Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2014: Bare en flok snotunger

Populær
Updated
Copenhell 2014: Bare en flok snotunger
Copenhell 2014: Bare en flok snotunger
Copenhell 2014: Bare en flok snotunger
Copenhell 2014: Bare en flok snotunger
Copenhell 2014: Bare en flok snotunger
Copenhell 2014: Bare en flok snotunger

The Hell er et fremadstormende band, som var så skrækkeligt et bekendtskab på Copenhell, at det bør stoppes.

Kunstner
Dato
13-06-2014
Fotograf
Kenny Swan
Forfatter
Karakter
1

Av for dén. En gang i mellem kan man sgu tage fejl, og dette var én af gangene. The Hell havde været på listen over nogle af de overraskelser og must-sees, som Copenhell havde at byde på, for nyt, friskt og aggressivt skulle det være. Det var ikke tilfældet - for at sige det mildt - og der var en række kritisable forhold - igen for at sige det mildt:

The Hell er lanceret som et tolv mand stort orkester fra England. Der var ikke tolv mænd, men fem drenge. Det kunne have gået, hvis de havde været mystiske nok til at bære et svingende antal medlemmer. Det var de ikke, selvom de på deres egen ubehjælpsomme facon forsøgte. The Hell har nemlig som en del af deres sceneshow, at de er maskerede med bandanas. Meget bankrøveragtigt og farligt, synes tanken at være. Desværre var det, det eneste gennemførte de havde på. De var ellers iklædt det normale tøj fra ungdomsklubben, hvilket ikke ganske levede op til deres ry for at være det nye Slipknot.

Og nu vi er ved Slipknot. Bandet er blevet præsenteret som en slags hardcoreversion af det band, men meget hardcore var der ikke over dem. De udstillede godt nok en snotungeflabethed, som det utrænede øje vil identificere som hardcore. Det var det dog ikke, for rigtige hardcorebands er dels rigtig vrede og samtidig gode til at inkludere fansene i vreden, og ikke at vende vreden mod dem. Den erkendelse har vist ikke rigtig bundfældet sig hos The Hell. At være irriterende er ikke det samme, ejheller en langsigtet strategi for succes. Du skal være noget positivt for nogen, vreden til trods, ikke bare en ny form for musikkens svar på skridtsvamp.

Vendte man ryggen til bandet, blev oplevelsen lidt bedre. Der var faktisk et riff hist og her, som kunne noget. Men man tager jo ikke rigtig til koncert med et band, for ikke at se bandet. Det skal sgu hænge sammen, og det gjorde det ikke her.

Skuffende var det, og man kunne ikke lade være med at overveje, hvad bandet kunne få ud af en kindhest, en stylist og en bedre manager.