Black metal-genren kan stadig omforme sig selv: Beyond Man debuterer med kvælende varm og fortættet atmosfære og gør det bedre end de fleste.
Septage debuterer med en EP så rådden, at selv bands som Autopsy og Carcass må nikke anerkendende med et afskåret hoved.
Fredagen i Pumpehuset bød på en diabolsk og ugudelig glædes- og rædselsfest, der sent vil blive glemt.
Djursland-thrasherne Killings debut er et solidt og oldschool album, som får ekstra pluspoint for den rå og blodtørstige stemning, men knap så mange for de lige vel generiske riffs.
Sepultura har været i karantæne og bikset et album med genindspilninger sammen. Det er, i bedste fald, "fint nok".
Der er ikke langt fra tanke til handling, når man er Chris Fonzak. Det er 'Closure' et glimrende eksempel på. En instrumental oplevelse tilføjet et lyrisk forældet livssyn og værdigrundlag.
Fire københavnere spiller beatdown og vil gerne lyde som om de kommer direkte fra Glostrup Storcenter. Redaktionens mand på Vestegnen er på sagen.
Italienske Fulci spiller brutal dødsmetal, hylder horror-filmen 'Voices From Beyond' og foretager eksperimenter på musikken. Og det er ikke for sarte sjæle.
Britiske Underdark imponerer med velproduceret og velkomponeret post-black metal, der i den grad sætter fokus på nogle ømme tæer rundt om i verdenen.
King Woman er tilbage og det i stor stil. Doom, shoegaze og alskens andre elementer blandes på deres hidtil bedste plade.
Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.
Med 'Arrows in Words from the Sky' skyder Robb Flynn efter tidligere bandmedlemmer, men rammer kun sig selv i foden.
At Hacktivist ikke blev fuldstændigt aflivet efter den forglemmelige debut kan undre. Endnu mere glædeligt er det, at kvintettens opfølger vitterligt har nogle stærke rapmetal-kompositioner.
Som størstedelen af verdens befolkning har Caleb Shomo haft det svært de seneste år — især med Covid-19-isolation. Det har resulteret i en række mørkere, mere personlige kompositioner, der nemt er blandt Beartooths bedste.
En ungdom præget af dance og guitarvituositet genbesøges i australske Mesarthims ekstremt eventyrlystne fusion af dance, power og black metal
Med hits og en historisk sætliste, der bød på hele klassikeren 'Submit' fra 1995, satte Illdisposed hårdt punktum for Metal Magic og beviste, de stadig er hårdslående efter tre årtier med dødsmetal.
Trods vanskeligheder i optakten viste Denial of God endnu en gang, at de er et af Danmarks bedste metalbands nogensinde.
Slægt var – mindst – et par niveauer over festivalens andre bands fredag, da de indtog Metal Magics store scene.
Grækerne lavede yndefulde marmorskulpturer, men Vokonis spiller stoner-sludge, og det skal være mudret. Derfor har Vokonis formet en smuk mudderskulptur.
Finske Sentenced har godt nok solgt over en million albums, men havde alligevel fortjent mere. I bogen om bandet forstår man bedre, hvorfor det måske ikke helt gik, for det var et band, som især på landevejen lavede mange benspænd for sig selv.
Alle de store medlemmer fra Helloween samles igen på det selvbetitlede album, og det kunne tyskerne godt have fået mere ud af.
Mayhem havde nogle sange til overs fra forrige plade og smider lige nogle punkede cover-sange i, der til sammen udgør deres seneste EP.
Hvis du blander The Cult is Alive med dansk vanvid og lidt ekstra knivstikkeri, så er resultatet Stikkersvin.
Ingen hooks. Ingen omkvæd. Ingen tunge grooves. Ingen genkendelighed. Kun atmosfære. Year Of No Light fejrer sig selv med en plade, der kun beskæftiger sig med stemning.
Turnstile hviler fuldkommen overlegent i den niche, de har gravet ud for sig selv et sted mellem 90’er-hardcore, 10’er-r&b og soldrukken teenpop.
Offernat lægger op til den helt store rituelt frådende forløsning, men det er stadig skumringstid. Vi ser dog frem mod natten.
Finske Lost In Grey kommer ret godt afsted med en omgang symfonisk metal kamp i en overbefolket genre.
Ungdomshuset åbnede langt om længe for livemusik igen. Det var tiltrængt, det var godt, og det viste så tydeligt hvorfor sid-ned-koncerter skal dø så hurtigt som muligt.
Svenske 10,000 Years åbner for et nyt kapitel i den univers- og nu også tidsomspændende stonersaga om rumfartøjet “Albatrossen”.
Har Darkthrone nogensinde lavet et dårligt album? Nej. Betyder det så, at deres nyeste udspil er godt? Ja, selvfølgelig!
De svenske melodødsmestre satser, hvor det synes allermest vigtigt og nødvendigt i karrieren. Og sejrer med et dynamisk, stærkt varieret og utroligt spændende legesygt album.
Hellish Form står som en perfekt destillation af knusende inspirationskilder og har frembragt et overlegent debutalbum
Ukrainske White Ward har tæmmet de finurlige indslag i sin musik, og resultatet er et forunderligt fængende og inspirerende møde mellem rasende vokal, trommer, guitar, blid saxofon og Lars Nedlands gæstevokal.
De kom, de så, de sejrede. Baest cementerede sig atter som værende øverst i fødekæden, da de lukkede og slukkede søndagens Roskilde Festival.
Xenoblight havde glædet sig, og det havde vi også. Festen fortsatte søndag aften på Dyrskuepladsen.
Til trods for en sløj lyd satte Orm barren højt for søndagens Roskilde Festival.
Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det.
Polars Collide er hvad der sker, når man ser fuldstændigt bort for kunstnerisk integritet og tyvstjæler alt, der definerer ens band. Og det uden på nogen måde at leve op til bandet, man stjæler fra.
Hvad er det egentlig, der gør, at man skal lytte til et helt album? Hvorfor ikke bare vælge de bedste sange, de bedste passager, de bedste omkvæd og så høre dem? Dizzy Mizz Lizzy har alle de gode argumenter for, at du skal droppe din hvilket-humør-er-du-i-i-dag-Spotify-playliste.
Øl og Metal er en tiltrængt hjælp. Og det falder på et tørt sted.
Fra vred ælling til vanvittig svane. Historien om Kollapse går ind i tredje kapitel, og det er både værre og bedre end nogensinde før
Modernistisk malerkunst og hollandsk ringer nok lige så få klokker for dig, som “Vil du med i skoven og apportere tennisbolde?” gør for Fido. Men selvfølgelig vil Fido det.
Dødsmetal med energi og lækre detaljer uden at det går ud over den smadrende brutalitet: Pestilence er i den grad tilbage.
Den danske kvartet kæmpede med næb og klør, gjorde brug af alt deres internationale Covid-erfaring, men måtte trods hård arbejde, se sig slået af anmelder-klichéen over alle klichéer.
Russiske Moanhand smider en solid debutplade på gaden, hvor enmandshæren bag spiller doom med klassisk, pop, rock og black metal ind over. Lækkert.