Med syv danske koncerter på bare tre år er der næppe noget at sige til, Inquisition fremstår som et deja-vu, men trods alt stadigvæk et fandenivoldsk fedt deja-vu.
Fra en støjende start til en sublim seance. Denial of Gods forestilling var fredags aftens højdepunkt på Royal Metal Fest.
Tre kvarters total triumf. Lipid spildte ikke tiden, men spillede tværtimod røven ud af bukserne og viste sig fra deres bedste side.
Ikke mere pik og patter. Med 'Bloodlust' er Ice-T og Body Count mere vrede og samfundskritiske end nogensinde før. Og overraskende nok endnu mere velspillende. Pladen er et rendyrket metalmonster.
Alt gik op i en højere enhed, da Mayhem overlegent vakte hovedværket 'De Mysteriis Dom Sathanas' til live i Aarhus.
Fra flop over aflysning til noget nær fuldendt. Metallica gjorde det godt igen. Vi fik virkelig format i Royal Arena. Især med kongeklassikere som 'Creeping Death' og 'Orion' på sætlisten!
Den royale arena skulle åbnes, og til opgaven havde man hyret metallens konger. Det blev dog ikke den succes, det kunne have været. I stedet blev det som en landskamp, hvor angriberen spiller med brækket ben. Det koster kampen, hvis man skal halte sig igennem.
Klassikerne kom på stribe, men det var de nye numre, der forsikrede om, at Lipid stadig har forrygende format til at føre gruppen frem og ikke kun eksistere på fortidens bedrifter. Fra Viborg var der lovende support fra Beyond the 9th.
Rockhistorie på Orange Scene. Fra klokken 21 til midnat. I tre timer smilede 70-årige Neil Young og spillede røven ud af bukserne på alt og alle.
De første satte punktum som de største. Black Sabbath skrev sig ind i Copenhells historie med en magisk midnatsmesse.
Fredag nat efterlod Artillery ingen tvivl om, at de er dansk thrash med verdensformat med benhårde numre gennem tre årtiers diskografi. Dårlig lyd holdt desværre koncerten fra at blive det helt store brag.
Tyske toner, flammer og fyrværkeri. Rammstein fik nok engang vist, de er blandt klodens bedste livebands. For Satan en koncert!
Alice Cooper kom forrygende fra start, men kørte den for kedeligt og sikkert hjem med et festivalsæt, hvor tiden blev spildt på solo-lir og overflødige covernumre.
Death Metal derudad. Dawn of Demise skuffer aldrig. Heller ikke i Huset fredag aften.
Cannibal Corpse er klodens mest ikoniske dødsmetalband. Men de forvalter formatet, som spillede de på et plejehjem. Og dårlig lyd sørgede for det totale miskmask af frustrerende kedsomhed.
Attila bliver ofte lagt for had. Med god grund. De er elendige. Så meget, at det blev helt charmerende at opleve i Vega, hvor de opvarmede for de populære Hollywood Undead, der leverede en underholdende koncert.
Fra klassikerne til krudtet fra sjældenhedens kammer på en historisk aften i London. Machine Head leverede en maratonkoncert – karrierens længste – uden at tabe pusten i tre vanvittige timer.
De ukuelige jyder i Lipid trodsede et trist fremmøde og fyrede den forrygende af med både nyt og gammelt hårdtslående thrash. Electric Hellride stod for support med en masse nye numre, der vidnede om et band på vej i rette form.
Italiensk horror-doom bliver ikke bedre, end når Abysmal Grief sætter den sorte messe i gang. Deres fjerde plade er fuld af majestætiske momenter, men uden at det bliver decideret magisk.
En fandenivoldsk duo og svenske legender åbnede fredagens brag med stil. Desværre stod ikoniske Abbath ikke helt distancen på egne ben, men Behemoth skuffede ikke med verdenspremieren på 'The Satanist' fremført i sin helhed.
