt overset hardrock-guitarist. Han kan altså det knald med at lægge den fedeste rytmeguitar, hvor ikke en akkord, ikke en tone er forkert, men hvor det hele bare spiller éthundrede procent. Alt er ramt rigtigt. Og det er jo i sin grund ganske røvhamrende kedeligt. Men ikke, når det er Slamer. For han spiller med kant, og så spiller han da godt nok noget af det herligste skarpe og velplacerede solospil.
Mike Slamer beviser på de to stærke album med Steelhouse Lane og på de to med Seventh Key, at han er mand for både at levere ufattelig melodi og harmoni og for at tilføre guitaren den portion rock, der gør, at det hele på intet tidspunkt ender i blød AOR-sødsuppe. Manden er garant for rock.
Terry Brock var en stærk sanger på Mike Slamers eminente soloalbum 'Nowhere Land' (2006), og dette samarbejde, hvor næsten alt gik op i en højere enhed, er fortsat og forfinet på Brocks 'Diamond Blue'. Et album, der som 'Nowhere Land' har sine mørke side, men som også bare leverer superstærk røvsparkende klassisk melodisk hardrock med de stærkeste omkvæd set på denne side af Frederiksen/Denanders 'Baptism by Fire' (2007).
Generelt domineres samtlige numre af nogle melodi-linjer, som i dén grad holder hele vejen. Og et tekstunivers, der samlet set handler om svigt og savn, sorg og ensomhed. Terry Brock er i stand til at skrive stærke melodier og stærke tekster om banale emner – uden at det virker banalt. Teksterne går rent ind.
Albummet - nummer for nummer
Titelnummeret blæser albummet i gang med et guderiff af de store. Tempoet er fint og rockende, og det ene stærk riff afløser det andet - eminent brudt af albummets styrke: omkvæd, som rammer lige i skabet uden at være sødsuppet pop. 'It's You' tager os en smule ned i tempo, men ind i et rytmisk tætspillet univers og med et omkvæd, der bakkes op af nogle stærke, rockende klodser.
'Jessie's Gone' styrer flot, igen med en bas (Slamer) og et sæt trommer (den uhyggelige tight Andy Bigan), der bærer nummeret hele vejen, og så en Slamer-rytmeguitar, der gør, at man bare ikke kan sidde stille. Og f**k for en solo, ham Slamer leverer. Alt sammen ledsaget af en af rockens pt. fineste vokaler og en lidt halvsørgelig tekst om den elskede, som er stukket af med en anden mand.
Det kan derfor ikke være den helt store tilfældighed, at næste nummer på årets album hedder 'No More Mr. Nice Guy', der er en aggressiv røvsparker af et rocknummer med et åbningsriff, der tager pusten fra én. Nej, venner, tag ikke fejl. Det her er ikke et popalbum. Men et yderst velproduceret og velspillet hardrockalbum.
Vi tages helt ned i tempo og tristhed til balladen 'The Rain', hvor Terry Brock virkelig synger trusserne af tøsebørnene. En flot sang om parfoldet med de dybe grøfter - med et omkvæd, som rammer én lige i hjertekulen. Albummets stærkeste nummer, 'Broken', er en naturlig følge. Nu er konen skredet, fordi han svigtede. "This empty house, it ain't no home at all", synger Brock på dette tunge, sejt riffede dystre hardrock-nummer med det uhyggeligt stærke omkvæd.
Og så er det, at al den dårlige, sure kærligheds-karma (der nu føles ægte nok), bliver brudt af den glade, mere livlige og lette 'Face in the Crowd', hvor Slamer igen-igen slipper guitaren fri og løs. På 'Why' skrues der ned for humørknappen igen. Savn, sorg og vrede serveret ganske effektfuldt i et nummer, der simpelthen rykker ganske enormt især i omkvædet, men også i selve verset, hvor Slamer jo bare lige sådan smider – endnu – et suverænt riff i bowlen.
Og så skruer Slamer op for guitaren igen i den tætspillede 'Too Young', inden Terry Brock virkelig har noget på hjerte. Hans hyldest til de amerikanske krigsveteraner, 'A Soldier Falls', er smuk og meget stærk. Nummeret handler om den sorg, de pårørende oplever, når soldaterne falder. Den fine melodi er desuden ganske stærkt sunget. Nummeret lukker med den fine ballade 'Face the Night', hvor Brocks fine stemme kun er ledsaget af en klaver og en violin. Og så selvfølgelig lige en akustisk solo fra Slamers hånd.
Lidt misvisende er det, at albummet lukkes i "balladeland", når nu det først og fremmest er et fremragende og fedt, fedt rockalbum. Men skide nu være med det. Terry Brock, du har bare at hive Mike Slamer med på tour til Europa, og tag så lige Billy Greer og Andy Bigan med os. Så gør du en gammel fan endnu mere lykkelig, end du allerede har gjort.
Og I andre? I må vist hellere lige set at få nallerne i 'Diamond Blue'! Nu! For det er en klassiker. Og den er dobbelt så god som Terry Brocks første soloudspil, den på ingen måde dårlige 'Back to Eden' (2001).
(Skal i øvrigt over for jer, kære læsere, beklage, at jeg i genrebetegnelsen kalder albummet AOR. Der findes desværre ikke en betegnelse, der hedder melodisk hardrock.)