Uncle Acid & the Deadbeats fejlede som sådan intet, da de gæstede vores svenske fjender i Malmø. Alligevel var det svært ikke at spore en smule syre-træthed efter et hektisk halvt år med mange koncerter.
Godflesh var præcis lige så kompromisløse, som man havde turdet håbe. Og selv det publikum, der havde ventet 17 år på at se briterne siden deres sidste besøg i Danmark, kan ikke være gået skuffede hjem.
King Buzzo og Dale Crover leverede sammen med deres to (!) kompagnoner på bas en helt igennem vidunderlig koncert i Pumpehuset, der var leveret knivskarpt uden på noget tidspunkt at virke fortænkt.
De legendariske shoegazere og støjpoprockere rundede en både støjet og støvet torsdag af på Arena. Det blev til en koncert, der kvalitetsmæssigt bølgede lige så meget op og ned som irernes lydtryk.
Den eksperimenterende trio Boris havde fået følgeskab af noise-pioneren Merzbow, som tilførte den sene seance elektriske spændinger.
Man måtte tage sig endnu en lur efter en sløj start på fredagens program med Skeletonwitch.
LLNN lukkede festen fredag med et dejlig højt og interresant show på Gloria, hvis indendørsscene var et perfekt match.
Watain malede fredagens sommernat sort med stænk af blod og indsvøbt i ild. Det var en både bombastisk og kaotisk koncert, der i den grad klædte Roskildes program.
Buzz Osborne og Dale Crover går på deres seneste udspil Butthole Surfers i bedene. ’Pinkus Abortion Technician’ er mærkelig i sin normalitet.
Der skal kun et fix til, før du er hooked på Motorpsycho. Tør du?
Eyehategod leverede en herlig koncert på Pumpehusets mindste scene, der var præcis så indestængt og bidsk, som man kunne have håbet på.
Det var en delegation fra Tampere, der skød Roadburn 2018 i gang. Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu havde slået pjalterne sammen som Waste of Space Orchestra. Med sig havde de et kosmisk, kaotisk og smukt værk, som man gerne vil høre igen.
Gennemvædet, kølig og ildelugtende første demo-ep fra Mortiferum er en bundsolid debut.
Man skal helt tilbage til 2015, før der sidst var nyt at spore på pladefronten for både Windhand og Satan’s Satyrs. Dette råder de bod på med en udmærket split-udgivelse, hvor ene side tager sig bedre ud end den anden.
Pumpehuset var vært for et norsk indtog af dødsmetal med Reptilian og Execration, hvor Slægt fik lov til at krydre aftenen med deres iørefaldende black heavy metal. Det kom der tre vidt forskellige koncerter ud af – hvad angik både musik og optræden.
De svenske prog-metallere udgav deres tiende fuldlængde sidste år. Den er lige så tilbageskuende, som den er fremadskuende, og den er svær at holde af, men også vanskelig at lægge fra sig.
Melankolien og indadvendtheden var fællesnævneren i Amager Bio torsdag i den forgangne uge, hvor Alcest og Anathema hver satte lyd på det smukke i det triste. Det slap begge bands ikke lige godt fra.
De norske kultrockere gav en 2,5 timers lang og veloplagt koncert på Loppens skrå brædder. Man tvivler stærkt på, om det er muligt for trioen at give en dårlig koncert.
Forhistoriske mammutter trampede side om side med flyvende ufoer, da italienske Ufomammut lagde vejen forbi KB18 med deres tunge, psykedeliske doom metal.
Det var både ligheder og forskelle på de to Virginia-bands, der stod på Loppens plakat for september. Her stod den først på rock af den gamle skole med Satan’s Satyrs og derefter på doom af den nyere skole i form af Windhand.