Lidt om The Hellacopters nye album og meget om dem, der var som The Hellacopters.
Tyske Luzifer blander lystigt elementer fra 70'erne og 80'erne til deres helt egen genreblanding, som virker sært dragende.
Der bydes på sprudlende sangskrivning, en flot rød tråd og interessant udvikling på kvintettens tredje og til dato bedste fuldlængdeudgivelse.
Som størstedelen af verdens befolkning har Caleb Shomo haft det svært de seneste år — især med Covid-19-isolation. Det har resulteret i en række mørkere, mere personlige kompositioner, der nemt er blandt Beartooths bedste.
Hvad er det egentlig, der gør, at man skal lytte til et helt album? Hvorfor ikke bare vælge de bedste sange, de bedste passager, de bedste omkvæd og så høre dem? Dizzy Mizz Lizzy har alle de gode argumenter for, at du skal droppe din hvilket-humør-er-du-i-i-dag-Spotify-playliste.
Der klunses til højre og venstre, og Lucer følger i Greta van Fleets fodspor, når de udgiver en plade, hvor et andet, større band allerede har spillet al musikken i forvejen.
De engelske hard rockere fra Thunder lyder stadig umiskendeligt meget som Thunder. Og det er sådan set også ganske fint.
Brødrene Loeffler brillierer trods skriveblokeringer og tydelige tegn på, at dette meget muligt kunne blive Chevelles sidste plade.
Ideen om AC/DC som en modvægt til tidens alvor, som et brag af en fest, der er fuldstændig ligeglad med verdens tilstand, er stadig smuk. Festen er bare ikke, hvad den var engang.
"Som at lugte til sine egne prutter", "verden opløses omkring mig", "noget, der er blevet nummer 5 i første heat i det finske Melodi Grand Prix i starten af 00'erne": Med åben pande og uden forudindtagelser sendte vi vores bedste mand ind til den nye Defecto-plade.
Det er efterhånden snart 20 år siden, at der var nyt fra de amerikanske hard rockere Blue Öyster Cult. Men bandet viser sig heldigvis ikke at være helt brændt ud i årene, der er gået.
Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.
John Petrucci overrasker positivt med et ganske fornuftigt soloudspil.
Stærkmandspop maskeret som den fede rock: Grumpynators har motorcykeltaskerne fulde af veltjente pop-fif og skambrugte skabeloner, som man skal være virkelig rockhungrende for at lade sig spise af med.
Trapt er mere interessante, når Chris Taylor Brown får en Twitter-nedsmeltning, end bandets musik nogensinde bliver.
Du husker måske Bush fra dengang der var hul i dine jeans, rock primært var drevet af guitar og somrene var lange og varme. ’The Kingdom’ minder lidt om dengang og er tilnærmelsesvist det comeback, de fleste nok havde håbet på, da Bush blev gendannet for 10 år og tre udgivelser siden.
De seneste år har været udfordrende for det danske hard-rock band - ikke mindst hvad angår sammensætningen. Til gengæld lader det til, at Blended Brew anno 2020 er en stærkere konstellation end tidligere.
Katatonia opretholder stimen efter 11 års elendighed.
Selvom ’Motion’ er en forholdsvis banal og fuldstændig identitetsløs udgivelse, har South Haven succes med at skrive flere stærke og mindeværdige sange.
På 'Alter Echo' har Dizzy Mizz Lizzy givet køb på omverdenens forventninger til dem, og det klæder dem i dén grad. Det gør det også, at der er skruet op for den tunge guitar.