Roadburn 2018 byder både på gengangere, debutanter og mutanter. Her er et udvalg af nogle af de bands og artister, som vi ser mest frem til torsdag og fredag på den altid spændende hollandske festival.
Gennemvædet, kølig og ildelugtende første demo-ep fra Mortiferum er en bundsolid debut.
Så kom det, der ser ud til at være sidste offentliggørelse af de større navne til sommerens Copenhell. Steel Panther hører nok til de mere kontroversielle, mens Satyricon og Auðn sikrer anerkendelse fra de ægte metallere.
Man skal helt tilbage til 2015, før der sidst var nyt at spore på pladefronten for både Windhand og Satan’s Satyrs. Dette råder de bod på med en udmærket split-udgivelse, hvor ene side tager sig bedre ud end den anden.
Pumpehuset var vært for et norsk indtog af dødsmetal med Reptilian og Execration, hvor Slægt fik lov til at krydre aftenen med deres iørefaldende black heavy metal. Det kom der tre vidt forskellige koncerter ud af – hvad angik både musik og optræden.
De svenske prog-metallere udgav deres tiende fuldlængde sidste år. Den er lige så tilbageskuende, som den er fremadskuende, og den er svær at holde af, men også vanskelig at lægge fra sig.
I 2017 var der en del mere dødsmetal og black metal på anlægget sammenlignet med tidligere år. Det har været rart med lidt personlig genrefornyelse efter en del år, hvor især doom, prog, psych-rock og drone har fyldt mest.
Undergrunden lever og har det godt, råddent og snavset. Her er fem bud på, hvad der rumsterer i det beskidte hjørne af den danske metalundergrund.
Melankolien og indadvendtheden var fællesnævneren i Amager Bio torsdag i den forgangne uge, hvor Alcest og Anathema hver satte lyd på det smukke i det triste. Det slap begge bands ikke lige godt fra.
De norske kultrockere gav en 2,5 timers lang og veloplagt koncert på Loppens skrå brædder. Man tvivler stærkt på, om det er muligt for trioen at give en dårlig koncert.
Forhistoriske mammutter trampede side om side med flyvende ufoer, da italienske Ufomammut lagde vejen forbi KB18 med deres tunge, psykedeliske doom metal.
Det var både ligheder og forskelle på de to Virginia-bands, der stod på Loppens plakat for september. Her stod den først på rock af den gamle skole med Satan’s Satyrs og derefter på doom af den nyere skole i form af Windhand.
Greg Mackintosh pissede territoriet af på Pumpehuset med sit eget projekt Vallenfyre, inden han returnerer med Paradise Lost en lille uge senere.
Det var ikke hvem som helst, der gæstede BETA på Dirty Days of Summers sidste dag. Den tidligere Amebix-frontmand Rob "The Baron" Miller stod i front for supergruppen Tau Cross og cementerede, at sortsyn og pessimisme ikke behøver at være optimismens modsætning.
Sammenlignet med onsdag havde torsdag mere hård rock og metal at byde på. Overordnet set var der flere koncert-smuttere end fuldtræffere, men hvad betyder det, når mægtige High on Fire spiller 'Devilution'?
Det var suverænt at lade Atomikylä lukke den finske aften på Gloria-scenen. Efter mange dage med smat og koncerter var en psykedelisk koncert af den tunge og mørksindede slags lige præcis, hvad der var brug for.
Full of Hell fulgte i grind-kollegaerne fra Pig Destroyers fodspor, da de gæstede Pavilion fire timer senere på dagen. Det gjorde de udmærket, men mistede intensitet i løbet af den lidt for lange koncert.
Der var variation og højspændt energi lige fra ”morgenstunden” på Gloria. Det var en både opkvikkende og spændende koncert, der startede en ellers lidt sløj fredag godt ud.
Der var tryk – for meget tryk – på Aaron Beams bass, da Red Fang gæstede Avalon som et af onsdagens eneste metalbands. Det dundrende og bastunge lydbillede resulterede desværre i en langstrakt og monoton fest.
Var man vågnet lidt sent, blev man i den grad vækket til de finske crossover-thrashere fra Lost Society. De lød ,som var de skudt lige ud af 80'ernes Bay Area-scene.