Det er sagt før, og Bombus’ forhammer af en åbningskoncert på Sweden Stage er blot endnu en passende lejlighed til at sige det, som alle må forstå, én gang til: Her er et band, der ikke må overses!
Et kort og voldsomt regnskyl druknede verden udenfor og blev startskud til en aften, hvor Ferocity og Dawn Of Demise sejrede stort, godt bakket op af rutinerede Corpus Mortale, og energiske Deus Otiosus.
Atonalitet og distortion præger musik og vokal, der lefler for det indre kaos og en nedtrykt sindstilstand.
Death Destruction spiller tungbundet groovy heavy med solidt vredne guitarriffs.
Nothing har netop spillet på Roadburn Festival og albumdebuterer med en støvet og drømmende plade, hvor de med stoisk ro burde fjerne blikket fra skoene og skue ud over den rockverden, de er en del af.
Amerikanske Bl’ast forsøger sig endnu engang med en genudgivelse af, hvad der kan kaldes en fordums kultudgivelse, men det er som så med succesen.
Denne skuffende ep stiller blot endnu større krav til Blues Pills kommende fuldlængdealbum, der bare har at skære igennem, og ikke være fortsættelsen på dette ligegyldige komma for et band, der ellers har uhørt potentiale.
Med dotcom-domæne, kopper i merchandiseudvalget og et vellydende debutalbum er The Kamshaft klar til affyring.
’Monsters’ er en noget mere charmerende udgivelse end først antaget: Den kan mere end bare at forlænge tuderockens æra til det tåkrummende.
Hitniveauet fra forgængeren ’Omertá’ er ikke nået på dette album. Men standarden er alligevel høj, og Russell Allen og Mike Orlando er stærke omdrejningspunkter hele vejen igennem
Roarback blander sig på upcomingscenen med en rasende aggressiv og tempofyldt debutudgivelse, der både har sine styrker og svagheder.
Blues Pills har kant, særpræg og skriver samtidig den gode sang. Så simpelt skal det faktisk gøres, når man vil lykkes.
The Vintage Caravan har potentialet til at komme frem i verden, men det bliver ikke med jævne ’Voyage’ som det afgørende gennembrud.
Det er nu eller aldrig for københavnerkvintetten, der efter tre ep’er er aktuelle med debutalbummet ’Watchers’.
Kaos og vildskab er intakt trods den digitale finpudsning af gamle indspilninger, og det gør ’Blood’ til et lytteværdigt åndedrag fra slutfirsernes undergrund.
Sahg har brugt de sidste tre år på at finde en ny vej for opfølgeren til 'Sahg III' og lykkes med 'Delusions Of Grandeur' der er progressiv, men ukompliceret og tung metal.
Barricade, der spurter hastigt op fra undergrunden, hjælpes her frem i lyset af deres første fuldlængdealbum
Da lyden efter alt for lang tid endelig var på Annihilators side, blev en halvtam oplevelse med ét forvandlet til en thrashfest af de bedre.
Warbringer har atter fulgt deres udødelige opskrift på et album, der er lige så klassisk, som det er uoriginalt, og hvor John Kevills stemme vanen tro bærer musikken med stor styrke
Pelican er et aparte amerikansk svar på islandske Sigur Rós, men uden dybden og den skærende melankoli.