Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tragediens genfødsel

Populær
Updated
Tragediens genfødsel

Pludselig er Tragedy tilbage og lyder, som om de aldrig har været væk – og som Neurosis kunne have gjort i en anden, muligvis bedre verden.

Kunstner
Titel
Fury
Trackliste
Leviathan
Enter the Void
Kick and Scream
Fury
Swallow the Pill
A Life Entombed
Karakter
5

Hvis Tragedy bare havde været Tragedy og intet andet, ville de være blevet hyldet som noget af det bedste D-takt derude, og så var det dét. Det bliver de såmænd også, for det er de, men selvom de næste år kan fejre 20-årsjubilæum, har det altid været med et lille “men” tilføjet, i hvert fald for mit vedkommende. Inden de dannede Tragedy, spillede guitaristerne og trommeslageren nemlig i His Hero Is Gone, der fra 1996-1998 lavede tre plader, der bød på noget af det allerbedste tidlige sludge metal med elementer af både hardcore og grindcore. Og hver gang Tragedy laver en ny plade, kan jeg ikke undgå at være bare en lille smule skuffet over, at de ikke er His Hero Is Gone.

Det er dybt uretfærdigt mod Tragedy, jo. Ligesom det ville have været dybt uretfærdigt mod His Hero Is Gone, hvis de var fortsat under det navn efter det stilskifte, de foretog med Tragedy. Den kaotiske hardcore blev tilsidesat for en metallisk D-takt, der mest af alt lyder, som man kan forestille sig, at Neurosis ville have gjort det, hvis de var fortsat ud af sporet fra de to første plader i stedet for at lave deres eget markante skift. Jævnligt slår de ellers så spartansk anlagte sange ud i grandiose harmonier og fængende melodier, og over fire fuldlængdealbums har bandet udviklet sig mod en stadig mere varieret lyd. Men siden ‘Darker Days Ahead’ fra 2012 og den efterfølgende tour har der været bekymrende stille om bandet.

Det sluttede for nogle uger siden, da Tragedy spillede et show i hjembyen Portland og ud af det blå præsenterede en ny ep med seks sange. ‘Fury’ er alt, hvad man kunne ønske sig fra Tragedy: Efter den udpræget metalliske og meget nuancerede ‘Darker Days Ahead’ går de tilbage til den hvasse og ligefremme D-takt fra de første par plader. Todd Burdette og Billy Davis har stadig en indbyrdes konkurrence kørende om, hvem der kan lyde allermest brysk, særskilt herligt i ‘Swallow the Pill’, og sangene pisker af sted i højt tempo. Det er temmelig uforligneligt, faktisk. Og ser man på, hvordan Neurosis slider sig af sted i dag, er det her en noget friskere og en del mindre selvhøjtidelig vej at have taget.

Tragedy er forblevet tro mod deres udspring i hardcorepunken. Der er intet crossover-potentiale, ingen overhængende fare for kommercialisering eller bare ikon-dyrkelse. Det, der har drevet dem frem gennem alle årene, er dedikation: Redebont har de knoklet igennem for fuld skrald i et par årtier. Den udvikling, deres musik har gennemgået, har aldrig været på bekostning af uforsonligheden og den rå kraft, der gennemstrømmer den. På den måde er sammenligningen med svenske Martyrdöd oplagt: Det er metal, det er punk, og det er det bedste fra de to verdener. ‘Fury’ er ikke en plade, der kommer til at vinde Tragedy et større publikum, den er slet ikke for dem. På den måde er det meget trygt at høre den. Men også en påmindelse om ikke at give køb på sine værdier, som nok kan få de fleste af os andre til at skamme os over vores magelighed. Bare en smule.

Så velkommen tilbage, Tragedy. Det er godt at have jer hos os igen. Et par årtier til på samme niveau, så skal jeg nok efterhånden holde kæft med His Hero Is Gone.