Voodoo White Circle Snakes
Populær
‘More Than One Way Home’ er bestemt mere end moderat bedre end de seneste mange års Whitesnake-album. Der er bare de to små problemer med albummet: At det ikke er David Coverdale, der synger, og at det ikke er Whitesnake, der spiller.
02. Tears In The Rain
03. Heart Of Babylon
04. Cry For Love
05. Alissa
06. The Ghost In Your Heart
07. Bane Of My Existence
08. More Than One Way Home
09. The Killer In You
10. The Saint And The Sinner
11. Victim Of Love
12. Open Your Eyes
Sorry – men jeg kan ikke få dette billede ud af systemet – Lord David Coverdale sidder foran pejsen, fødderne i slangeskindsstøvlerne er placeret på rokokopuden tæt på gløderne, og i hånden har David en pokal på størrelse med en gennemsnitlig gulvvase, der næsten er fyldt op med eksorbitant dyr 50 år gammel Brandy eller et eller andet absurd dyrt alkoholisk fluidum. Ved Lord Davids side sidder to velvoksne irske ulvehunde og overvåger scenen, imens varmen fra pejsen langsomt gør sit begyndende indtog på de dyrt imprægnerede bøffelhudsbeklædte såler på støvlerne. Lord David blunder, imens han tænker tilbage på fordums tiders videooptrædende med Tawny Kitaen. Sceneskifte – ind træder butleren og meddeler den nu snorkende Lord Coverdale et – ’aheem Lord D – I have something I think you have to listen to’ – Butleren smider med en koket håndbevægelse en cd i spillen – en B&O naturligvis – og Voodoo Circle sætter i gang med første sang på det nye album ‘More Than One Way Home’. Umiddelbart giver det tre mulige nye scener:
1. Lord Coverdale sætter sig brat op, hvorved der går ild i hans slangeskindsstøvler.
2. Lord Coverdale taber i befippelse sin drink på gulvet, hvorved den ene irske ulvehund bliver så forskrækket, at den bider ud efter den anden ulvehund, så der kommer gløder fra pejsen på gulvtæppet, der antænder hele huset.
3. Lord Coverdale taber i befippelse sit gebis i sin velvoksne drink, hvilket får butleren til at bryde sammen i grin, hvorefter denne falder død om af et akut, men befriende hjertestop.
Men lad os for en stund vende tilbage til virkeligheden. Det er svært med det nye album med Voodoo Circle. For det lyder så meget som Whitesnake, at man ind i mellem bliver i tvivl. Vi skriver Whitesnake i midtfirserne omkring ’Slide It In’ fra 1984 og efter skiftet til ’Whitesnake’ fra 1987. Der er lidt fra begge perioder. Den bluesbaserede hard rock fra ’Slide It In’ og den efterfølgende mere pumpende heavy metal-stil på ’Whitesnake’, eller ’1987’, som den også blev kaldt i de dage.
Men Whitesnake er det i den grad. Det så meget, at jeg et par steder lige måtte tjekke hukommelsen og nettet, om der ikke var tale om en coverversion af Whitesnake. Det gælder f.eks. sangen ’Heart of Babylon’, som i den grad ER Whitesnake. Ja, i det hele taget er albummet i den grad så meget WHITESNAKE, at min datter, som ellers først er født i 1993, under mine gennemlytninger bemærkede, at det virkelig lød som Whitesnake. Godt opdraget er hun jo!
Men det er vel ved at være på tide at præsentere Voodoo Circle for de læsere, som ikke måtte være bekendte med dem. Bandet har sit udspring i det tyske og er lidt af en ’supergruppe’. Bandet er bygget op omkring guitaristen Alex Beyrodt fra Primal Fear, bassist Mat Sinner (Primal Fear og Sinner) og den engelske sanger, med mange års base i Tyskland, David Readman (Pink Cream 69). Albummet ’More Than One Way Home’, er bandets tredje. Og man kan da godt i den forbindelse konkludere, at de herrer har lagt deres sædvanlige centraleuropæiske metal til side for at henføre sig til den britiske hard rock-genre for en stund.
Men skal vi vende tilbage til sangene på ’More Than One Way Home’, så giver lighederne med Whitesnake nogle anmelderdilemmaer. For skal man nu vurdere albummet ud fra kompositioner, produktion og fremførelse, eller skal man også lige tage hensyn til originalitet, ’håndværk vs. Kunst’ ,og ’er det virkelig så let at kopiere’?
Jeg tror, at dette album ville høste virkelig gode anmeldelser hos Whitesnake-elskere, hvis det var et Whitesnake-album. På den anden side kan fantastisk godt håndværk i sig selv aldrig berettige til topkarakter, når vi taler om en vurdering af musikkompositioner. Når det så er sagt, så er ’More Than One Way Home’ et bragende godt album.
OG – det er ikke alle sange, der lyder præcis som Whitesnake. Sangen ’Ghost in Your Heart’ lyder som Deep Purple, som de lød på ’Perfect Strangers’ eller ’The House of Blue Light’. Men ok – så bliver vi jo også i kvarteret.
Og så til sidst et lille forslag. Hvis Wacken kunne få Voodoo Circle på plakaten til 2014 til at spille nogle af disse sange sammen med nogle Whitesnake-sange med David Coverdale som gæst, så tror jeg, at det der ville være mange lightere, der ville blive rigtigt varme i publikums hænder.