Udover at starten på april måned betyder penge på kontoen, dårlige forsøg på at snyde hinanden og Royal Metal Fest, er der masser af koncerter at komme efter herudover.

Author & Punisher blander succesfuldt og kompromisløst elektronisk og industrial med doom metal og opnår noget særligt , selvom der er nogle enkelte skønhedsfejl

Sammenlignet med sidste års undergrundseksplosion har 2018 været et tyndt musikår, hvis man skal spørge denne elitære mandsperson. Metalgenren savner noget radikalt anderledes, som et par udenlandske udgivelser prøver på.

Musikvideoer og metal. Hører det overhovedet sammen? Det har det i hvert fald med at blive en lettere formularisk affære med nogle sure mænd, der spiller i en lagerhal. Her er fem videoer, der prøver noget radikalt anderledes.

Sumac finder for alvor deres egen stemme på deres tredje album, ’Love in Shadow’. Et album, man kan blive helt væk i, hvis man lader sig rive med.

Imperial Triumphants tredje album ’Vile Luxury’ er en hård pille at sluge. Men når man først får den slugt, så gør den ikke noget særligt ved en.

Deafheaven er gradueret til de voksnes rækker og viste sig på Vega som et professionelt band, som vi nok ikke slipper af med lige foreløbig

Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.

Demilich leverede et af Kill-Town Death Fests absolutte højdepunkter, på trods af rigeligt unødig snak og finsk selvironi.

Hovednavnet for hele Kill-Town Death Fest leverede en skuffende koncert, der virkede ude af trit med både publikum, festivalen og bandet selv.

Fredagen på Kill-Town par pakket med udelukkende fede bands, hvor kun et enkelt band skuffede publikum, og en enkelt skribent skuffede sig selv.

Killtown-scenens egen internationale supergruppe Hyperdontia debuterede stærkt på den lille scene under Kill-Town Death Fest efter at have overkommet de værste fødselskramper

Kill-Town Death Fest vender stærkt tilbage, og hvis det forsætter som med torsdagens warm up-koncert, er der gode grunde til at glæde sig

Efter ti års ventetid er Funeral Mists tredje plade et kærkomment gensyn, men ingen åbenbaring.

Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.

Elitist-Fischer og Devilutions ‘core-ekvilibrist knalder panderne sammen i en faretruende rolig samtale om, hvad der er hit og shit om torsdagen. Fischer skal ikke se så meget. Sebastian skal se en del. Ingen skal se Tremonti.

Kgger du gang på gang på Copenhells program og tænker “Hvor fanden er ondskaben”? Gider du ikke Wackens tyskerhelvede? Er Roskilde for proppet med teenagere? Så overvej en af disse festivaler denne sommer, og lad pøblen nyde deres pøbelfest i fred.

Nightmarer forsøger at gifte det groovy og djentede med den dissonante forgrening af dødsmetallen, men mangler noget for helt at ramme plet.

Voices tredje album fører bandet i en mere poppet og afdæmpet retning, men uden at gå på kompromis med det ekstreme udtryk. Det kan åbenbart lade sig gøre.

Et udsolgt Loppen stod klar til at tage imod de polske black metal-munke Batushka. Det resulterede i en ulideligt varm og presset koncert, hvor det kun var få der faktisk kunne se bandet.