Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.

Shiny Daggers har syv minutters musik ude på vinyl i 100 eksemplarer, hvilket i følge pladeselskabet automatisk betyder "soon-to-be rare & cult". En omgang black, død, thrash med lidt af den nordiske stemning og som samlet set efterlader et "tja..."

Sulphurous udgiver omsider nyt materiale, og det lyder til, at dødsmetallen stadig ulmer i det afdyb, hvorfra kun de mest dystre toner slipper ud.

Anton Bregendorf er multiinstrumentalisten bag Hajn, der på 'EP' spiller en glimrende omgang dødsmetal flankeret af vokal fra blandt andet Baest og Xenoblight. Fremtiden er ikke her, men fremtiden er lys.

Baests nye album er en naturlig – og bedre – opfølger til deres tidligere albums, som dog næppe overbeviser tvivlerne. Men de kan jo også bare høre noget andet...

Med fængende guitarlyd og en rytmisk forståelse for black og dødsmetal har Suffering Hour lavet et virkelig godt album.

Deiquisitor fortsætter deres stime af udgivelser med EP'en 'Humanoid', hvor de spiller den tunge dødsmetal, som er blevet deres varemærke.

Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.

Katla har sammen med et vegansk pizzaria i København udgivet, hvad der tegner til at blive til årets fysiske udgivelse.Vi vurderer i en lynanmeldelse, om det er lykkedes. 

Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!

Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.

'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.

Københavnske Undergang er klar med deres femte fuldlængde, der fortrinligt indkapsler den lyd af dødsmetal, de har gjort til et varemærke.

Terrorpy fra Odense debuterer med en heftig omgang dødsmetal, der trækker tråde til Immolation og Suffocation. 

Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.

Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.

Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Incantation er tilbage med mere af det sædvanlige, og hvis man bryder sig om klassisk dødsmetal, så går man ikke forgæves.

Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.

Undergangs vekslen mellem tunge og kradse toner var drabeligt efter alle kunstens regler, mens der gik mere mudder i Deiquisitor-maskineriet. I sidste ende var det dog den alt for længe ventede lejlighed til at forsamles om metal i hovedstaden, der vandt flest points denne fredag i Byhaven.