Lacuna Coil har blandet kortbunken påny. Kongerne er blevet taget ud, og ind er kommet nye jokere. Resultatet er ikke til at ignorere. Kvintetten har udgivet deres måske bedste plade siden ’Comalies’.

Muse leverede en visuel oplevelse ud over det normale. Bandets i forvejen farverige lydside er aldrig blevet leveret så visuelt flot og indlevelsesrigt, som den blev onsdag aften i Forum.

‘Blackhearts’ vil gerne vise, hvor langt nogle mennesker er villige til at gå for black metal. Det store problem med dokumentarfilmen er, at den glemmer det udgangspunkt og misser nogle vigtige spørgsmål.

Karrierens sjette fuldlængdealbum er en manifestation af, hvem Gojira er, og hvilket kolossalt talent de besidder.

Svenske Inferiors andet album er solid og stærk thrash metal, der bliver lidt mere interessant, når bandet forlader den primære genre og cutter musikken op med lækre pift af dødsmetal og hints af noget mere sort.

Illdisposed fejrede sølvbryllup og ny plade på et veloplagt og varmt Voxhall, hvor publikum også fik Lasse Bak på guitar. Fed fredagskoncert.

Amerikanske Vektors tredje album ’Terminal Redux’ er et rent sansebombardement af progressiv thrash. Et konceptuelt sci-fi-metal-album, som i ambition, vægt og udførelse lægger sig op ad nogle af rock- og metalhistoriens største værker.

Metal Church beviser på 11. udgivelse, at de stadig er et dygtigt band, men også hvorfor det helt store gennembrud mangler.

Arkitekternes 7. album formår ikke at nå samme niveau som forgængeren ’Lost Forever // Lost Together’. Kvintetten spiller stadig kompetent ’core, men der går tudefest i den.

Der er ikke mange overraskelser på Volbeats sjette plade. De har fundet en succesfuld formel, som de brygger videre på, og det største danske band nogensinde fortsætter deres sejrsgang.

Jungletrommerne havde buldret i nogen tid via hashtags som #makeamericarageagain og #prophetsofrage. 31. maj skete det så, 3/4 af Rage Against the Machine med Chuck D (Public Enemy) og B-Real (Cypress Hill) på vokal indtog legendariske Whisky A Go-Go.

Tyske Thränenkind spiller på følelserne i musikken. Når de er bedst, rammer bandet en perfekt depressiv stil med deres post-metalliske metal med sorte tendenser. Men der er også tidspunkter, hvor man nærmest lulles i søvn i en strøm af midttempo og gentagelser af idéer

Endeløst groove og fuzzet guitar; Earthless og Harsh Toke har sammen begået en massiv split.

Suicidal Angels har aldrig forsøgt at genopfinde den dybe tallerken, men holder sig i stedet til den klassiske thrash. Med 'Division in Blood' fortsætter de stilen.

Death Angel er fortsat troværdige leverandører af klassisk Bay Area-thrash, og de vil ikke pille for meget ved skabelonen. Det hæmmer dog også deres ottende album, der for det meste er sikkert spil, men med enkelte meget stærke momenter.

Efter i årevis at have været en guilty pleasure er emo og poppunk forlængst blevet salonfæhigt. Københavnske Big Mess giver et godt bud på stilen på en debut-lp fuld af teen-angst og ennui.

Illdisposed hiver de sikre tricks ud af ærmet på 'Grey Sky Over Black Town' og fejrer således 25-årsjubilæet med en 14. studieplade, der er præcis, som man kunne forvente og frygte.

Edu Falaschi forsøger at malke tiden i Angra ved at udgive et akustisk album med sange fra den tid i karrieren. Det er en skidt ide.

’Laughing at Your Feet’ er et skridt fremad for den danske kvintet Blended Brew. Der er et øget fokus på retning, bedre samspil, udnyttelse af medlemmernes evner og ikke mindst en herligt fyldig lyd.

Crowbar bød op til den efterhånden årligt tilbagevendende musikalske nævekamp, der nok en gang endte med et storsejrende New Orleans-orkester. Men det blev desværre ikke til knockout.

Gorguts tester deres lytteres dedikation med en ep bestående af en enkelt progressiv sang på hele 33 minutter.

Tyve år efter debuten er tyske Iron Savior stadig et ligegyldigt band med kompetente musikere.

Med 'Scream Bloody Gore' grundlagde Death og Chuck Schuldiner det, der i folkemunde blev til genren dødsmetal. Nu er den skelsættende debutplade genudgivet og remastered.

Flotsam and Jetsam er sluppet overraskende godt fra bandets seneste udgivelse. Det er ikke specielt nyskabende, men det er effektivt.

Efter en kortvarig pause, og Dez Fafaras mislykkede forsøg på gendannelse af Coal Chamber, er Devildriver tilbage. Trods ændringer i besætningen er der ingen nævneværdig udvikling. Til gengæld er der masser af typisk Devildriver.