Ild! Blasfemi! Sex! Mord! Kunst! Mere ild! Slayer fik budt Danmark et værdigt og helt vemodigt farvel på deres afskedsturné. Og arvtagerne viste format til at løfte det efter dem.
Billy Graziadei er blevet midaldrende og har fået trang til at genfinde ånden fra Biohazard. Det slipper han ikke fra med æren i behold.
Tempoet er blevet skruet op, og black metallen forsvoret, men rødderne i Hexis fornægter sig ikke på Eyes’ debutudgivelse. Det er altsammen en anbefaling, skulle man være i tvivl.
Der er ikke meget at få sit udråbstegn på over på NYHC-veteranernes 12. plade, selvom der er dansk bidrag. Men de kalkulerede fællessange opvejes af solid standardvare.
En karismatisk forsanger går ud, en anden kommer ind. Livløs gør, hvad de kan, for at fastholde momentum, og Bornholm fik fredag aften en fingerpeg om, at det kan blive helt godt.
Efter et mislykket forsøg i Aarhus for et par uger siden har Illdisposed fundet den rette formel for, hvordan de bedst kan udforske bagkataloget.
Nej, dit band arbejder ikke lige så hårdt for det som Hexis. Vi fangede dem i Odense en tredjedel inde i deres tre måneder lange tour gennem tre kontinenter.
Enslaved dykkede ned i bagkataloget og viste, hvordan de har genopfundet sig selv gang på gang, mens High on Fire viste, hvordan tiden er løbet fra dem.
Terror vil smadre dig og tvære alle andre ud, og hvor er det dog betryggende, at de fortsætter med at have det sådan.
Pludselig er Tragedy tilbage og lyder, som om de aldrig har været væk – og som Neurosis kunne have gjort i en anden, muligvis bedre verden.
Eller omvendt: Konform musik til ekstreme mennesker. Ligningen går i hvert fald ikke op hos Pig Destroyer, uanset hvor mange grænser de overskrider.
Bathorys evige ild brænder hos Mantar, men det gør mindet om den brændende Rigsdag også, og måske derfor holder de for meget tilbage med flammerne.
I’ll Be Damned kommer til at blive kæmpestore med deres anden plade. Det er uundgåeligt, men det er også en skam, at publikum ikke kræver mere end dette.
Deafheaven tager et langt, beslutsomt skridt ud af post-black og over i den støjrock, de har flirtet heftigt med siden begyndelsen. Det klæder sæsonens mest sommerlige plade.
Bandet, vi elsker at hade. Vi satte en fan op mod en kritiker, så de kunne forsøge at overbevise hinanden om, hvorfor Defecto var fænomenalt. Eller forfærdeligt.
Metalpublikum har ikke fortjent et band af Enslaveds format. Slet ikke Copenhells publikum, stod det klart, da nordmændene lukkede Hades-scenen natten til lørdag.
Vi har udråbt dem til Copenhells moralske hovednavn, og Kreator beviste også, at de burde have været øverst på plakaten. Altid.
Med hver et lille kvarters spilletid til rådighed fik tre af landets bedste navne inden for hardcore og grindcore lige rykket Copenhell godt og grundigt rundt.
Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.
Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.