Roadburn Festival 2018 - Søndag

Efter tre forrygende dage var ens sanser blevet skærpet, mens ens tolerance til gengæld var blevet en smule lavere på Roadburns sidstedag. Heldigvis leverede Watter og Zonal med Moor Mother et par fantastiske koncerter, hvor sidstnævnte står blandt ens all-time festivalhøjdepunkter.

Roadburns sidste og fjerde dag, der tidligere gik under navnet Afterburner, er altid en dag fyldt med mange modstridende følelser. Først og fremmest er den festival, som man i månedsvis har set frem til, snart ved at være forbi. Dernæst er systemet, kroppen og ens i forvejen temmelig ujævne sociale egenskaber ved mildest talt at være udfordrede. Omvendt er der selvfølgelig også på fjerdedagen en enorm musikalsk diversitet, og især i løbet af de seneste 2-3 år er det musikalske repertoire blevet udvidet en del.

Sol uden varme
Første kryds i programmet var således festivalens andet kommissionsprojekt – det første værende Waste of Space Orchestra – ved navn Vánagandr med værktitlen ’Sól án varma’. Bag projektet er den spirende islandske blackmetal-scene, der har været stærkt repræsenteret på Roadburn de seneste tre år. Misþyrming, der var artist in residence i 2016, havde allieret sig med Naðra, Svartidauði og Wormlust, der også alle har spillet på festivalen under eget navn eller i andre, alternative konstellationer. Koncerterne med disse islandske navne har været vældig hypet på Roadburn, og det er aldrig lykkedes mig at ankomme i tide og få set giraffen. I år var de sat til at åbne Main Stage om søndagen, så her var man endelig på plads ved koncertstart.

Selvom Vánagandr indeholder hele fire forskellige bands, så figurerer en del af medlemmerne i flere af foretagenderne. De var altså ”kun” mellem 7-8 personer på scenen – og modsat det finske kommissionsprojekt om torsdagen, så var her blot tale om en enkelt trommeslager samt en enkelt bassist. Islændingene havde altså en mere klassisk tilgang til deres konstellation. Jeg har desværre ikke fået lyttet særlig meget til den islandske black-scene, så jeg havde lidt svært ved at pejle mine ører i de rigtige retninger. Showet var inddelt i to dele, hvor bandet var iklædt sort tøj i første halvdel og så i efterfølgende hvidt kluns i anden halvdel. Visuelt kører flere af de islandske bands et maskeret læderjakke-look, der i øvrigt ikke er helt fjernt fra polske Mgła. Det musikalske udtryk hos Vánagandr er dog ikke helt så potent som hos de polske kollegaer, da der også kæles for det episke, postede og en snert af ambient. På Main Stages store lærred blev der i løbet af koncerten fremvist mange animerede nærbilleder af solens enorme energiudladninger.

I himlen med Watter
Næste stop var et mere kuriøst valg af navn Watter, der var sat på Green Scene. Bandet blev dannet af Zak Riles (Grails), multiinstrumentalisten Tyler Trotter og Britt Walford (Slint, The Breeders m.fl.) på trommer. Sidstnævnte, Britt Walford, er senere blevet erstattet af Dominic Cipolla, som gjorde en ganske glimrende figur live. Gruppen fangede ens nysgerrighed, da man opdagede, at Tony Levin (King Crimson, David Bowie, Peter Gabriel m.fl.) havde spillet bas på et enkelt nummer på Watters første af i alt to hidtidige udgivelser, ’This World’ (2014). Genremæssigt er det ikke et let band at definere. På den ene side er det ambient og svævende i sin lyd, men på den anden side er det også enormt trommebåret – og netop det samme gjorde sig gældende til koncerten. Gruppen formår at integrere foretagenets forskellige personligheder, således at sfæriske elektroniske toner erstatter mere tørre og ørkenagtige guitarstykker. Det minder mig på sin vis om både om afrikansk, amerikansk og orientalsk musik. Lad os kalde det for eksperimenterende verdensmusik!

