Veteranerne Blind Guardian fortsætter med deres tiende album rejsen ind i de store fortællinger, men det sker delvist på bekostning af dynamik og simpelhedens charme.
Hate er brutalitetens mestre, men trangen til konstant at ville være på hæmmer helheden.
Spidergawd har forbedret sig på toeren og tilføjer ekstra dimensioner af både rock og syre.
Black Veil Brides udfører et mesterligt guitararbejde, men får ikke udnyttet potentialet.
Svenske H.E.A.T. har begået en solid plade med solide sange, og trods det ultimative hits fravær er det ikke langt fra at være en af de bedste rockskiver i 2014.
Den finske stjerneparade af metalmusikere Ragnarok Juletide har lavet et usammenhængende julealbum med både gode og elendige momenter.
Devin Townsends nye dobbeltalbum er på engang skingrende skørt og ubegribeligt smuk og naturligvis utroligt velskrevet og velfungerende.
Raunchy bryder en længere pause med ny forsanger og en brunstig og kåd sekser.
Hvis Estate kunne nøjes med at spille powermetal, ville de snige sig op til en middel udgivelse, men forsøg på variation ender i en fatalt underholdende blindgyde.
Monstershowet Lordi forsøger sig med chok og horror, men er reelt bedst som et hitsøgende band.
Den vrængende overlæbe, poppunkeren Billy Idol, har genfundet sit eget udtryk og sine stærke sider efter en lang albumpause.
Du har hørt meget, der minder om Crobot, mange gange før, men det gør ikke noget – amerikanernes inspirationskilder citeres elegant.
Starkill vil meget, men de mestrer reelt kun hastighedskrævende discipliner.
På det andet album skruer Chainfist op for både charme, personlig og råstyrke - det klæder dem naturligvis.
Machine følger op på deres meget flotte debutplade med en ep, der kun delvist lever op til forventningerne.
Norges Kal-El er glade for superhelte og hardrock, men de får ikke nok ud af nogen af delene.
Evnerne fejler intet hos Theory of a Deadman, men deres femte plade virker ikke som helt ærlig rockmusik.
Hammerfall forsøger at buldre af sted i vanligt tempo, men på den niende udgivelse har de tabt pusten og når kun i korte perioder fordums storhed.
Devin Townsends Casualties of Cool-projekt er absolut ikke metal, men en meget udfordrende og spændende plade der emmer lidt af country, men mest af Devin.
Svenske The Dagger forstår på deres debut at lyde som alle den hårde halvfjerdserrocks største navne, helt uden at det virker plat og plagierende.