Man kan høre Billy Howerdels andre projekter på hans første solo-debut, men ’What Normal Was’ er heldigvis også meget mere.
Her er endnu en solid omgang sangskrivning og potent metalcore, pakket ind i opfindsomme riffs. Du ved hvad du får, når du sætter en plade på med Bleed from Within.
Vi bliver serveret lidt af det hele på Greg Puciatos anden solo-udgivelse. Det er hverken fugl eller fisk, men smager heldigvis stadig ganske fint, trods lidt forvirring.
SortHandsk leverede en overbevisende koncert på Copenhell. Trioen beviste deres plads på festivalen, men man blev lidt for ofte mindet om et helt andet band.
Ghost Iris var ikke til at styre på Hades, bandet var alle steder – og publikum nærmest det samme. Energiniveauet var misundelsesværdigt.
Copenhell fik Jinjer, Jinjer fik Copenhells velfortjente kærlighed, men vi var meget langt fra noget det kan kategoriseres som en interessant koncertoplevelse.
Dansk musik har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år, og aftenenes koncert fra Siamese var beviset på lige præcis det.
Gehenna viste sig fra sin bedste side, godt hjulpet på vej af et flot, velspillende danske band. Fremtiden er knapt så mørk, som den danske højskolesang ellers varsler.
Det lugtede af en slem skuffelse, da KoRn åbnede Helviti på Copenhells andendag – men der skal heldigvis meget mere til at slå det sejlivede band ud.
Med The Algorithms femte fuldlængudeudgivelse, byder den vanvittige franskmand på mere rød tråd og mindre kaos.
Man kan elske eller hade Natjager, men det er svært at komme uden om, at ’At kende bølge fra hav’ har sine øjeblikke – ditto at bandet er et produkt af vores nutid, på godt og ondt.
Efter flere udskydelser fik vi endelig lov til at opleve den amerikanske supergruppe END – og nu skylder de. De skylder en stor tak til det enorme arbejde, Rot Away og Lifesick lagde for at gøre tirsdag til en fredag.
Northlane har masser af gode ideer, men er sjældent helt succesfulde med udførelsen – om end vi får en enkelt overraskelse eller to.
Tools første venue-koncert i Danmark siden 1993, var præcist den musikalske og visuelle oplevelse, man som inkarneret fan kunne håbe på.
Franck Hueso byder velkommen til andet kapitel i sagaen om kniv-fetichisten Bret Halford, og der er skruet op på alle effekt-knapper.
Publikum fik det hele: Energi, sprudlende sceneshow, gode og mindre gode numre og et fornuftigt og ansvarligt fravalg.
Publikum bliver endnu engang budt på dystopisk industrial og et fremtidigt bud på heavy, mens Tristan Shone selv fremstår mere menneskelig end maskine.
Bloodywood er parat til at redde dig, mig, os alle sammen fra den nærtstående undergang – og regner man indholdet på ’Rakshak’ som udtryk for succesraten, så er vi i ganske sikre hænder.
Skal man tro Jonathan Davis, er ‘Requiem’ en mere positiv plade – især oven på den dystre “The Nothing”. Det er måske sandt, men 'Requiem' er stadig særdeles dyster.
Fit for an Autopsy har udgivet Gojiras bedste udgivelse siden ‘L’Enfant Sauvage’ – det er bare pisse ærgerligt, at Fit for an Autopsy ikke er Gojira.