Et psykedelisk islæt er efterhånden et begreb man propper ned over meget musik, men Watter er virkelig dygtige til at omfavne elementerne i deres lyd – man får som lytter både associationer til luftighed, tørke, varme, kulde, fugtighed osv. Det gjorde også koncerten til en ganske trippet oplevelse, der især står skarpt, da jeg ikke selv hørte meget musik i samme boldgade til dette års festivalen. Tidligere år har man haft et trip, der har mindet lidt om dette med eksempelvis Maserati, som selvfølgelig er noget helt andet musik end Watter, bliver jeg nødt til at pointere. Fælles for begge grupper er dog, at deres musikalske drive frembringes af en vekselvirkning mellem elektroniske og akustiske elementer. At blande genrer er nu engang også noget af det, som Roadburn er allerbedst til. Man kan virkelig tilrettelægge sit program, så man får lyttet til enormt afvekslende koncerter fra dag til dag. Dette skal man virkelig ikke undervurdere, og det er jo netop en af grundene til, at man bliver ved med at vende tilbage til denne festival – man får udviklet og mindst udvidet sin musikalske horisont.

I kirke med Hell
Wiegedood gad man godt at have snuset lidt til, men næste kryds var sat ved Hell fra Salem, Oregon, der skulle levere en tiltrængt omgang doom og sludge. Doom-genren plejer at være tungt(!) repræsenteret på Roadburn, men foruden Weedeater på førstedagen, så var det i år småt med denne type koncerter dette år for denne skribent.

Hell spillede deres selvbetitlede album fra 2017 i sin helhed. De spillede sidst i 2016, hvor de havde medbragt en violinist. Denne gang var besætning mere klassisk med to guitarister, en bassist og en trommeslager. Der var noget ganske smukt og modstridende over at se et band netop ved navn Hell spille i den tidligere kirke, Het Petronaat. Bag det djævelske navn finder man aliaset M.S.W., der selv synger og indspiller alle instrumenter på plade. I live-regi finder man på trommer og i ny og næ vokal A.L.N., der er arkitekten bag Mizmor, der selv spillede I Koepelhal dagen forinden. Sjovt nok skulle M.S.W. efter sigende spille trommer i dette foretagende.



Her efter en afsluttet festival fortryder jeg lidt, at jeg ikke fik dyrket netop Hells plade noget bedre inden festivalen. Selvom sludge- og doom-koncerter typisk er garant for en ganske fysisk liveoplevelse, så er det lettere at investere sig i genren, når de ofte få – men typisk ganske effektfulde – melodier får lov at bide sig fast i hukommelsen. Der var andre bands og andre genrer på radaren i år. Jeg forlod koncerten lidt før tid, da Justin Broadrick og Kelvin Martin (aka. The Bug) skulle optræde med Zonal på Main Stage.

Sønderknusende industriel hiphop
Det er svært at vurdere, hvilken koncert der sådan helt præcist fik ens tandsæt til at rasle mest. Lørdagens fuldstændige afsindige guitarbombardementer i form af Boris, der havde Stephen O’Malley med på slæb, var fuldstændigt som at få sit ansigt snørklet rundt, mens man er på vej til at blive pulveriseret i et sort hul. Det føltes vitterligt som om, at ens ansigt kunne strækkes og snurres rundt til dobbelt størrelse.

Anderledes, men mindst ligeså benhårdt, var industrial hip-hop-projektet Zonal, der havde taget Moor Mother med sig, så hun kunne infiltrere deres knusende og ind i mellem dub-agtige lyd med politisk tæft møder slave-poesi. Du kan læse en decideret anmeldelse af denne koncert her. Det kan dog ikke pointeres nok, hvor fantastisk en koncert dette var. Den går direkte ind på listen over de allerbedste Roadburn-oplevelser sammen med G.I.S.M., Godflesh, Magma, The Pretty Things og Yob i 2012. Sikke dog!

