De Roskilde Festival-aktuelle New York hardcore-veteraner Madball er stadig ude på skrammer. Men det går mest ud over dem selv, når de forsøger at række ud over den klassiske formel. 

Primitiv dødsmetal af stockholmerskolen, som dine forældre hadede den: LIK er fuldt bevidste om det absurde og dumme i deres musik, og de administrerer det med klasse.

Når ens gamle yndlinge har for travlt med at diversificere og modne deres lyd i stedet for at lave noget, der er lige så fedt som det gamle, er det helt i orden, at andre tager stafetten og løber baglæns med den.

Vælger man at høre Møls debutplade som black metal, bliver man slemt skuffet. Men ønsker man sin indie med metallyd, er ‘Jord’ vellykket på sine egne præmisser.

Hvis koncerter kun handlede om musikken, kunne man lige så godt blive hjemme og høre den og slippe for andre mennesker. Tre sludge- og stoner metal-bands anlagde vidt forskellige syn på, hvad looket betyder for den samlede oplevelse.

Fra sin bjælkehytte i Minnesotas skove har Austin Lunn imponeret med en bizar fusion af black metal og bluegrass. Denne gang forsøger han over to timer at dele de to op, og resultatet skuffer.

Det er deres hjemstavns vemodige sange, briterne kaster sig over på en rendyrket akustisk folk-plade. Og det er både kønt og kedeligt.

Primordial hylder man ubetinget, ellers er man en forbandet poser. Den skygge af tvivl, singleforløberne måtte have kastet over ens sind, fejes triumferende bort af ‘Exile Amongst the Ruins’.

En halvvejs gendannelse af Fugazi er kun delvist forløsende. The Messthetics lyder, som om de hygger sig med at være sammen, som de plejede, og så kan vi andre få lov at høre med over skulderen.

Det er helt i orden at høre Hot Snakes igen, men man kan ikke lade være med at ønske, at de havde lavet en ny plade med Drive Like Jehu i stedet.

Den lovede ep-opfølger til sidste års ‘World Gone Mad’ viser, at det nok var bedst, hvis Suicidal Tendencies gjorde alvor af truslerne om at holde op med at indspille musik.

Det er svært ikke at lade sig rive med af Honningbarnas ungdommelige energi og kåde liveshow. Men de moralske tømmermænd trænger sig på.

Næh se, japaneren er mærkelig og excentrisk, og han har fået et metalband til at prøve at følge med i sine improvisationer. Vi må hellere være lidt benovede og grine af, hvor sært det er.

Turnstile er netop blevet annonceret som et af de mere utraditionelle navne til Copenhell. Men hvem var det lige, der bestilte en blanding af Snapcase og Animal Collective?

Fu Manchu er indbegrebet af en sydcalifornisk laidbackness, hvor der aldrig kan komme for meget koklokke på en sang, og fuzzen er evigt saliggørende.

Pantera-sangerens anden soloplade er både muskuløs og konfrontationssøgende, men slagkraft er der ikke meget af. Det bliver ved at flekse lidt foran spejlet og skule olmt.

Det er dumt og plat og lever højt på seksuelle antydninger og referencer til fordums storhed, når Turbonegro fejrer tyveåret for deres ubestridte mesterværk.

At komme til provinsen og spille metal for 30 mennesker er sådan noget, der giver unge bands hår på brystet.

De gotiske svenskeres fjerde plade er ensformig, småkedelig og alligevel uafrystelig. Og det er faktisk al ære værd at udfordre sit publikum på den måde, Tribulation gør.

Ti plader inde når Shining et nyt højdepunkt i en diskografi, som man fortsat forundres over er så solid, som den er.