Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En gnist af kreativitet og trolddom

Populær
Updated
En gnist af kreativitet og trolddom

I anledning af at de mægtige svenske metaltroubadurer i Twilight Force netop har udgivet deres andet album, fangede vi keyboardspiller Blackwald til en snak om magi og musik.

Hvordan tror du, jeres fans vil modtage ‘Heroes of Might and Magic’? Er det bedre end jeres første album?

'Heroes of Might and Magic' er i mine ører helt afgjort et stort skridt fremad, både hvad angår sangskrivning og udførelsen, sammenlignet med vores første udgivelse. Selvom grundstenen i vores musik er den samme, er vi blevet klogere og dygtigere, siden vi udgav 'Tales of Ancient Prophecies', og resultatet føles som en naturlig fremgang mod det lydbillede, vi stræber mod. Og modtagelsen fra både fans og i anmeldelser har været mere end overvældende. Vi er ovenud lykkelige for, at nogen omfavner og sætter pris på det sprudlende eventyr, vi har skabt.

Hvorfor tilbød Nuclear Blast en kontrakt til Twilight Force?

Det stod skrevet i stjernerne, at det skulle ske, og vores skæbner mødtes uundgåeligt. Vi er benovede over, at man har skænket os den ære, det er at være i folden hos så agtet et selskab, og vi er virkelig tilfredse med samarbejdet. Og vi er sikre på, at bestræbelserne vil føre til, at større og magiske ting skal ske i den kommende tid.

Hvilke band eller genrer har inspireret jer?

Vi hylder naturligvis pionerende album fra Helloween, Rhapsody of Fire, Blind Guardian og lignende. Og jeg tror, det har formet os til det, vi er i dag, og har fået os til som band at dele nogle grundlæggende musikalske referencer. Men meget inspiration kommer også fra komponister –af filmmusik såvel som den klassiske musiks mesterværker. Dog bruger vi lige så vel de dødelige riges til at tøjle magien og stemninger omkring os. Alt, vi behøver for at få kompositioner til at gå op i en højere enhed, er at indlægge en gnist af kreativitet og en smule trolddom i vores musik

Hvilke historier har inspireret til teksterne?

Vi har vores sagn og legender som grundlag for teksterne. The Twilight Kingdoms er en evigt voksende univers med mytiske skabninger, legendariske profetier og mægtige helte. Alle disse historier og legender fungerer som budbringere, alt efter hvilket tema der ligger foran os på sangskrivningens vej. Just derfor vil der med tiden udkommende en ganske omfattende krønike, der kan sammenfatte alle historierne i The Twilight Kingdom.

Størstedelen af heltene i Twilight Force spiller adskillige forskellige instrumenter på pladen  hvordan løser I dette til koncerter?

Det multi-instrumentale aspekt i vores rækker udnytter vi bedst, når det kommer til at komponere og indspille. Koncertoptræden er et andet spørgsmål, og hvad vi bringer til scenen, er det, som er mest praktisk gennemførligt. Det er omtrent umuligt at sidestille en koncert med en studie-indspilning, og det er altid kompromiser, som skal indgås med koncerter. Men vi stræber efter at gøre vores optræden så magisk som muligt og at medbringe alle de essentielle elementer i vores musik for at gøre oplevelsen så komplet og sprudlende som fysisk muligt. 


Jeres bandfotos minder en smule om et screenshot fra 'World of Warcraft' eller 'Ringenes Herre' – er I ikke bange for, at folk ikke vil tage jer og jeres musik seriøst?

Betyder det, at folk ikke tager 'World of Warcraft' eller 'Ringenes Herre' seriøst? Hvis nogen lytter til vores musik og ikke tror på, at vi er oprigtige angående det, vi gør, har vi meget lidt tiltro til de dødeliges rige. Vi ville ikke investere så meget tid, så mange ressourcer og følelser, så meget magi i noget, som kan fejes væk som en joke eller narrestreger. Men hvad der virkelig tæller er, at vi på den sidste dag kan stå tilbage og sige, at vi har haft et storslået og succesfuldt eventyr, og at vi nåede vores mål og opfyldte profetien.

Hvad forventer I at få ud af en turne med Sabaton?

Vi forventer en spændende rejse med nogle gamle venner. Det bliver en majestætisk rejse, som vi føler os virkeligt velsignede over at have fået muligheden for at drage ud på. 


På mig virker 'Heroes of Might and Magic' som den ultimative power metal-galskab – hvor kan I tage det hen herfra, og hvordan vil I bygge videre på det på jeres næste album?


Et godt spørgsmål. Vi har en følelse af, at vi er kommet langt i vores søgen efter vores lydbillede og vores måde at komponere på. Men der er stadig meget vi kan lære og udvikle. Vi befinder os lige nu på den rette vej mod det højdepunkt, som vi ønsker at bestige og forcere, men vi tror på, at det ultimative mål for vores vision stadig ligger derude og venter på at blive fundet. Og hver dag bringer os tættere på dette klimaks. Vi kender naturligvis ikke udfaldet af vores kommende udfodringer, men det endelige mål er dog nedfældet i ’The Book of Time’. Vi vil gøre alt for med vores magiske kræfter at skabe en overjordisk fremtidig oplevelse for alle menneske- og elver- ører og -øjne.