Årets crust-indslag
Jeg havde allerede inden festivalens begyndelse prioriteret Wolfbrigade, da tidligere år virkelig har budt på gode hardcore-koncerter. Her tænker jeg især på Doom og G.I.S.M. Man var dog fuldstændig mørbanket efter Zonals imponerende pumpede lydmur, så det var begyndelsesvist en lille smule svært at sætte sig op til D-beat. Man var ellers temmelig nysgerrig på svenskerne, hvis stamtræ bl.a. forgrener sig i legendariske Anti Cimex. De gjorde det nu også udmærket, og publikum var også på, hvilket kom til udtryk i nogle helt ufattelig tjekkede crowd surfing. Jeg har aldrig set nogle glide så elegant og ikke mindst hurtigt hen over knolden på publikum. Selvom der er fortræffelig lyd på Hat Petronaat, så er der alligevel tale om en kæmpemæssigt skift, når man lige er kommet fra Main Stages altomsluttende verdensklasselyd. Dette havde helt sikkert en indvirkning på første del af Wolfbrigades koncert. Koncerten groede støt undervejs.



Knald på det teatralske
Jeg havde først prioriteret kinesiske Zuriaake, men da en god kammerat nævnte, at GosT spillede noget ved navn slasher-synth, så måtte jeg først slå hovedet forbi Green Room for at se, hvad dette helt præcist kunne indebære. Slasherfilm kan man jo ikke se for mange af, og selvom der er lidt langt mellem de kunstnere, som formår at integrere gode soundtrack fra især 70’erne og 80’erne i deres typisk mere moderne musikalske udtryk, så pirrer denne nye trend alligevel ofte ens nysgerrighed. GosT havde et simpelt setup med to mørk- og hætteklædte personer på scenen. Den ene lavede ikke meget andet end at stå stille midt på scenen og holde på et kranium. Hvis han skruede på noget som helst, så kunne jeg i hvert fald ikke se det. Den anden halvdel, der prydede scenen, piskede derimod energisk rundt og vekslede mellem at spille på synthesizere og guitar, der var hooked op med nogle temmelig 80’er-agtige effektpedaler. Publikum var virkelig på, og det var også en ganske festlig koncert at overvære. Mest fordi at fyren i centrum virkelig havde nogle timelige listige dansetrin. Musikken, som flere steder beskrives som en blanding mellem John Carpenter, Fabio Frizzi og Giorgio Moroder, var dog lige poppet nok til min smag. Det var ind i mellem som om, at de metal-elementer, som skulle give GosT sin musikalske berettigelse på en festival som Roadburn, virkede forcerede og malplacerede. Det var i hvert fald Carpenter og Frizzi i en breakcore-udgave, hvilket i min optik fjerner det fuldstændig elementære og grundlæggende ved netop disse fantastiske komponister – netop deres simple, pulserende og vuggende ro. Er man glad for kunstnere, som i den grad sætter deres visuelle fremtoning foran musikken – her tænker jeg eksempelvis på Ghost og Bathushka – så vil GosT muligvis være en god anbefaling. Også selvom musikken ikke kan sammenlignes.



Halvvejs inde i koncerten måtte jeg over forbi Main Stage, hvor Zuriaake var i gang med at give festivalens sidste koncert på den scene. Det kinesiske blackmetal-band blev dannet i slutningen af 90’erne, men har blot udgivet et par enkle EP’er foruden to fuldlængder. Iført traditionelle kinesiske dragter og kinesiske stråhatte havde bandet, hvis navn på kinesisk betegnes 葬尸湖, også et unikt udtryk kørende. Musikalsk var der tale om en melankolsk og ganske skrøbelig take på blackmetal, der rent lyrisk efter sigende skulle være rodfæstet i naturen og årstiderne. Selvom Zuriaake hverken lå fjernt eller modsat var nært beslægtet med bands inden for min referenceramme, så var der noget særpræget kinesisk over deres lyd.



Da Zuriaake var overstået havde man godt og vel 6 timers ventetid, inden turen gik hjemover med flyet fra Eindhoven til København. Det gav én passende mulighed for at bruge de sidste kontanter på øller i den tilstødende bargade. Her kunne man lettere star-struck observere Justin Broadrick og G. C. Green resolut gå mod gadens bedste (og billigste!) værtshus. Et kæmpe ungarsk kleppert var særdeles snaksaglig. Han kendte ikke Roadburn, men han var glad for ABBA og Storebæltsbroen. Han arbejdede i Tilburg, men havde også forsøgt at finde job i Danmark uden held. Han sang ’Thank You for the Music’ med en gebrokken ungarsk-engelsk accent. Dette var der sjovt nok noget svært passende over.