Man skal aldrig stole på en junkie. Heller ikke på Al Jourgensen, men så kan man lade sig positivt overraske over, hvor solidt et show han kan lave med Ministry.

Det var den store genforeningsfest, da Orm og Rising vendte hjem til det Bornholm, som flere af medlemmerne er født på.

Engang fremstod de banebrydende, men på deres første plade i sytten år lyder det gendannede post-hardcore-band mere trygge og tilforladelige, end hvad godt er.

Det er en hensygnende rockgud, vi møder på Danzigs første rigtige plade i syv år. Og det er forbistret skuffende, at det skulle komme så vidt.

Det er en lise at opleve thrash spillet så formfuldendt, som Artillery gør det. Specielt når 4/5 af bandet var småbørn, da de klassiske sange blev skrevet.

Forudsigeligheden tager overhånd på en plade, hvor tystheden bliver stillestående. Men når den bliver brudt, er det til gengæld fabelagtigt opløftende.

I Oren Ambarchis og Will Guthries marskandiserbiks kan man falde over forsvundne rytmer og finde de skønneste melodier midt i virvaret.

Hvad du end lytter til lige nu, skal du holde op med det og høre Vampire i stedet.

Den rette satantro og en bar overkrop er uomgængelige elementer i bølle-metal. Det demonstrerede Demon Head og Slægt på hver deres måde på Loppen.

Ulver fortsætter med at shoppe rundt i genrer, og selvom turen går til electropopland denne gang, bevarer de stadig en umiskendeligt ulversk kerne.

Fucked Ups seneste ep i ‘Zodiac’-serien er så god, at den får hele serien til at fremstå bedre.

Roskildebandet rammer godt og grundigt skævt på deres debut med en black metal, der flirter med både metalcore, dødsmetal og prog.

Årets mest imødesete debutalbum i dansk metal indfrier fuldt ud forventningerne, men overvældelsen udebliver.

Det var med foden op på monitoren, guitaren op på brystet og et uanstændigt mål af selvtillid, eksil-bornholmerne i Sunless Dawn livedebuterede på fødeøen.

Det lugter af kulturel appropriering, når to avantgarde-komponister laver et dronemetallisk værk, men selve udførelsen er der intet at udsætte på.

Den klassiske crossover bliver dyrket så rent i Municipal Waste-sideprojektet, at man får lyst til at stjæle sin fars øl og hænge ud i skolegården sammen med vennerne igen.

Sexede damer er sexede, og rockmusik er stiv pik. Med det credo er det forstemmende, så usexet en plade ‘Wild Cat’ er.

Når Vektor hyldes for deres ambitiøse og komplekse thrash, synes jorden gødet til en genoprejsning til de skelsættende Hellwitch.

Ufortrødent fortsætter Iron Fire med at spille power metal, som om de stod på den store scene på Wacken, når de i virkeligheden står på en klubscene på Bornholm, og det er prisværdigt.

Ikke et øje er tørt, når Kreator spiller op til fællessang med alle de rigtige holdninger serveret som T-shirt-slogans. Men deres position på toppen af thrashen vidner også om, hvor sløj konkurrencen er.