I frit fald fra fordums storhed piner Machine Head med ’Catharsis’ lytteren gennem 74 minutter med pinlig politisk korrekthed, pakket ind i bedaget groove- og nu-metal.

Det er den almægtige natur og lokal folklore, som Hamferð kanaliserer ud i deres nordiske lyd. Men ved at underspille deres dødsdoom begår den færøske gruppe en fatal fejl: Det går hen og bliver kedeligt.

De erfarne kræfter i All Pigs Must Die har fået tilført nyt blod og disker op med en helvedes fængslende og aggressiv omgang metallisk hardcore på deres tredje album, 'Hostage Animal'.

Autotune-alt-metallerne Natjager fortsætter selvsikkert deres polariserende stil på ep nummer to, hvor de er i færd med at grave sig deres helt egen niche i dansk musik.

Efter 15 år trækker Trap Them stikket. Det sidste af fire afskedsshows fandt sted i hjembyen Boston søndag aften, men blev desværre aldrig en stor oplevelse.

Texas-bandet Expander hiver med støtte fra Kurt Ballou de store våben frem på debutpladen ’Endless Computer’, der byder på mekanisk og maskinel crossover passende pakket ind i et sci-fi-koncept.

Med deres femte album ’Malina’ smider Leprous tyngden væk og svæver højt på storladne og melodiske omkvæd. Det er pænt, poleret og progressivt, men overraskelserne og forløsningen mangler.

Kadavar spiller både tungere og blidere end nogensinde før på ’Rough Times’, men i forsøget på at udvikle sig og samtidig fastholde deres identitet falder trioen mellem to stole. Det gør pladen til deres svageste hidtil.

Endnu en supergruppe har set dagens lys, men med Mike Patton i front og Dave Lombardo bag trommesættet er det svært at få til at gå galt. Det gjorde det heller ikke, da Dead Cross på deres første nordamerikanske turné rundede Boston og gav 45 minutters intensiv hardcorelektion.

Prog rockens kronprins Steven Wilson træder på sit femte soloalbum væk fra de progressive udskejelser og over mod popmusikken. Det er både velskrevet og vellykket, men albumkunstneren Wilson må se sig slået af sangskriveren, for det er i albummets enkelte numre, at det for alvor stråler.

I en kælder i Boston stod en vital og ilter John Joseph torsdag aften i front for NYHC-legenderne Cro-Mags, hvor de sammen med det lokale band Morne, der rev mure ned med deres altomsluttende sludge, hver for sig viste, hvordan DIY-modstanden kan aktiveres og revitaliseres i 2017.

De mindre legender stod i kø søndag aften, hvor Dirty Days of Summer-festivalen kom godt fra start. Dios gamle bandmedlemmer gjorde god figur i supportnavnet Last in Line, men det var Testament, der trak det længste strå og slog fast, at frontmand Chuck Billy har thrashens bedste vokal.

Roskildebandet Deadflesh var en af de glædelige overraskelser på årets Metal Magic, hvor deres eksemplariske 90’er-død og et Motörhead-cover tordnede igennem den lille teltscene til stor begejstring.

Det var som et noget forandret band, at svenske Tribulation vendte tilbage til Metal Magic. Her viste de, at metallen også kan ligge i detaljen.

Absu stod for at lukke hovedscenen på Metal Magics sidste dag. Det gjorde de med en hæsblæsende velspillet og lettere komisk koncert, der aldrig kom helt op at ringe.

Red Warszawa lukkede traditionen tro Copenhell på den allermest tumpede, bøvede og underholdende måde med afslutningskoncerten på Hades. Men selv træfsikre hits og små overraskelser kan ikke dække over både bandets midtvejskrise og festivalens identitetskrise.

Med urokkelig selvtillid og foden på monitoren gav Slægt en triumf af en koncert tidligt fredag eftermiddag på Pandæmonium-scenen. Det var tiltrængt for både band, festival og publikum, der oven på en sløv torsdag fik metallen tilbage til festivalen i bedste stil.

Med uoriginal musik og et medrivende show fik Baest brudt Copenhells regnforbandelse tidligt lørdag eftermiddag, hvor de lokkede solen frem og lavede festivalens måske største wall of death.

Der blev knyttet næver og råbt protester og paroler, da Prophets of Rage indtog Helviti-scenen tidligt torsdag aften. Men revolutionen udeblev.

Arjen Lucassen vender tilbage til science fiction-universet med sit nye, storstilede og højkonceptuelle dobbeltalbum 'The Source', der fortæller forhistorien til hele Ayreon-sagaen. Men selvom historien udbygges, er de narrative og musikalske gentagelser i længden forstemmende.