De tæller ned til Copenhell hele året, og de gør det i fællesskab. The Copenhell Family holder ilden i live for 8.500 medlemmer, der hjælper hinanden før og under festivalen og dyrker et fællesskab, som det er svært at finde mage til uden for gruppen.

Copenhell forkæler os i 2021 med en ordentlig slat ombookinger fra det line-up, vi ellers havde i vente i næste uge. Og så får vi et par ekstra punkede indslag oveni hatten.

Poppunkerne i Big Mess går endnu engang i en ny retning på den kommende ep 'Bestial Pop'. Vi har eksklusiv forpremiere på ét af numrene fra pladen.

Hestevrinskende Bathory-hyldest, uøkonomisk sangskrivning med et sløset rifffråds og ingen referencer efter 1995: Vampire er tilbage for at redde metal fra nutiden.

Baests koncert på Copenhell sidste sommer var én af de koncerter, hvor man kan mærke, at nu rykker det her band fra alle andre. Fredag aften kan du genopleve koncerten, når Copenhell streamer den, og bandet sidder klar til at besvare spørgsmål.

Der signaleres voldsparathed og revolutionær bevidsthed, når Xibalba stiller sig op med den mexicanske historie i ryggen. 

Xibalba gør deres for at leve op til Mexicos renommé for dødekult og lemfældig brutalitet. Det er dødsmetal spillet som hardcore og hardcore spillet som dødsmetal, og hvis det ellers kan få røven med sig, tager det dig ud, makker.

Man fjerner nogle barrierer, når man skriver på det sprog, man taler, tænker og drømmer på. Afsky, Solbrud, Orm, Nyt Liv og Undergang fortæller om at skrive på dansk i en metalverden, der ellers altid har været engelsksproget.

Genfødslen: Hardcores arrigste kamphane har fundet ro i sig selv og sine nærmeste efter at have ramt bunden. Harley Flanagan har fået Cro-Mags tilbage og er på vej med den første plade under det navn i 20 år.

Hvorfor er der ikke flere metalbands, der synger på deres modersmål? Der er både hurtige point, særpræg og international nysgerrighed at vinde ved at forsage det vanlige valbyengelsk og vove at skille sig ud.

Fornylig gjorde én fra Denial of God sig lystig over forsangeren fra hardcorebandet Harms Way på Devilutions Facebook. Altså én af dem på det her billede. Som syntes, at en anden fyr så fjollet ud.

Så prøver vi én gang til: Copenhell slipper den første håndfuld navne til næste års ommer. Alle er det bands, som vi havde set frem til at se nu til sommer.

Tom G. Warrior bør hædres lige så meget for sin vilje til at sætte alt over styr som for sine succeser. ‘Requiem’ har taget ham 30 år at forløse og er endt som et beundringsværdigt miskmask.

Hvad har Kanye West, Queen og Beatles som fællesnævner? Grindcore, tilsyneladende. I hvert fald på fire virkelig stærke udgivelser og en virkelig slap én.

Når et billede siger mere end tusind ord, men stadig gør det i tostavelsesord.

Få føleren på, når emobandet Oakhands har videopremiere på en sang om blindhed og sci-fi.

Hvorfor overhovedet spille andre former for heavy, når thrash metal findes? Neo-thrash-bølgen nægter at ebbe ud, og bands som Havok og Vampire giver ingen grund til at ønske sig andet – men Warbringer er bølgens problematiske understrøm.

Dødsangsten rammer en gruppe midaldrende mænd, der klæder sig ud for at holde den for døren.

Det var en kærkommen revolution af dansk satire, der skete i midten af 90’erne, hvor et par venner fandt en omvej til det folkelige gennembrud gennem en nichegenre.

Fire-en-halv generationers dansk thrash ser tilbage og fremad: Artillery, DesExult, Invocator, HateSphere og Terminalist fortæller om, hvad thrash har betydet for dem. Men også om at frigøre sig fra den formel, der hurtigt blev skabt for genren.