Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.

Det er nærmest kriminelt, så nemt det er at fordybe sig i Ulcerates sjette album, for den tekniske dødsmetal er for det new zealandske bands standard usædvanligt fængende fra første lys.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

Det kan godt være, at man hverken finder måne eller citron i en citronmåne, men man finder dog sort kunst på Svartkonsts andet album, der på fineste vis lader klassisk svenskerdød krydse klinger med ditto black.

Endnu en koncertløs uge er i gang, og den sociale distancering med hjemmearbejde, pasning af eget afkom og hvad har vi giver for de fleste mulighed for musik på hjemmeanlægget. Ny musik? Devilution giver her et lille indblik i nogle af ugens nye udgivelser.

I en simpel, voldsom lyd vokser rasende riffs til melodisk storhed, når franske Cénotaphe lader debutalbummet servere lytteren en forfriskende bidsk black metal.

Københavnske Clients kommer rigtigt godt fra start med en debut, som er både voldsom, atmosfærisk, fængende og melodisk. Og varieret på godt og ondt.

Man får glimrende blackened death metal på The Spirits anden udgivelse, som i iveren efter virkelig at præsentere alle sine fede idéer har fået en for afbalanceret lyd, som gemmer den indbyggede vildskab væk.

Få dage før fastelavn inviterer Slipknot til maskebal i Royal Arena. Villumsen, der godt nok aldrig har dyrket de gale amerikanere i større stil, kommer her med sine favoritter. 

Melodierne er i overflod på briternes femte album, men energien og det tekniske overskud er bibeholdt, og samlet set er udgivelsen et fint comeback efter fem års albumtørke.

Sylvaine og Unreqvited har sammen begået et nedtonet værk, hvor de rammer en smuk og dyster lethed, som er opløftende behageligt som en stærk brise af Anathema og Antimatter.

Sjette album fra Esoteric er langt og krævende af lytteren, men med den rette tid og måske også de rette lytterammer, så udfolder sig et støjende univers, der både er skræmmende og smukt.

Den får på alle tangenter på Gloryhammers tredje album, der er symfonisk og catchy med et vokalubar, der får enhver fan af klassiske metaldyder til at føle sig hjemme i bandets intergalaktiske heavy metal-univers.

Der er stadig lidt nytårssløvsind over udvalget af koncerter i denne uge, men helt metaltræt behøver man ikke at blive, for der er trods alt alt fra black fra fx Horned Almighty over folkmetal ved The Hu til moderne støj fra Smash Into Pieces.

Der blev skam hørt god metal i 2019, men det burde være blevet til mere i et år, hvor Chapel of Diseases udgivelse fra 2018 blev hørt mere end Arch/Matheos, Martyrdöd, Misery Index og Orm.

Bölzers nyeste udslip er lettere indelukket, men byder stadig på nogle få stærke kompositioner på en udgivelse, der i hvert fald ikke er for lang.

Med en internetforbindelse er det ganske enkelt at lave sig sin egen metalpakkekalender, hvor man får udvidet sin horisont med bands, man aldrig havde hørt om. Denne uges top 5-skribent åbnede låger hos Encyclopaedia Metallum.

Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.

Paganizer viser råstyrke med 'The Tower of the Morbid', selvom bandet stadig ikke selv har blandet krydderierne til serveringen og låner uhæmmet fra de bands, der har opbygget den klassiske svenske dødsmetal.