Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '10: Når gribbe spiller rock

Populær
Updated
RF '10: Når gribbe spiller rock
RF '10: Når gribbe spiller rock
RF '10: Når gribbe spiller rock
RF '10: Når gribbe spiller rock
RF '10: Når gribbe spiller rock

Them Crooked Vultures tog deres sange ved hornene, blæste dem op, gjorde dem federe, og leverede en funky rockfest foran en pakket festivalplads.

Dato
02-07-2010
Genre
Trackliste
No One Loves Me & Neither Do I
Dead End Friends
Scumbag Blues
Elephants
Gunman
Bandoliers
Caligulove
Mind Eraser, No Chaser
Spinning in Daffodils
New Fang
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Sidste år hookede den karismatiske og evigt underholdende frontmand og guitarist Josh Homme endnu en gang op med Dave Grohl bag tønderne (dér hvor han hører hjemme!) og udgav en solid rock og rul-skive under navnet Them Crooked Vultures. Pladen blev af flere medier klandret for at være for åbenlyst over i Hommes-hjemmegrøft, hvilket kun til dels var sandt.

Hommes kompositioner fylder ganske rigtigt meget hele pladen igennem, men i Led Zeppelins John Paul Jones fandt all-star line-up'en en fuldmægtig bassist, hvis blandende retrosignatur af funk, rock og metal gjorde musikken mere hyper end Hommes ørkenrock normalvis er, som vi kender det fra QOTSA. Fredag aften gav de så koncert på Orange Scene, og her var det netop den alsidige musikalitet, der var i fokus.

Et rockhistoriske trekløver

Det var blandt andet da 'Scumbag Blues' fandt vej til sætlisten ret tidligt i koncerten, at John Paul Jones viste sit værd ved at give en middelmådig studiesang en live-kant, der var gjort af sit helt eget imponerende stof. Sangen er en pudsig underspillet rockfinte, hvis laid-back-attitude bliver en smule enerverende på pladen. I live-regi blev sangen tilføjet en improviserende midterdel, der både gjorde den en hel del længere, og som viste trekløveret med en svært imponerende indbyrdes forståelighed. Mens Paul Jones lagde sangens solide rytme et eller andet sted ovenpå lydbilledet, så at sige, improviserede Grohl og Homme sig frem til stor rock og rul, der gik hånd i hånd med bassens markerede spil. Det var rock og rul fra tre legesyge sind med fuldfede konturer og masser af musikalitet. Kort sagt: Det holdt max!

Dave Grohl må uden tvivl være rocksportens Andy Roddick. Fra koncertens begyndelse var man sanseligt imponeret over, hvor hårdt manden basker til de tønder, og man tænker, at det må være en form for indledende macho-opvisning for at imponere tøserne blandt publikum. "Ingen kan slå så hårdt gennem en hel koncert". Man jo, forkert, det kan han, og det gjorde han! Og så var mændene imponerede. Og ikke bare slår han hårdt, han tillægger samtidig spillet et swing, et funk og en smidighed der er helt, helt sit eget. Der ud over har han en fantastisk backing vokal.

Det siger meget om bandets pondus, når Josh Homme er den lille mand i bandet. Musikeren med mindst anciennitet. Ikke desto mindre beviste han sin høje værdi som frontmand ved rent faktisk at eje sådan cirka præcis én-tredjedel af scenen. Som riffkomponist er han godkendt uden længere at være enestående (den tid hører 90'erne tid for ham), som sanger er han heller ikke kanoniseret men dog "okay", som danser besidder han noget nær rockfrontmændenes førsteplads, og som generel publikumsunderholder vil man ham bare! Sympatien står skrevet hen over ham. Hånden på hjertet: Hellere drikke en bajer med Homme end med Lemmy. Det kan kun blive mere afslappet og garanteret også langt sjovere. Og dét feel får han frem, når han står forrest på scenen.

Som sanger imponerede han dog i øvrigt ganske godt, da han midt i sætlisten i nummeret 'Bandoliers' lod sig inspirere af kammeraten Mark Lanegan og sang med en dybere røst end normalt - ligesom han i øvrigt også gør på pladen.

Og samtidig er det vel netop i det upolerede og ukanoniserede at den ægte rockånd som regel skal findes. Og ægtheden findes hér! Hos Homme og hos gribbene generelt.

Kun få stilstande

Koncerten spillede og den undervurderede 'Gunman' bouncede fantastisk. Der var ikke mange, men der var trods alt et par sange, der faldt til jorden og fik rockmælet til at slappe af for en stund. Kærlighedsrocksangen 'Caligulove' smasker kedeligt vej igennem det meste af sig selv, og ikke engang en ekstrem velspillet og dejlig høj afslutning i den sang kan redde den fra at være lidt en tilstand i sætlisten.

Men det var ganske få gange, koncerten stod i stampe, og sikkert mere end noget andet band på hele festivalen, demonstrerede de tre gutter samt Alain Johannes - som de havde med som supplerede guitarist - at selv leg og lir i rockens tegn er som skræddersyet til en fest på Orange Scene. Mere fra den skuffe, tak!

Se Them Crooked Vultures spille live på Roskilde her: