Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det bedste fra to svenske dødsmetalverdener

Populær
Updated
Det bedste fra to svenske dødsmetalverdener

Vanhelgd byder på svensk dødsmetal i krydsilden mellem klassisk Stockholm-lyd og de første spæde skridt mod den melodiske Gøteborg-stil. På det tredje album rammer dette oldschool-mix virkelig plet.

Kunstner
Titel
Relics of Sulphur Salvation
Dato
26-05-2014
Distributør
Trackliste
1. Dödens Maskätna Anlete
2. The Salt in My Hands
3. Where All Flesh Is Soil
4. Ett Liv I Träldom
5. May the Worms Have Mercy on My Flesh
6. Relics of Sulphur Salvation
7. Sirens of Lampedusa
8. Cure Us from Life
Karakter
4

Svenskerne i Vanhelgd henrykkede denne anmelder, da de optrådte på Kill-Town Death Fest tilbage i 2011, men dengang var de indspillede værker ikke noget, som i samme grad fik nakken i sving. Med det tredje album 'Relics of Sulphur Salvation' laves der kraftigt om på det.

Fundamentet er tungt og med en lyd, som læner sig op mod velkendt Stockholm-død, som det i sin tid blev udødeliggjort af bands som Entombed/Nihilist, Dismember og Grave. Men Vanhelgd skyder en fantastisk, dunkel stemning ind i musikken med riffs, som klinger godt og ondt, men som også er væsentligt mere melodiske, end fx Entombed var det på 'Left Hand Path'. Faktisk har det sine referencer til nogle af de bands, som først introducerede det melodiske element til dødsmetallen og dermed var en slags prototyper på "melodøden", der i bymæssig forstand skulle få mærkatet Gøteborg-dødsmetal. Dvs. tidlig At the Gates og Eucharist.

Med et fornuftigt lydbillede på plads, så rammer Vanhelgd allerede noget tiltrækkende i produktionen, men der skal mere til end blot at vække nostalgien. Det er dog intet problem for Vanhelgd, for sangskrivningen er i top, og den ene lækre sang følger efter den anden. Bedst er bandet, når de lader teksterne fremføre på svensk, som i åbningsnummeret men ikke mindst på 'Et Liv i Träldom', hvor den fede outro med nærmest messende kor får hårene til at rejse sig på armene, fordi stemningen simpelthen bjergtager en.

Dette tredje album burde kunne åbne nogle flere døre for bandet, for det er lækkert og gennemført musikalsk ondskab. En fantastisk stemningsfuld rejse tilbage til det bedste fra svensk dødsmetal, og kun lige shinet tilpas op til at kunne begå sig som et spritnyt værk i det herrens år 2014.